Hej people!
Jeg sad i går med en kammerat hvor jeg ikke havde sovet i et par døgn på amf, druk, hash og en enkelt streg ketamin.
Vi sad og snakkede om meget dybe tanker. Hvordan og hvorfor vi er som vi er. (Jeg elsker og analysere personligheder bla.) Jeg er rigtig god til at beskrive og formulere følelser, tanker og situationer så folk får en større forståelse for hvorfor tingene nu sker som de gør og hvorfor mennesker reagere som de gør. Men samtidig ligger jeg meget fokus på hvad man kan bruge det til og vender tingene til noget positivt. Samtidig med at jeg fremhæver succerne og den personlige udvikling i andres fortællinger. Vi fandt hurtig ud af at vi lignede meget hinanden på mange punkter og han var os god til at beskrive hans historie. Jeg bragte selvfølgelig også nogle af mine egne historier op. For at jeg bedre kunne beskrive de følelser der ligger og gemmer sig efter mange års misbrug af bla. Amf, hash, ketamin, krydser og morfin. Jeg har prøvet flere slags stoffer og har taget dem i større mængder. Men det der er nævnt har jeg haft eller stadigvæk misbruger af.
Under den her samtale relaterede min kammerat rigtig godt til min beskrivelser af hvordan jeg oplever verden, føler og hvorfor jeg begyndte at løbe væk fra virkeligheden i en alder af 13. (Jeg er 21 år i dag)
Jeg har da altid vidst at mit forbrug af stoffer og hash var et problem. Men første gang i går gik det op for mig hvor omfattende det er, og det skræmte mig.
Min kammerat kommer fra en familie der er hjælper ham og de er et rigtig godt sikkerheds når han snart stopper sine misbrug og vil begynde at leve i den virkelig verden. Han har i den sidste tid gået på misbrug center som hjælper ham med at få styr på alle løse ender og gør ham klar til at blive clean
Jeg er selvfølgelig rigtig glad på hans vegne, og har fortalt ham hvor stolt han skal være!
Men det fik mig jo til at tænke over min egen situation, som jeg har svært ved og overskue - Det bliver kun værre og værre.
Jeg er født i en familie hvor næsten alle har en psykiatrisk diagnose eller har forsøgt selvmord og været indlagt.
Min far fik diagnosen sclerose, væk er en sygdom der rammer central nervesystemet, da jeg blev født. Han gik desværre bort 9 år efter. Min mor har altid været meget psykisk ustabil og dette har ikke ændret sig. Det værste hun har udsat mig for var et selvmords forsøg. Hvor jeg fandt hende da jeg var 11 år. Min ældste storesøster er tidligere misbruger af hash og stoffer. Dette plagede og forfulgte mig hele min barndom. Igennem at det hun udsatte mig for, lærte hun mig hvad svigt er. Hun lærte mig hvordan man fordrejer sandheden og hvordan man undgår problemer ved at lyve og stjæle. Samtidig med at min mor ingengang kunne sine egne følelser og skubbede en masse over på mine skulder fra jeg var 9 år. Jeg har altid været meget følsom og følte at det var min skyld at min mor var ked af det. Og rendte rundt med en konstant følelse af at jeg aldrig var god nok og havde altid ondt i maven fordi jeg følte det hele var min skyld. Oveni det var jeg meget ensom. For jeg har hele mit liv blevet overladt til mig selv. Fordi der ikke var overskud til mig.
Da jeg var 13 år røg jeg min første joint. Og indledte et misbrug af hårspray, deo og lightergas. Det første år jeg gik på efterskole, da jeg var 14 år. Samtidig med at vi eksperimenterede med alle mulige stoffer. Mit andet år på efterskole. Skiftede jeg skole for at starte på en frisk, her røg jeg hash hver dag og begyndte at sniffe lightergas oveni. Dette kunne jeg ikke tåle og det bragte mig ud i en hash psykose som blev ved med at ødelægge mit liv. Jeg følte pause i knap 2.5 år og gennemførte både 10 klasse, et grundforløb og en uddannelse. I de sidste halve år af min uddannelse begyndte jeg at tage amfetamin igen. - Jeg bildte mig selv ind at jeg sagtens kunne holde mig til amf. Jeg fandt hurtig ud af fordelene med amf. Den gjorde at alle mine følelser blev sat lidt i bero, og jeg blev meget mere ligeglad og egoistisk anlagt. Men det var som en ny verden for mig. Jeg troede aldrig at det kunne blive muligt at "skrue" ned for det jeg følte og som konstant holdte mig nede. Så jeg ikke kunne udvikle mig. Den tog os toppen af min usikkerhed og forstærkede min selvtillid og fik mig til at føle mig noget værd. Vi begyndte at blande det med alle mulige andre slags stoffer bla. Syre kiks, MDMA og krydser og sobezone bla. Jeg prøvede så vidt muligt at være så lidt derhjemme som overhovedet muligt. Da min mor var konstant depressiv og græd over alt. Og så havde min ældste storesøster valgt og flytte hjem i en alder af 35. Da hun ikke kan bo alene fordi hun lider af angst for at dø oveni en diagnose: personlighedsforstyrrelse, borderline. Jeg boede ude ved venner og veninder så meget som muligt.
Mit misbrug er kun blevet meget mere omfattende og jeg har ødelagt rigtig mange ting for mig selv. Fordi det har taget overhånd så mange gange. Og har haft svært ved at finde mig selv i min virkeligheds flugt.
Det er gået op for mig at jeg bliver nød til at gøre noget ved det inden det er for sent. Men jeg ved bare ikke hvordan. Jeg føler mig så træt og kan slet ikke overskue det. Så er det svært og vide hvor man skal starte.
Grunden til at jeg laver det her opslag er egentlig for at sætte ord på det og for at spørge jer om i har nogle gode råd og ideer til hvordan jeg kan få mig selv i gang med det her, uden at jeg flygter. Jeg er ikke god til at springe ud i noget så ukendt. Jeg kender stort set kun til det den virkelighed som ikke er virkelig, og som ikke findes. Jeg kommer til at gøre det her helt selv. Da jeg ikke kender nogen som er stærke nok til at kunne stå ved min side. Jeg bor stadigvæk hjemme da vi venter på min mors førtids pension går igennem. Jeg overvejer om det er bedst for mig at flytte, da min ældste søster stadigvæk bor hjemme. Jeg er bare bange for at jeg ikke kan styre det. Når der ikke er nogen til at stoppe mig. Som der hjemme ved min mor
Håber i vi hjælpe og på forhånd tak.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
