Jeg bliver simpelthen nød til at bidrage med en oplevelse, som jeg havde for nogle uger siden nu.
Jeg havde spist et par stykker hash brownie med et par venner, og vi sad bare og chillede hos dem med musik og stearinlys. Da der ikke skete så meget, besluttede vi os for at gå en lille tur. På turen deler vi en joint.
For at gøre en meget lang historie kort, tager vi hjem igen, og der begynder den ene af mine venner at få det rigtig skidt, mens min anden ven er blevet godt ristet og jeg stadig ikke føler så meget.
Efter et stykke tid begynder min krop at summe og jeg kan mærke at det er på vej. B.la kan jeg ikke
rigtig stoppe med at grine, hvilket er vildt ubehageligt da min ven får det værre og værre.
Han bliver ved med at fortælle os hvor skidt han har det, går hvileløst rundt og ligger sig så på sofaen med dynen.
På dette tidspunkt begynder jeg også at få det underligt. Det er meget svært at forklare følelsen, men jeg følte mig på en måde "fanget" i min egen krop og det virkede meget voldsomt. Jeg bliver pludselig grebet af en enorm panik, da det går op for mig at jeg er begyndt at få de samme "symptomer" som vores ven. Den tredje ven sidder stadig og er godt ristet.
Herfra er det bare et forfærdeligt mareridt. Jeg har aldrig oplevet noget så skræmmende. Jeg faldt ind i mig selv konstant, følte at hver gang jeg lukkede øjnene blev jeg mindre og mindre og faldt ind i mig selv flere gange, var fyldt op af panik og en følelse af at det skulle stoppe NU. Alt sejlede, jeg havde koldsved og min stemme var langt væk og skinger. Min ven lå på sofaen og rystede og kunne næsten ikke snakke.
jeg følte jeg var fanget i et mareridt og var på det tidspunkt overbevist om at jeg havde fået en psykose, og den tanke gjorde mig endnu mere panikken. Samtidig med alt dette blev jeg i tvivl om det jeg oplevede var "virkeligheden" altså at det rigtige liv, slet ikke var rigtigt, men at livet faktisk var det jeg oplevede lige der.. Ja... Jeg ved det lyder helt fuckt...

Dog havde jeg stadig nogle rationelle tanker og prøvede konstant at holde fast i de helt basale ting som hvad jeg hed, hvor jeg boede, hvad jeg skulle næste dag osv. Men hver gang blev jeg fanget i den der sindsyge panik angst. På et tidspunkt begyndte jeg også at græde.
Den ven som ikke var gået i panik prøvede at få mig til at falde ned ved at fortælle mig at det bare var noget jeg bildte mig ind. Vores anden ven kunne vi ikke rigtig kommunikere med på daværende tidspunkt. Vi prøver at kaste op, men det hjalp ikke og alt sejler så snart jeg rejser mig op.
Faktisk ender det med at vi ringer 112, som selvfølgelig ikke vil hjælpe os, hvilket gør mig endnu mere vanvittig, da jeg tror at hele verden er korrupt og at ingen kan rede mig. På dette tidspunkt siger jeg til mig selv at hvis det forsætter, så hopper jeg ud af vinduet. Det skal siges at jeg ALDRIG har gået med sådanne tanker eller på nogen måder været angst, deprimeret eller selvmordstruet.
Manden som vi snakker med siger at vi skal drikke sukker vand og åbne vinduer. Jeg tør ikke åbne vinduet, da jeg er bange for at jeg ikke kan styre mig selv og springer ud.
Når, men det ender med at vi endelig endelig falder i søvn alle sammen. Næste dag vågner vi op af formiddagen, stadig vanvittig svimle, dog uden panik. Hele dagen gik jeg i en stor tåge og kunne ikke samle mig om noget som helst.
Faktisk tog det en hel uge inden jeg rigtig kom mig, og i mellemtiden læste jeg en masse b.la. herinde, som på den ene side gjorde at jeg fik det bedre og alligevel også forsatte mit tankespind, da jeg begyndte at konspirere videre på min oplevelse.
Jeg er "kommet" mig over oplevelsen nu, men får det stadig rigtig rigtig skidt indeni, når jeg tænker på episoden.
Jeg skal måske fortælle at jeg weekenden før denne oplevelse trippede på nogle meget stærke svampe, hvor jeg slet ikke blev ramt af denne panik men havde et rigtig godt men også meget stærkt/kraftigt trip, især rent sanseligt. Der skete rigtig meget under trippet både sådan helt mentalt oppe i mit hoved, men også omkring mig, da jeg ikke sad og trippede stille og roligt, men var "igang" hele tiden og fløj rundt fra sted til sted. Til sidst fandt vi dog et mere roligt og behageligt sted, hvor vi trippede ud.

Men alt i alt et virkelig godt trip, som jeg fik rigtig meget ud af.
Jeg beklager at det her alligevel ender med at blive rigtig langt, men jeg har svært ved at gøre det kortfattet, da det er noget jeg har gået og tænkt så meget over og har haft svært ved at dele med nogen, da de vil tro jeg er skør

Så derfor blev jeg rigtig lettet, da jeg læste din post og fandt ud af at der var en, som faktisk havde haft en lignende oplevelse og også gik med nogle tanker omkring det.
Mit indlæg bidrager måske ikke med direkte hjælp eller svar på dit spørgesmål, men det var også mest for at fortælle dig at jeg har haft samme oplevelse og at jeg også har gået med samme tanker.
Jeg tror dog ikke at der er nogen grund til at være nervøs. Jeg har ikke særlig meget forstand på psykedeliske stoffer eller hash/osv. for den sags skyld, og er rimelig ny i denne verden, dog har jeg været nysgerrig omkring det i en del år.
Jeg prøver også under mine svampe trip at sørge for ikke at gå ind af en "forkert dør". For stort set hver gang jeg kan mærke trippet begynde får jeg en snert af panik og bliver grebet af en bange følelse for hvad der skal til at ske. Jeg prøver at flyde med og lade det tage mig derhen, hvor det nu vil. Hvis det bliver ubehageligt bevæger jeg mig ud af rummet, eller på anden måder sørger for et stemningsskift. Det virker for mig på den måde
Denne "metode" vil jeg så vidt muligt også prøve at anvende, hvis jeg havner i lignende situation igen, som min ubehagelige oplevelse. Jeg ved dog ikke om det havde virket, men det er bestemt et forsøg værd!
Jeg håber at du kan bruge mit indlæg til et eller andet - om ikke andet ved du nu at det også er sket for andre og at du ikke er tosset

Jeg ved ikke om min oplevelse kan skyldes at jeg havde et kraftigt trip weekenden før, som jeg skulle have bearbejdet lidt mere inden, eller om det ganske enkelt var en OD.
Kh Laroux
