Psychedelia.dk

Super inspirerende og lige hvad jeg havde brug for at læse. Jeg har haft meget ond paranoia og angst som begyndte for præcist et år siden (d.24juni2011) jeg gik rundt i et halvt år og bildte mig selv ind at jeg var blevet psykotisk og forstillede mig at jeg så ting som ikke var der og på den måde kunne jeg faktisk gøre mig selv sindsygt bange og angst. Jeg ved ikke hvordan, men den paranoide tankegang gik så væk efter det første halve år og har ikke oplevet den i lige så stærk grad som den var i starten. Men jeg lider stadig af slem angst når jeg skal sove hvilket jeg altid flygter fra ved at falde i søvn til fjernsynet. Jeg har i langtid været klar over at for at få den angst væk bliver jeg nødt til at face it og kæmpe mod den.

@hamderpanodilen: Jeg tror Fannys pointe er, at du bliver nød til at face it, men acceptere den og ikke kæmpe mod den. Hvilket jo faktisk er sværere.

Jeg har en tilføjelse til emnet. En erkendelse jeg er kommet frem til, efter at have kæmpet med socialfobi, med tilhørende depression, og senere hen også noget præstationsangst.

For det er helt sikkert rigtigt, at man skal acceptere angsten. Man skal acceptere den negative følelse, som er den en del af en selv, i stedet for at ville skære den ud, som var det en byld der ikke måtte være der.

Men en stor del af det at acceptere de her, ofte voldsomme irrationelle angstprægede følelser, er også at kunne verbalisere det overfor fremmede.

Tænk over det. Hvis du har en side af dig selv som du ikke ønsker at tale om til andre, så har du måske heller ikke, inderst inde, accepteret den side (endnu).

Det har hjulpet mine angst problemer utroligt meget at tale om dem overfor andre, være åbne om dem, som var det no big deal. Og her tror jeg ofte den går galt for folk. De sygeliggører angsten, som var det noget at være flov over. Noget der er galt med dem, som omverdenen ikke må vide.

Personligt har det ihvertfald hjulpet mig vanvittigt meget, at verbalisere og tale om angsten, tale åbent om mine negative følelser til venner og bekendte. Først da jeg var i stand til dette, begyndte angsten for alvor at blive opløst.

Så pointen med dette er, at der er forskel på at acceptere en angst, og så at acceptere den og kunne tale åbent om den.

Food for thought.

Du har fuldstændig ret wEstzIde. Det betyder enormt meget for ens egen aksept af sin angst, at man tør tale åbent om det. Andres forståelse er nøglen.. Når du bliver forstået af andre, tør du forstå dig selv. Det bliver nemmere at rumme og gå igennem de følelser som er.

Det får mig til at tænke, at meget af den angst vi føler i virkeligheden er socialangst: - vi frygter udstødelsen, - at vi er helt gak og syge og ingen vil kunne forstå os. At en læge ville sende os direkte på den lukkede hvis vi fortalte hvordan det virkelig står til. Vi føler os pinlige når vi går og gemmer på det, men når vi så alligevel åbner op, og taler om det med andre, ser vi pludselig at det ikke er noget særligt.. alle har en eller anden snert af angst, og når vi taler højt om den og dele den, tør vi gå dybere ind i os selv.

Samtidig gør du også alle de andre en tjeneste, når du taler højt om de svære følelser. For du giver dem en mulighed for at komme ud med den skamfølelse de måske bærer rundt på, og på den måde blive forstået af dig.


Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Jeg er 100 procent enig, og tror også ofte at det netop er socialt fobiske angstprægede følelser ala at folk vil grine af os og håne os.

det er skræmmende hvad hjernen er i stand til at bilde en ind

Synes Charles Manson har haft stor indflydelse på mig hvad angår hvordan sindet fungere.

“Total paranoia is just total awareness.” - Charles Manson
Når folk får angst/badtrip, tænker jeg at dele af sindet bliver åbnet (opstår awareness) over hvor fucked verdenen er.

“Sanity is a small box; insanity is everything.” - Charles Manson
Genialt. "Sanity" er folk med en papkasse over hovedet. Insanity er folk som er åbne og kan se udover horisonten og det citat hænger sammen med det næste:
“You know, a long time ago being crazy meant something. Nowadays everybody's crazy.” - Charles Manson
Så frygt ikke at blive sindssyg, for HVAD ER sindssyg?

Måske det vil inspirer nogle, det var et forsøg værd

For nogle år siden, tog jeg svampe og det gik galt, jeg blev bevidst om angsten for angsten, og har flygtet lige siden. Igår tog jeg svampe igen, velvidende hvor jeg ville ende, men da angsten kom turde jeg alligevel ikke helt, det var for overvældende. Jeg ringede til en ven for at have et sikkert sted at vende tilbage til, så jeg som et lille barn der skal i vandet for første gang, kunne løbe hjem og ud og gå lidt længere hver gang. Efter en times tid, forslog han mig at meditere, og det blev meget bedre, angsten forsvandt fra verden og blev til en kropslig smerte, som var meget nemmere at udholde. Men på det tidspunkt var svampede ved at løbe ud, og jeg nåede ikke helt ind. Jeg ved at jeg ikke særlig godt kan sætte ord på hvad jeg nu vil spørge om, men håber alligevel at én af jer derude der har håndteret det her, ved hvad jeg snakker om. Når angsten kommer, hvad er det så man gør? Er det netop at ligge sig ned og være bevidst om den, eller at gå rundt i den og lade den rive mig rundt? For når jeg ligger mig og går ind i mig selv, så forsvinder angsten næsten og bliver til noget andet, langt mindre skræmmende, men på den anden side, så forløser jeg ikke mig selv ret meget af det.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Hej Fritzie, det lyder som om du er godt på vej til at blive fortrolig med din angst, men alligevel ikke rigtig ved hvordan du skal gå til den. Siden jeg skrev denne tråd er jeg nået dybere i hvad der kan forårsage angst. Der kan nemlig ligge alle mulige oplevelser og gamle u forløste traumer til grund for, at vi kan lave disse angst-loop. Det vigtigste er, at være åben over for hvad der kan gemme sig i psyken, og ikke bare slå sin angst hen, som noget man bare skal komme over. For mit vedkommende har følelsen af Skam ofte stået i vejen for, at jeg turde dykke ned og se på det jeg oplevede som min egen svaghed. At tage sig selv alvorligt, og ikke forlade sig selv, når man græmmes, - det er en udfordring. Hver gang vi forlader en følelse i os selv, forlader vi en del af vores sjæl. På vejen tilbage til fuldkommenhed, møder vi alle de dele af os selv, som vi forlod. Jeg har mødt ansigtsudtryk i mig selv, som udtrykte følelser af smerte jeg ikke kunne holde ud, og derfor havde forladt. At tage sin sjæl tilbage er en interessant rejse og øvelse i rummelighed og selv kærlighed.

Ud fra hvad du skriver virker du til at være åben og godt på vej. Men måske skulle du overveje at have en tripsitter ved hånden, som er clean imens du tripper, og som kan lade dig gå i process, uden at standse dig med snak og "trøst" hvis du går ind i stærke følelser (ofte skal man bare have lov til at gå helt ind i smerten og tude det ud, uden at blive trøstet). En god tripsitter vil tilbyde sin støtte, men lader det være op til dig, om du vil holde i hånd og snakke om hvad der sker i dig osv.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Hmm. Jeg ligger her helt øm i kraniet af og læse, fordi Google lige førte mig herind. Griner, tak skæbne så taknemmelig for mennesket trang til af formulere sig! Jeg sidder faktisk med et spørgsmål som har gået mig på længe, som jeg blev inspireret af bordet her til af stille. Min paranojer startede med hashen hvilket jeg hurtigt mådte trække mig fra efter 2 års intens rygning 18-20års alderen. Herefter begyndte jeg og få det samme med cocainen , hvilket var meget værre, men idiotisk som jeg var fortsatte jeg i flere år, Svært og forklare hvor hårdt det enlig har været med de efterbrændere på coke .. puhaash.. alt sammen bunder i dårligt selvværd.. men alt det er jeg bevidst om , og har en forståelse for. En aften fik jeg tilbudt noget jeg ikke kan huske navnet på, det kunne sniffes synes bare der blev sagt dmt? Men har så hørt efgerfølgene det ikke kan sniffes?? Hva kan det så ha været 2cb? Jeg fik 2 streger som nok svaret til en lillefinger negl. Jeg havde i forvejen taget coke og drukket, jeg var på daværende tidspunkt inden (rejsen) ramt af paranojer. Burte nok også selv have vidst bedre , men det røg ned og jeg nået kun lige ud og hentet brænde , så var hele brændestablen ved af ryger ned over mig, troede jeg. Kom hurtigt ind i varmen hvor der var lagt madresser klar til turen , jeg lagde mig ned også startede kokseriet ellers på fuld skrue. Jeg har taget hest,mdma, i store mængder hvor det ku bearbejdss på en eller anden måde, men her jeg kan bare huske det blev for meget og så mådte jeg lukke mine øjne. Det næste jeg husker , spørg ikke hvor lang tid efter er jeg ligger i den anden ende af huset vågner på en sofa og min sjæl har forladt mig. Aner ikke hvem jeg er. Eller hvor jeg er det var vanvittigt . Er det noget man hører ofte og hvad skyldes det helt præcist, synes det lidt spændene. Og der en chance for jeg nogen sinde kan nyde en joint, en streg coke uden af få paranojer igen? Evt, nogen input til hvordan jeg kommer af med den traumatiske oplevelse, for den sidder dybt i mig selv 3 år efter. Spændt på af hører fra nogen, tak vh