|
Jeg har endnu ikke mærket noget som helst til comedown, jeg føler mig til gengæld langt friskere og gladere end normalt. Som om en enorm knude i min hjerne har løsnet sig op og min angst-prægede depression har løftet sig. Hele årsagen til at jeg kastede mig over ketamin til at begynde med, var fordi jeg havde læst en masse om nærdødsoplever og et par af de forsøg forskere nu har kastet sig over med hensyn til at bruge ketamin som et antidepressivt middel.
Jeg har læst at folk har forsøgt at begå selvmord en gang, ofte har en kraftig øget chance for at gøre det igen. Der findes dog en serie af beretninger om mennesker der er hoppet ud fra Goldengate Bridge i forsøget på at ende deres liv, nogle af de individer der overlevede faldet og havde haft en nærdøds/OBE-oplevelse som følge havde en væsenlig større chance for at vende tilbage til livet med en øget værdsættelse af sig selv, deres medmennesker og verden omkring sig. Disse beretninger fascinerede mig og jeg følte at ketamin antidepressive egenskaber måske var som følge af netop dét, at alle spændinger som følge af uløste konflikter kobles fra for en stund og giver plads til et klarsyn der giver en muligheden for at gennemarbejde disse problemer uden den sædvanlige baggrundstøj og forsvarsmekanismer holder en tilbage fra aktivt at arbejde med sig selv og se verden for hvad den egentlig er.
Jeg tror dog det kræver en vilje til at ville opnå forbedringer og en målrettet beslutsomhed til at nå til bunds de konflikter der fylder en, før denne effekt rigtig træder i kræft. Jeg havde brugt meget af min tid før trippet på at reflektere over mine problemer, dog uden helt at føle forløsning. Der var nemlig mange ting der kunne være årsagen og de konstante spændinger, åndedrætbesværet og den ekstrem lave mentale energi gjorde det umuligt for mig at få tænkt tingene til ende.
Igennem mine mange trips, opdagede jeg at jeg igennem de sidste par år har været låst fast i det samme kedelige mønster. Jeg så kun de samme mennesker, der uden tvivl er gode nok på bunden, men de var lige så låst fast i de samme vaner og rutiner som jeg, så på bunden har vi ikke budt hinanden noget som helst nyt eller spændende der gav anledning til forandring. Det har været folk jeg over de sidste mange år, kun har set for at stene foran tv'et, ryge hash eller taget i byen med, med enkelte få undtagelser hvor vi fik taget os sammen til at lave noget andet. Jeg var begyndt at føle at jeg ikke engang kendte min bedsteven mere, for vi snakkede aldrig i dybden om noget med hinanden mere og kunne ikke engang acceptere hinandens forskelligheder mere, som vi ellers var så gode til før. Efter lang tid blandt disse såkaldte venner, forstod jeg at det vi havde sammen var trygt, for vi satte ganske få forventninger til hinanden og behøver ikke fake interesse i hinandens liv, imens vi selvisk forplejede egne behov. Jeg ser nu at flere af mine venner selv sidder i saksen og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dem på rette spor igen.
Der har længe været en stor kløft og en manglende forståelse af hinanden mellem mine forældre og jeg, som ofte endte i skænderier og frustrationer. De har vidst at jeg gik og legede med rusmidler, men hver gang de har forsøgt at konfrontere mig, stak jeg bare af og nægtede at snakke om det. Jeg har boet hjemme de sidste par år, hvor jeg ikke har formodet at holde på hverken uddannelse eller job. Jeg har ofte gået imod mine forældres få regler og taget alt hvad de har prøvet at gøre for mig fuldkommen for givet. Jeg har været usædvanlig selvisk og kun tænkt på mine egne behov, men det bunde I at jeg følte at de egentlig bare var "efter mig" fordi de ikke "forstod hvordan jeg havde det", men alt kom til alt havde det jo noget at gøre med at vi aldrig fik snakket tingene igennem. Det var simpelthen for angstprovokerende for mig at tale med dem og jeg manglede i særdeles motivation til at forsøge, da jeg følte at de alligevel ikke ville forstå mig. Jeg følte der ikke holdte af mig og jeg var led og ked af at være i familien med sådan nogle kedelige, dumme forældre, så måtte have fejlet grueligt i opdragelse af mig siden jeg var endt på dette sted i livet. Min mor har igennem sit liv selv døjet med angst og min far har et slemt mindreværdskompleks som følge at at have oplevet en ekstrem forskelsbehandling som barn, samt aldrig følt hvad det vil sige at have en far. Kort efter min far blev født, skred hans far, hvorefter hans mor fik to børn med en anden mand. Disse to søskende blev forkælet imens min far blev nedgjort. Jeg ved han har udtalt til min mor, at han aldrig ønskede at hans søn skulle have sammen behandling som han fik, og det har jeg jo heller ikke fået, men igennem min barndom oplevede jeg aldrig en rigtig kemi imellem mig og min far. Han var frustreret over at jeg ikke delte hans interesser for praktisk arbejde og tog derfor mere afstand fra mig. Jeg brød mig ikke om hans vane for at have det sjovt på andres vegne, hvilket uden tvivl ikke er noget han gør for at være led, men blot noget bagage fra hans barndom. Ham og min mor ville ofte skændes, de ville skændes over de samme ligegyldige små ting og de ville aldrig nå til ende i deres konflikter. Mønsteret gentog sig igen og igen og jeg formode ikke at sige fra overfor dette, jeg acceptere det blot som en del af min virkelighed på trods af hvor meget det på bunden egentlig gik mig på.
Romantisk set har jeg følt mig som en kæmpe fiasko. Jeg formode aldrig at komplimentere mine kærester, jeg formoder aldrig oprigtig at støtte og vise interesse for hvad de brændte for og hver gang vi nåede til vejs ende i mine forhold, så kom jeg altid til at såre min partner dybt fordi jeg ikke anede hvordan jeg skulle tackle situationen. På trods af at jeg til tider kunne være en rigtig dårlig partner, så hængte min sidste kæreste ved længe, med troen om at hun kunne hjælpe mig igennem min problemer. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så dedikeret et menneske og jeg vil aldrig stoppe med at elske hende. Det har betydet at jeg ikke har turde nærmer mig piger mere af frygten for at såre dem og selv blive såret igen. Min ryg var jo i forvejen stribet fra alle de forliste forhold og jeg vidste ikke om jeg ville kunne klare flere fiaskoer.
Igennem min lange forpinte periode har jeg vælte mig i stoffer af forskellige typer. Jeg har dog altid dyrket et bredt omfang af harmreduktion og det kan jeg takke erowid, bluelight og psychedelia for. Hash på ugenlig eller daglig basis, de klassiske psykedeliske stoffer i ny og næ, mest svampe, men også meskalin og lsd. Speed eller coke, samt alkohol på byture. Benzoer eller opiater til afslapning. Og et par rc'er ved lejlighed, bl.a. mxe, amt, 2c-b mm. Jeg har desuden leget med gbl, hvor at det ved en enkelt lejlighed var ved at gå grueligt galt, på trods af hvor omhyggelig jeg troede jeg var. Jeg har oplevet voldsomme kramper og at min ven fik en midlertidig psykose ved en tur på mdpv jeg aldrig komme til at glemme, værre stof skal man lede længere efter. Benzoer og opiater gav mig den største forløsning, men gav mig nogle lede angstfyldte rebounds jeg hellere ville ha været uden. Vi snakker panikanfald og efterfølgende kraftig nedsat hukommelse, koncentration og motivation til at foretage mig selv de ting som før interessede mig allermest. Jeg havde så meget psykisk smerte, som pga. den langvarige stress desuden var begyndt at blive til svære fysiske men i form af konstante og ofte ubærlige spændinger. Stofferne var den eneste forløsning i min tilværelse, min kontrol over sind og krop og min adgang til at befinde mig i situationer som jeg ellers ikke havde overskuet på egen hånd.
Mit liv nu. Jeg startede på pædagoguddannelse i februar og holder stædig ved, på trods af de mange bump på vejen. Jeg oplever ofte at det første jeg har lyst til, når jeg oplever et overskud i mit liv, er at udfolde mig kreativt eller hjælpe andre mennesker og derfor mener jeg at jeg omsider er på rette vej og jeg føler mig kraftigt motiveret til fortsætte med at klø på. Jeg er begyndt at sænke paraderne for piger og har faktisk lige inviteret en sød, men sky pige med på louisiana og hun har lige svaret ja til tilbudet.
Mine følelser af skyld og skam, min evige tvivl på egne evner, mit had til familien, mine spændinger og overfladiske vejrtrækning, min frygt for at jeg ved mit forbrug af stoffer havde gjort permanent og uoprettelig skade på min psyke er langsomt svundet ind. Jeg er begyndt at læse om neuropædagogik, jeg er kommet igang med at tegne og redigere og planlægge film igen. Jeg er kommet ind i en sund træningsrutine, med tilhørende sund kost til over de sidste par måneder uger. Jeg snakker pludselig åbent og med oprigtig interesse i min bedste ven. Mit behov for sukker og stoffer er lige nu reduceret til nul og jeg har faktisk besluttet at droppe hashrygningen fuldkommen indtil et par gode lejligheder byder sig i løbet af sommeren. Jeg er mig selv igen, jeg ved hvor jeg skal hen og jeg vil aldrig lade tingene bygge sig op på samme måde igen.
Og som jeg forandre mig, kan jeg langsom se at min omverden og mine venner gør det samme, derfor vil jeg holde skuden på ret kurs, ikke bare for mig, men også for alle dem omkring mig.
Jeg håber min historie kan skabe håb for dem, der ikke kan finde deres vej i livet uanset hvad jeres problemer er.
Husk at man ofte må fjerne noget, for at give plads til andet. Et menneske har begrænsninger for hvor meget det kan rumme ad gangen.
Store forandringer kommer som led i en masse små, alt er relativt, tålmodighed er uhyre vigtigt.
Husk at tro på andre der ikke længere tror på sig selv, det kan gøre en forskel.
Husk at brug dine nærmeste interesse og dine bedste relationer som kompas i livet, for det er hos dem den største motivation og inspiration til forandring ligger.
God vind til alle jer søde, sympatiske mennesker.
Senest rettet af StåendeBifald 27 mar 2013 18:26, rettet i alt 1 gang.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
