http://ekstrabladet.dk/112/article2093668.eceCitat:
Fire anholdte fremstilles senere i dag i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling efter dagens store aktion mod hashkriminelle i Fristaden Christiania.
Klokken 06 i morges slog politiet til mod lokalerne 'Loen' og 'Laden' på Christiania, og nu er dagens fangst blevet gjort op:
Politiet beslaglagde 450 kilo hashprodukter, heraf 416 kilo hash i et parti, tre kilo hash, 71 gram skunk mix, 863 gram hashmix, 33 kg. skunk, 13578 joints og en hashkage.
Desuden fandt politiet 70.130 kr. i kontanter, en Beretta ni mm. pistol og en Luger ni mm. pistol samt 50 skarpe ni mm. patroner.
Seks mænd i alderen 27 til 67 år blev anholdt for narko og våbemn, men kun fire af dem ventes fremstillet i dommervagten. Det er en 27-årig, en 59-årig, en 60-årig og en 67-årig.
Kriminelle træt af politiet
- Dagens indsats på Christiania har igen vist, at det er risikofyldt at være køber, sælger og leverandør af hashen i Pusherstreet, siger Steffen Thaaning Steffensen, Task Force Pusherstreet.
- De organiserede kriminelle, der står bag den åbenlyse hashhandel i Pusherstreet, er ved at være godt trætte af os. Det er vores vurdering, at de mange aktioner og hashbeslag betyder, at de kriminelle presses og svækkes. Forhåbentligt så meget, at de et tidspunkt erkender, at deres levevej ikke er så attraktiv længere, siger Poul Kjeldsen, der er daglig chef for Task Force Pusherstreet.
Dagens aktion foregik i god ro og orden:
- Vi bemærkede, at mange ytrede sig positivt om politiets arbejde, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen.
1,1 ton hash beslaglagt
Task Force Pusherstreet begyndte arbejdet 1. september sidste år.
I de 12 måneder har PFP beslaglagt 1,1 ton hash til en værdi på 55 millioner kr.
Der er taget 31 712 joint til en værdi af 1.585.600 kr.
65 sigtede er blevet varetægtsfængslet, 57 for salg af hash, syv for vold mod politiet, blandt dem to, der kastede molotovcocktails mod betjente i Fredens Ark.
Der er beslaglagt 7.213.505 kr. og fundet 10 skydevåben, 1901 stykker ammunition, 41 stikvåben, fire slagvåben, fire peberspray/cs gas og 191 stykker ulovligt fyrværkeri.
Der er oprettet 759 sager om besiddelse af narko med et samlet beslag på 8,5 kg. hash hos købere. 79 sager om salg af narkotika, 24 sager om vold mod politiet. 581 bilister er blevet testet narkopåvirkede, af dem har der foreløbigt været 465 positive blodprøver.
Dertil kommer over 1500 sager om færdselsloven, seks køretøjer er beslaglagt.