Kære dagbog. Sikke meget, der er sket i dag. Det hele startede med, at jeg vågnede op, det var i morges. Jeg havde en mærkelig drøm, som jeg skrev ned. I drømmen sad jeg og klaskede vandmænd oven på hinanden i en stor stak, hvorefter jeg frankerede dem og sendte dem til Norge. Men det mærkeligste af det hele var, at jeg slet ikke behøvede at slikke bag på frimærkerne, de hang fast af sig selv. Det er enormt urealistisk, i dag har jeg prøvet om man virkelig kan det, det kan man ikke. Jeg ringede til moster Hulda, som kan fortolke den slags drømme. Hun sagde, at det var et tegn på, at jeg i et tidligere liv har været Napoleons fætter. Senere var jeg hjemme hos mor og hjælpe med at bygge deres springvand. Det er meningen, at der skal være guldfisk, og at der i stedet for vand skal være A38 eller mejseyoughurt. Jeg indvendte, at det nok ville gøre nas på fiskene, i det mindste i længden, men det tog mor sig meget nært, og hun gav sig til at stoppe alskens ting op under min trøje, først en sækkepibe, så en symaskine, og så en del sprængstof, som det gjorde virkeligt nas, da hun detonerede. Jeg tog hjem, deprimeret. Her til aften har jeg tænkt meget over livet. Jeg er kommet frem til 3 basale læresætninger: 1) Der findes fire elemantarstoffer: ild, vand, jord, kærnemælk. Meget ild i sjælen betyder meget temperament, meget vand betyder kærlighed, meget jord betyder evigt liv og kærnemælk betyder, at vi vinder i fodbold. 2) I virkeligheden findes kun tallene et til tres. Resten er bare blær. 3) Der findes i alt nitten guder, som kan deles op i dem, der lugter og dem, der ikke gør det. Men der er ni der ikke lugter og hele ti der lugter, hvilket forklarer, at der i verden er mere lugt end ikkelugt.
Kære dagbog. Har hele dagen været fordybet i studier. Problem: hvis verden kun kan beskrives objektivt fra et sted udenforverden og enhver betragter altid må befinde sig iverden, og derfor tager udgangspunkt i, hvad han vil bevise, hvad koster et pund smør så, på tilbud ? Det er svært at afgøre. Godt tres kroner, omregnet til nutidig valuta. Problem: hvis alting hænger sammen i årsagvirkningssammenhæng, hvad er da den første årsag ? Og hvordan kan den opstå uden fra en anden virkning ? Jeg har tænkt over det, og er kommet frem til, at hvis jeg sparker til en fodbold, og den flyver og rammer et elsdyr, som falder i en flod og får sig en hyl tur ned af et vandfald, så ved det elsdyr jo ikke nødvendigvis, om jeg købte den fodbold i brugsen eller i fakta. På samme måde ved ikke vi, og vil aldrig få at vide, om den første årsag opstod i brugsen eller i fakta, og om den var på tilbud.
Kære dagbog. Jeg er inde i en meget kreativ periode. I dag skrev jeg fyrre digte og en roman på vers. Romanen handler om en lille mand, som bliver trampet ned af en flok forskræmte zebraer, mens han tuller rundt på savannen i Nigeria. Det gør ham sur, og han tager kampen op med systemet, helt alene, og det lykkes ham faktisk, efter mange års blod, sved og tårer og en hård og indædt kamp for retfærdigheden at komme op og ride på en af de zebraer, der trampede ham ned. Men inden da har han tabt både kone og børn, og hans plæneklipper er brudt sammen. Det er således både en lykkelig og en tragisk roman. Jeg har også opsat en række punkter, som enhver roman bør følge: 1) Der skal være i hvert fald to personer, der hedder Gustav 2) Romanen skal begynde med en bustur og slutte udenfor en døgnkiosk 3) Mindst tres sider skal gå med beskrivelser af sten 4) Moralen skal være, at bare fordi man spiser fisk, er man ikke nødvendigvis lykkelig, selvom det hjælper.
Kære dagbog. Mor ringede, hun var forskrækket, far havde begået mytteri. Jeg skyndte mig om for at slå oprøret ned. Far havde bundet mor fast til en dyb tallerken, og hun kunne ikke komme fri. Jeg sneg mig ind bag på ryggen af ham og gravede et hul, som han faldt i. Da jeg tog hjem, var mor i gang med at kølhale ham. Det gjorde hun ved at binde ham fast til et reb og trække ham under huset en fjortenfirs gange. Hun påstår, at hun hedder Kaptajn Flovben, og at far hedder Skipper Lampehund. Hun gik rundt med en klap for Øjet og sang sømandssange: "Du skælder mig hele tiden ud" og "Julen har bragt velsignet bud." Jeg tror, at det er noget de gør for at peppe deres sexliv lidt op, så jeg spillede med så godt jeg kunne. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de mon skulle med den der tresliters spand med lim ? for slet ikke at tale om den oppustelige traktor!
|