Psychedelia.dk

Hej jeg er en dreng på 18 år. Har ingen at tale ud om med alle de her tanker osv så tænkte det var rart at skrive det her inde da folk altid giver så gode svar..

Har hele mit liv haft social angst tror jeg, da jeg var yngre overkom jeg det vel bare lettere, men jeg blev udsat for mobning allerede i 2 - 4 klasse af nogle elever og deres forældre som så sammen med lærerne fik lavet en slags plan for at jeg skulle gå ud af skolen. Min far tog derned og snakkede med dem og jeg kan huske jeg lyttede da han kom hjem og snakkede med min mor og han sagde at lærerne brød helt sammen osv.
Jeg opfattede intet dengang, tror jeg, var bare ked af at skulle skifte skole.

På min nye skole gik det ikke så godt i starten, prøvede at ''tag along'' men fik af vide at jeg skule smutte hjem af de andre rødder i klassen så det gjorde jeg. Efter 1 år der begyndte jeg at få nogle gode venskaber og det gik meget godt indtil 2007 hvor vi skulle flytte til nykøbing på falster fra københavn området og det glædede jeg mig ikke ligefrem til for nu var tingene så gode.

Vi flyttede og i september 2007 begyndte jeg i 7 klasse på en skole i nykøbing by. Jeg husker hvordan den første dag var: jeg gik i frikvarteret hen til nogle af drengene som synes det var sjovt at gøre nar af mig og slå mig i hovedet med bøger. Jeg gik på skolen i 2 år, var udsat for mange voldelige overfald og pjækkede mange af timerne mens lærerne hævdede til skole-hjem samtaler at problemet ikke var i skolen, men formentlig i hjemmet.
Når jeg var hjemme brugte jeg min tid på computer spil, for at dulme tankerne, og det virkede i mange år..

Nå men det hele kulminerede i slutningen af 8 klasse hvor jeg en dag helt umotiveret blev slået ned af 5 drenge fra min klasse (som jeg troede var mine venner) der sad en masse af de andre og kiggede på kan jeg huske og jeg fik mange tæsk den dag. Herefter kom en periode hvor jeg var totalt isoleret, havde ingen kontakt med andre end en elendig psykolog og min familie. Jeg var ikke ude for huset mere end hvad man kan tælle på 2 hænder i den periode.

Jeg fik ny psykolog og en kontaktperson efter jeg havde været hjemme i et års tid og jeg var blevet meldt ind på en lilleskole som var isoleret ude på landet. De første mange gange de satte mig af på skolen, gik jeg direkte ind af døren, ventede til de var kørt hvorefter jeg gik 10km hjem. (første gang gik jeg meget langt fordi jeg ikke kunne vejen) Efter lang tids forsøg fik min psykolog og kontaktperson og lærerne på skolen presset mig til at jeg kom ind i klassen og tingene begyndte at gå meget bedre der fra, det var nogle helt vildt rare børn der gik der, og en stemning som jeg aldrig har kunnet finde andre steder.

Jeg fik en skøn kæreste og en rigtig god ven (og mange andre venner) og tingene så rigtig lyse ud.. så efter jeg havde trukket den længe nok og taget 10 klasse med ude på lilleskolen skulle jeg jo videre.

Så jeg valgte gymnasiet her i starten af året, men det gik slet ikke..
Jeg fik nosset mig sammen til at tage de første 2 uger på skolen og kom igennem det værste synes jeg. Men lige pludselig blev det for meget og jeg droppede ud. Mine forældre, psykolog og kontaktperson var alle meget skuffede, det vidste jeg selvom de ikke fortalte mig det.

Jeg havde efterhånden røget pænt meget hash og røg hver dag, men nu ville jeg stoppe med det og gøre tingene anderledes. Min kæreste, selvom et turbulent forhold havde på det her tidspunkt været en kæmpe støtte og uden hende havde jeg nok ikke gjort bare halvdelen af de ting jeg gjorde.

Jeg forsøgte mig med noget hf-opstartkursus her i januar men det blev ikke til noget.
Min kæreste forlod mig i fredags, med en besked. Jeg er knust, helt knust og har prøvet at ringe 10209321093 gange men hun svarer ikke.

Min bedste ven, er der vel for mig. Men han er blevet helt psykotisk og til tider sindsygt ligeglad med andre folk at han ikke rigtig kan sætte sig ned og være sådan ''normal'' omkring det her. Jeg har været ovre hos ham i weekenden og drikke og ryge het sindsygt med ham og hans morbror men de har ikke så meget informativt at sige..

tak hvis du har læst alt det her, jeg ved ikke hvad jeg ønsker ved at skrive det -vel bare at skrive det. jeg er så skæv

Har læst det... Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige.
Lider selv af social angst, har f.eks. aldrig haft en kæreste. Hvilket ikke er sjovt i år 2013.
Bøvler selv med en masse lort. Men jeg ved at hvis man har social angst har man let ved at udvikle et misbrug.
For mit vedkommende har det været alkohol og hash. Nu er det dog kun hash og lidt pause med frustrationer og derefter hash igen.

Ang. venner, ja så er det helvedes svært at få gode venner, fordi man værner sig så meget, at folk ikke når at lære en at kende. Jeg er så i den lykkelige situation at jeg har nogle venner. Men hvorfor de er venner med mig, er mig lidt en gåde... Måske fordi de selv er ude og skide? Din kammerat tumler måske også selv med nogle ting og sager. Jeg tør heller ikke at snakke med mine venner om mine problemer, bl.a. også som du beskriver din ven, kan nogle af mine venner også være til tider.

Men hold da op, det er sgu flot af dig at du tør at skrive det herinde... Jeg tør knapt nok at tænke på mine sager.

Jeg ved ikke om det jeg har skrevet er brugbart på nogen som helst måde. Men hvis du evt. vil snakke, så skriv en pb.
Og ellers be'r jeg til at alt ordner sig for dig

stay strong <33

Jeg har læst det og føler med dig - kunne selv have skrevet samme overskrift som 18-årig.
Oplevede også den dræbende mobning som barn og igen som ung og det er bare ikke ok at mobbe andre.
Det har altid gjort ondt at miste en kæreste uanset om hun tog initiativet eller jeg gjorde, men der er altid kommet en ny og nu har jeg fundet hende jeg vil blive gammel med og omvendt.
Jeg tænker lidt at du skal passe på ikke bare og ryge livet væk. Min generthed/sociale angst bliver mere udpræget når jeg ryger hverdag mere og mere.

Håber du kan bruge det til noget.
Du er velkommen til at smide en pb hvis du trænger til at læsse af og føler det er for personligt til forum.

Mvh

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Det ikke så underligt, at du kan have lidt social angst, med det du har været igennem.
Når det er sagt, så er hash altså ikke noget, der hjælper på social angst - tværtimod. Ligeledes skole og motivation, er for fleres vedkommende ikke noget, der går hånd i hånd med et dagligt hashmisbrug.

Hvis du da stadig ryger hver dag, så overvej kraftigt at skære ned.
Begyndt evt til sport, hvis det er noget der interesserer dig.
Det giver et godt kammeratskab (hvis det da er holdsport)
giver dig andet end hash at fokusere på (og du er træt om aftenen, så du kan sove)
øger selvtilliden (ladies tend to like it)
osv osv.

_________________
- Spis ild
Støt Psychedelia
Psychedelia.dk på facebook

Jeg har læst din historie. Det gør ondt at høre at du har så svært. Som de andre skriver bliver du nok nød til at overveje dit forbrug af hash.
Det lyder til at du i den grad bruger hash som virkelighedsflugt. Jeg ved ikke helt hvad du skal gøre, men du bliver nød til at få succes med et eller andet.

Ang. gymnasiet kan jeg foreslå dig at tage nogle flex kurser, hvor du arbejde hjemme. Det vil selvfølgelig ikke hjælpe dig med din sociale angst, men det vil letteregøre at du får en studentereksamen

_________________
Den røde knap → •

Jeg har sendt dig en pb

Mvh

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Jeg går pt. med social angst (har endelig fået beatet depressionen, tror jeg), på noget kontanthjælps kursus (ved sgu ikke rigtig hvad det hedder). Men det er et sted for unge som har det skidt, psykisk. Det er rart at møde et sted, hvor man ved de andre også har nogle problemer, så man er "fælles" om det. Vi møder kun mandag og torsdag i et par timer, så det er heller ikke noget uoverskueligt på den led.
Jeg skulle være startet gymnasial supplering her i januar, men måtte erkende min angst styrede mig for meget og jeg nåede ikke engang at møde op, før jeg meldte mig fra. Det nederlag, gjorde at jeg nu er blevet så træt af at angsten styrer mig, at jeg er klar til at bekæmpe den, med alle midler. (Dette har allerede givet en del, at jeg er klar på at angribe angsten)
Udover det, så er jeg lige startet på styrketræning i et fitness center. Det var fucking svært at komme derop og få trænet de første gange, jeg var bange for at alle holdt øje med hvor mange (få i mit tilfælde. ) kilo jeg løftede, om jeg mødte nogen jeg ikke kunne lide etc.
Men nu er jeg ved at komme over det, og det er rart at man kan se på kroppen der sker noget, det giver et selvtillids boost og noget andet at tænke på.
Det blev lige meget om mig selv, men måske kan du bruge det til at inspirere lidt hvad du evt. kan gøre.
Held og lykke fremover.

_________________
Hi Karin.

Falsters Lilleskole??