Nitrat@ Jeg er aldrig sluppet af med angsten. Det er der ingen der gør, for vi har den alle sammen som en sund og naturlig følelse. Uden den var vi aldrig nået længere end til amøbestadiet, det er sikkert! Men jeg er holdt op med at bekæmpe den - flygte fra den, og frygte den. Og det er hvad der gør forskellen. Så kommer den kun når der er brug for den

De fleste opdrages til at tro, at angst er noget skamfuldt og sygeligt der skal fejes ind under gulvtæppet, og her ligger det og gærer og vokser i vores underbevidsthed. Derfor skal vi turde løfte tæppet og feje det ud og rumme det.
Den paranoide angst - panikangsten skabes af angsten-for-angsten-reaktionen. Bliver du bange for din egen angst, kan du blive ved med at rende i cirkler om dig selv og flygte fra din egen hale... du slipper aldrig af med den, for selve din
reaktion på angst er - angst! Det skaber et selv-refererende kredsløb, - et biofeedback som trækker dig nedad og udmatter dig. Det ER helvede at ende her, det ved jeg, og man føler sig elendig og skamfuld på samme tid, fordi man ved at det er vanvittigt, det man gør mod sig selv. Men man kan ikke holde op. Mange finder trøst i at definere sig selv som "syge" og spise antidepresiver for at slippe for kampen. Men det udsætter kun kampen, hvis man ikke finder ud af at være i stue med sin angst.
Min vej ud af panikangsten var at acceptere at den var der, og ikke slå mig selv oven i hovedet med skamfølelser, men turde være med den, give den min opmærksomhed og min medfølelse. Det tog trykket af den og den blev absorberet af min bevidsthed, fordi jeg holdt op med at dæmonisere den.
Som sagt slipper jeg aldrig af med angsten. For det er fra illusionen om at leve uden angst, at panikangsten blomstre op. Troen på at vi bare kan skære det grimme ud af vores liv, uden at tage det alvorligt og lytte til det, skaber et helvede af undertrykte og dæmoniserede følelser. Derfor arbejder jeg på at absorbere "helvede" gennem bevidsthed og rummelighed, og det er et livslangt arbejde, fordi det er en stærkt indgroet vane at undertrykke og dæmonisere angst, - både personligt men også kollektivt i samfundet.
En sidste ting: Jeg taler om at have medfølelse med sig selv og de følelser der skriger i en. Men her vil jeg gerne skille medfølelsen fra
selv-medlidenhed. Selvmedlidenhed er en tilstand hvor du skyder ansvaret for lidelsen ud af dig selv, og konstant ser dig som offer for andres handlinger. I selvmedlidenhed kan man tilmed have en tendens til at overdrive lidelsens omfang for at retfærdiggøre den smerte man føler, og der kan kobles aggression på den, hvor man hader/misunder dem som man føler man er "offer" for. Det kan blive et usundt mønster, hvor man bliver narcissistisk fikseret på sin egen smerte og retfærdiggør sin fastlåste position ved at dæmoniserer sine "bødler".
At have medfølelse med sine egne følelser vil sige, at man ser og rummer sig selv med kærlighed og gennemlever de smertefulde følelser der måtte være. På den måde kan man nå ind til en forståelse for, hvorfor man skabte disse følelser, og tage ansvar for dem. I medfølelsen tager du altså ansvar for dig selv, i forhold til selvmedlidenhed hvor du skubber ansvaret ud på "de andre" og bliver offer.
Håber det kastede lidt klarhed over hvordan jeg har det med angst, og hvordan jeg arbejder med den
Hilsen Fanny