Dette er min ærlige historie om mit liv som misbruger. Jeg er ret sikker på, at min historie ikke er anderledes end mange andres, men jeg håber den kan sætte noget refleksion igang hos folk, der sidder i den situation, som jeg sad i for et års tid siden.
Jeg er en ung mand på nu 23 år. Min barndom og opvækst har været præget af forskellige traumer, såsom skilsmisse hos mine forældre, manglende kontakt til min far i det meste af min barndom/ungdom og den dag i dag har vi et turbulent forhold, hvor vi ofte ikke snakker sammen i flere måneder af gangen.
Så alt i alt, hvor trist det end må lyde, en "normal" barndom her i det 21. århundrede.
Første gang jeg røg hash var jeg 15 år gammel, og det var sammen med en kammerat fra efterskole. Det var ikke en specielt god oplevelse, og derfor holdt jeg mig også fra det i mange år. Da jeg var 19 år prøvede jeg at ryge igen, det var en fin oplevelse, men ikke noget der "fangede" mig.
Jeg flyttede som 20-årig i kollektiv, og der begyndte jeg at ryge med en af de kvindelige beboere. Måske 2-3 gange i ugen, og vi holdt ofte pauser på 2-3 uger, så der var egentlig ikke nogle problemer med mit forbrug. Jeg begyndte at synes godt om at ryge, da jeg ikke havde det dårligt dagen efter, og rusen er jo dejlig.
Som 21-årig arbejdede jeg i restaurationbranchen, og der var mange af mine kolleger, som røg bønner meget ofte. Det var jo en livsstil - at være hasher.
Jeg fik en kollega, som jeg begyndte at hænge meget ud med, og vi røg hver dag, alt hvad vi kunne.
Pludselig var jeg afhængig. Hvordan det skete, ja, det ved jeg snart ikke, men jeg opdagede, at hashen kunne fjerne meget af den uro jeg havde i mit sind. Jeg kunne slappe af, og det var jo også meget hyggeligt.
Tiden gik, og jeg fik flere og flere venner, som røg lige så meget som mig. Som 22-årig begyndte jeg på min nuværende uddannelse, og det at ryge hash var nu helt normalt. Altså, jeg forstod ikke hvorfor man IKKE ville ryge hash? Der var jo intet negativt ved det. Det var great!
Men ak. Det var jo ikke GREAT. For når der ikke var flere penge, så mærkede man det jo. Abstinenserne. Angsten, der dulmede i kroppen. Hvordan fanden kunne man komme så langt ud? Nå, men somehow fik man jo skaffet sig penge(man kunne jo altid låne i banken, tage et kviklån, låne af venner, låne af sin mor, der var vel altid en løsning).
Massiv gæld. Men fuck det, jeg har jo min weed.
En dag var det ikke nok med hash. Jeg begyndte at eksperimentere med MDMA, kokain og amfetamin. Jeg nåede dog aldrig at blive afhængig af de hårde stoffer, selvom jeg havde en voldsom periode med MDMA(10-12 gange på halvanden måned, fuldstændig sindssygt).
Jeg vågnede op en dag, og kunne mærke, at jeg havde fået nok. Jeg så mig i spejlet, og tænkte "Fuck... Jeg er jo bare en sølle pisjunkie..."
Jeg valgte at flytte til en anden landsdel, kvitte hash og stoffer og begynde på en frisk. Det har kostet mig kontakten til mine kammerater og venner, noget jeg både ser som godt og skidt. Godt fordi jeg nu er clean, skidt fordi det jo er mennesker, som jeg holder meget af.
Når jeg ser tilbage på min tid som misbruger, så ved jeg godt hvem jeg kan takke for det. Mig selv. Det har altid været mit valg og mine konsekvenser. Det er nemt nok at være bagklog.
Jeg mener, at alle kan ende i den her situation. Og derfor håber jeg at nogen læser det her og kan genkendte sig selv i det. I dag ryger jeg ikke, jeg drikker ikke, og jeg holder mig langt væk fra stofferne. Jeg har som udgangspunkt ikke noget imod at folk ryger hash eller tager stoffer - men jeg håber alle vil huske på, at afhængighed er en bitch, der kommer snigende. Pludselig er man fanget i det, og det kan være fucking svært at komme ud af igen.
Man fortjener at passe godt på sin krop og sit sind, og det er ikke sundt at ryge, sniffe eller drikke hver dag. Alt med måde.
Jeg håber det bedste for jer derude, og ha' en god ryger
Men pas på jer selv.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
