Jeg fornemmer en interesse for ændernes sprog. Som and, der har lært sig at tale menneskesprog, og menneske der har lært at sige RAP, er det kun rimeligt at jeg siger et par ord om ænders kommunikation. Til gavn for den større fred og forståelse imellem arterne

Det er egentlig forkert at sige, at ænder har et 'sprog'. 'Sprog' betyder jo mange forskellige ord, grammatik, semantik og alt muligt andet. Alt den slags har ænder ikke. Vi har kun RAP.
Mennesker har tusinder af forskellige ord, der alle betyder noget forskelligt og som har mange nuancer.
Vi ænder har RAP:
-RAP betyder det hele.
-RAP kommunikerer alting.
-RAP er det passende at sige i alle sammenhænge.
-Er der ingen grund til at sige RAP, så er der ingen grund til at sige noget overhovedet.
Når én and er alene og siger RAP til sig selv, så er det ikke fordi den nødvendigvis gerne vil høres. Den siger bare RAP fordi den siger RAP. Men hvis en anden and hører den, og også siger RAP, så vil den første and aldrig være uenig. Hvordan skulle man kunne mene noget andet? RAP.
Én and alene kan sige RAP for sig selv. En flok af ænder kan sige RAP sammen. Én and i flokken som siger RAP, siger ikke RAP for at overdøve de andre, eller for at de andre skal lægge mærke til den ene and. Den ene and siger derimod RAP for at styrke det fælles RAP. For der er kun ét sandt RAP, som alle ænder biddrager til i fællesskab.
Der er ingen grund til at sige noget andet. RAP siger det hele.
Når de mange ænder siger RAP, så vokser det ene sande RAP. Når én and siger RAP, så er det der bare diskret i baggrunden.
Jeg er en and. Var der ikke en grund til at sige RAP ville jeg ikke sige det. Og RAP er den bedste grund til at sige RAP.
Jeg siger det først for mig selv. Måske siger andre ænder RAP tilbage. Så er vi sammen om at sige det ene sande RAP. Det er det eneste der er at sige for os ænder.
At sige RAP for sig selv er godt. Det er det, som vi mennesker kalder 'mod' og 'overbevisning'.
At sige RAP sammen med andre er bedre. Det er det, som vi mennesker kalder 'samhørighed' og 'venskab'.
At sige RAP sammen med alle er bedst. Det er det, som vi mennesker kalder 'visdom' og 'erkendelse'.
Men en and kalder bare RAP for RAP.
Der er intet andet at sige.
Mennesker siger at de forstår det.
Det er uforståeligt for os ænder.
RAP.
_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig:
http://paria-konservatisme.blogspot.dk/