Psychedelia.dk

Vi har alle et forhold til det at tage stoffer og på et tidspunkt ender det for de fleste ud med at noget godt bliver til for meget.
Jeg tænkte at vi i denne tråd kan fortælle om hvad der har virket for den enkelte i forhold til problemet når forbrug bliver til misbrug.
Gerne med en lidt længere historie om hvad der blev misbrugt, hvor motivation til at ændre det kom fra og hvad resultatet blev.

Nogle skifter det ene misbrug ud med et nyt (gammelt) men mere "sundt" - fysisk/økonomisk/samfunds legalt fx alkohol.
Andre ændrer misbruget til forbrug.
Så er der dem som sidder fast, de lader stå til eller de kæmper og taber af forskellige grunde.
Nogen bliver "clean" og går til møder for at fastholde deres renhed, men er det den endelige løsning.

Jeg vil ikke gøre mig til herre over rigtigt eller forkert, men jeg synes det er et interessant emne og få belyst og få så mange vinkler på som muligt.

Jeg lytter lige med her, fantastisk tråd, som sikkert vil kunne hjælpe en del med håb om at finde motivation til at skære lidt ned/stoppe inklusiv mig selv.

_________________
Er du i stand til at tage stofferne ned fra hylden, er du også i stand til at ligge dem tilbage.

For 12 år siden røg nogle af mine venner i fængsel og jeg endte med at ligge inde med en større mængde brun heroin, som jeg skulle aflevere af løbende for at forsøde tiden i fængsel.
Jeg havde prøvet at sniffe både hvid og brun heroin 4-6 gange tidligere, og det endte også med jeg smagte på sagerne igen.
Forår blev til sommer og jeg spiste oftere sodavandsis, hvilket jeg godt kunne lide når jeg sniffede en streg eller to.
I sensommeren skete der det tragiske at min bedste ven blev smadret til fars da han blev først ramt af en bil og siden slæbt 300 meter af det næste bil. Bogstaveligt talt var han spredt ud over 300 meter.
Hvad gør man så? Jeg ved hvad jeg gjorde - kan lige huske lidt fra begravelsen - da vi bar hans kiste ind og til sidst da han skulle sænkes ned i hullet.
Gravøl?? Nej tak jeg købte en masse is og tog hjem og led.
4 måneder senere lige før nytårsaften fik jeg en åbenbaring - hov mine streger var blevet nogle tykke nogen - der var morgenstreg, formiddagsstreg, eftermiddagsstreg og aftensstreger.
Fuck jeg var blevet til en narkoman uden at forstå at det var det som skete.
Panikken ramte mig der var 6 dage tilbage af ferien - jeg gik på wc og tømte posen med det hjemlige lager. Senere ramte nedturen og jeg kastede grønkål op i lange stråler og havde en 5 dage foran brændeovnen i helvede.
Aldrig mere heroin og jeg takkede mig selv for at jeg havde gravet meget dybt og frosten var begyndt så energien var ikke til at hente mere.
Nå men efter lidt tid så skulle jeg jo have noget igen det blev så først steroider og kokain for en periode, så benzoer og meth og så videre. Grunden til jeg ikke tog oplevelsen med hvor afhængelig jeg var blevet alvorlig skyldes flere ting.
1. Det var jo heroin (det narkomanerne tager) og nu skulle jeg aldrig røre det mere.
2. Jeg skulle jo stadig i fængsel og aflevere, hvilket var pænt stressende.
3. Jeg solgte stadig dvs jeg havde ikke gjort op med mig selv og det miljø jeg levede - var det det værd?

Heroinen har altid haft skræmt mig kva "oplysning" fra skole og medier, men jeg var jo langt fra færdig med at leve misbrugslivet. Det var ikke en gang med i mine overvejelse, hvad dette ville kræve af mig at gøre, så det blev en ommer.

Mr Gone skrev "I de perioder hvor jeg har følt at mit cannabis brug har taget overhånd, har jeg røget det jeg sidste, og så enten taget ud på landet til min mutti for at lave ingenting - eller også har jeg været i gang med noget hele tiden."

Den første gang jeg prøvede at få noget hjælp til at stoppe med lige netop hashen (der var mit primære misbrug) gjorde jeg noget, som mindede om dette.
25 år gammel og jeg bad om lov til at rykke ind på mit børneværelse igen hjemme hos min far. Godt træt af misbrugsmiljøet og mit eget misbrug efter en ret heftig oplevelse på Lsd, hvor jeg smadre det meste af mit indbo.
Så jeg flyttede impulsivt hjem til Jylland fra København. Den lokale læge stak mig en pakke lykkepiller med formaningen om ikke straks at tage til istedgade og sælge dem som om nogen gad købe dem.
Nå men de hjalp da lidt med søvnen - da den første uge eller to var gået kastede jeg mig over fiskeriet og havde en herlig sommer med masser af nat fiskeri.
Havde jeg fået lidt mere hjælp og var sendt til nogle samtaler om misbruget eller havde vidst jeg kunne gå til møder, så havde jeg nok haft bedre held med projektet.
Efter sommerferien skulle jeg starte på studie og jeg fandt et lille hummer i byen hvor jeg tidligere var blevet student (anden og tredje store fejl).
Hummeret var det absolut billigste og de andre som boede der røg eller drak hver dag, hvilket måske ville virke fristende heldigvis gjorde min sociale angst at jeg holdt døren lukket.
I byen jeg flyttede til kendte jeg mindst 3 pushere og de solgte alle stadig. Tingene går som tingene gør og tilfældigvis mødte jeg en af disse dagen før jeg skulle starte i skole.
Aften inden havde jeg fejret mine godt 3 måneder uden røg og knark med det første druk udover et par øl ved søen, så jeg havde tømmermænd og tænkte ikke engang over faren da jeg sagde ja til at komme med en smut om i kolonihaven.
Som altid var der en flok og der blev røget, første gang jeg bliver tilbudt pinden ryger jeg uden at tænke over noget som helst.
Der gik knap 14 dage før mit thc niveau var stabilt nok til at jeg kom i skole, er sikker på jeg hyggede mig, men det er begrænset hvad jeg husker herfra - udover jeg selvfølgelig faldt godt til sammen med mine naboer der hvor jeg boede

På daværende tidspunkt tænkte jeg ikke over fejlene jeg begik, men jeg fik dog en vigtig ting med mig fiskeriet, som jeg holdt fast i de næste 4 år og som jeg sidenhen har brugt med stor succes til at skifte fokus og få noget andet livs indhold end stoffer.

En klassisk fejl som jeg har begået flere gange er, at fejre beslutningen om at nu skulle misbruget stoppes med at blive så skæv som muligt.

1. Jeg og en kammerat besluttede at nu skulle vi ikke ryge mere.
Vi kiggede på klumpen som lå på bordet der var alt for meget til vi kunne ryge den. Så vi lavede to kopper guldkakao som nærmest var udrikkelige pga den klamme hash smag, men ned kom de og skæve blev vi.
Dagen efter skulle jeg totalt bagskæv på arbejde og efterhånden som arbejdsdagen nærmede sig sin slutning kunne jeg kun tænke på en ting nemlig at genvinde den skævert som var ved at forlade mig.
Alle tanker om pause og rygestop gled i baggrunden og det første jeg gjorde efter at havde snakket med min makker som allerede var faldet i var at tænde en belønnings joint da jeg kom hjem.

2. Jeg var kommet ind på uni og skulle flytte til Kbh - tanken var stoppe med at ryge, flytte fra miljøet og slippe ud af misbruget.
Ideen var at jeg skulle stoppe med at ryge 2 uger før vi skulle på rustur, men det gik som den slags går også var de 13 dage gået.
Dagen inde jeg skulle afsted blev vi enige om at fejre det med en masse hash, og alt hvad vi kunne finde af piller, hvilket endte med at blive temmelig en del.
Mine to kumpaner kørte mig til Fyn og vi røg et ordentlig bonmiks i bilen, også startede min "rus"tur.
Puha det er svært at lære andre og kende, når man hverken kan huske deres navne eller noget som helst.
Pinligt var det og det eneste jeg savnede var en masse hash til at lamme mig i, jeg havde fået en klump med som jeg hurtigt fik has på.
Fandt sammen med en hygge ryger, som kom fra Kbh og self have et par venner på staden.
Dem skulle vi besøge ret hurtigt efter vi kom til Kbh. Vi kom indtil hans veninde og på bordet stod en tjubang jeg kendte - en af mine gode venner fra Jylland var hendes kæreste, sikke et tilfælde.
Alle gode intentioner gik i vasken og jeg var igang igen - mødte den samme slags mennesker som jeg var flyttet for at komme væk fra.
Min uddannelse endte op i røg, knark og fest.

Moralen af disse 2 eksempler er, at hvis man vil ud af sit misbrug så gælder det om at holde fokus og undlade at fejre beslutningen med at lamme sig max.
For så glemmes alle de gode og rigtige intentioner undervejs og mere vil blot have mere.
Det er i hvert fald min oplevelse af hvordan det virkede for mig.

Efter oplevelsen med den brune heroin blev jeg meget glad for de grønne 1 mg rohypnol fra Tyskland (spiste ca 5 pr dag) og meth amfetamin som jeg sniffede i rimelig store mængder i en årrække på 5-6 år.
Fandt en kæreste som var i lignende misbrug med igangværende psykose. Vi kom frem til at først skulle hun ud af det via en udtrapning med benzoer og så var det min tur bagefter.
Desværre røg hun i posen og psykosen stak helt af med hende, hvorefter hun forsvandt for mig.
Fandt hende efter en lille måned indlagt (behøver vist ikke at uddybe hvilket helvede det var), og ovenikøbet ville hun ikke snakke med mig.
Hmm nå men jeg tænkte at det nok ville hjælpe hvis jeg holdte min del af aftalen og stoppede ligeledes.
Havde mødt en gut herinde på Psy, som tilbød mig at jeg kunne bo hos dem imens jeg tog en kold tyrker.
Afsted det gik og fy for en skefuld en ond omgang.
Lektien jeg lærte var at nedtrapning vil være at foretrække - især under kontrollerede forhold, hvor man ikke blev udsat for aktiv misbrug i omgivelserne.
Manden var meget glad for ketamin og jeg fik da også en sprøjte i lår musklen en af dagene fordi han mente det ville gavne mig.
At jeg så istedet for at blive rolig kom helt op og ringe var en anden sag.
Under hele forløbet flød virkelighed og drømme sammen - jeg mente ikke jeg havde sovet efter de første ti dag, og befandt mig et helt andet sted end virkeligheden.
Efter små tyve dage tog jeg hjem for at komme til begravelse i familien. Blev noget overrasket da jeg fandt ud af at der ikke var slet noget dødsfald kun i mit hovede.
Efter en uge var jeg ude og aflevere en pose og da jeg var færdig med vægten gjorde jeg som så ofte før og stak skeen i munden for rense den.
Arrrg
Trangen blev stærkere og jeg prøvede i ugen som gik et par RC'ere for at undgå at starte på meth igen, men lige lidt hjalp det og jeg startede op igen.

Der er flere gode pointer i denne oplevelse, som er værd at bemærke.

Skal du slippe af med en afhængelighed skal du gøre det for din egen skyld. Det er meget svært at fastholde en beslutning truffet for andres skyld - på et eller andet tidspunkt vil de højtsandsynlig skuffe eller såre dig og du er i alvorlig fare for at ryge i igen.

Du kan ikke blive ved med at gøre det samme som inden du blev afgiftet (i mit tilfælde sælge stoffer) uden at det vil øge risikoen voldsomt for tilbagefald.
Man bliver nød til at give slip i den gamle verden, tage det man kan bruge med og begynde at lave en ny verden.

Er man fucked up og på skidderen så søg hjælp hos de professionelle og ikke hos en random narkoman man har fundet på nettet.

Det allermest positive ved denne historie, er at jeg undslap benzoernes klør og aldrig for alvor lod mig indfange igen.
Så skræmt blev jeg af den først tid samt de ca 6 mdr med eftervirkningerne, hvor jeg gled ud og ind af virkeligheden i det jeg lærte at kende som benzo-bølgerne.

Skunk, tramadol og alkohol.
Har en regel for at jeg ikke må ryge 2 dage i træk, hvilket virker fint for mig. Ikke at jeg gør det, men har erfaret at jeg hurtig bliver fanget. De sidste 3 uger har jeg røget en gang i ugen (weekend), hvilket er et passende niveau også selv om jeg ikke regner med at skal ryge i weekenden som kommer.
Tramadol tager jeg 100 mg af en 2-3 gange i måneden, hvis jeg ikke ryger. Aldrig flere gange i ugen for sjovt, sidst jeg overtrådte den regel idømte jeg mig selv 2 mdr karantæne
Lidt vin en gang i ugen, men også primært når jeg ikke ryger.
Så holder faktisk det til ca en gang i ugen jeg er påvirket, hvilket er passende synes jeg.

Hvad der var sværest..

Heroinen gjorde mest fysisk ondt en kort men brutal omgang, hvor lysten til det fortsatte i måneder.
Benzoerne fuckede seriøst længst tid med min hjerne - sådan med virkelighedsforstyrrelser.
Amfetamin/meth var så stor en del af mig, at lysten til det har taget rigtig lang tid og slippe af med (flere år)

Jeg ser det lidt som en belønning (selve steneren og hyggen), men nok mere en mulighed for at slippe tøjlerne og få et empatisk syn på mit liv og begivenhederne der sker omkring mig. Jeg er noget bedre i kontakt med mine følelser - kan lettere overskue og få sat ord på i min skævert - ikke at jeg bliver kærlig lalleglad på den ufede måde, men jeg får gjort mig nogle tanker som jeg holder fast i.
Nej jeg IV'ede aldrig heroin - jeg sniffede kun ville jo ikke være narkoman
Meget fin forståelse du har af forskellen på hash og benzoer - benzoer gør også at jeg ikke føler ting, hvilket jeg i gamle dage kaldte for, at de var min rustning - sværdet var så meth.
Den med virkelighedsforstyrrelser er lidt svær og forklare, men jeg skal prøve. Pludselig blev min opfattelse af verden forkert sådan lidt Ala mild vrangforstilling.
Det mindede om den følelse jeg fik, når jeg havde taget for meget og sovet for lidt for længe. Uden dog at hørehalluerne som for mig var tegnet på at nu skulle jeg have noget søvn var med.
I starten kunne jeg ikke forstå hvad der skete, så gik det op for mig og langsomt ændres "bølgerne" i styrke indtil de forsvandt.

Der står lidt om det her http://www.benzoinfo.dk/cha/pw-dk.htm

Interessant læsning Fso, og imponerende misbrug du er lykkes med at komme ud af, thumbs up!

Jeg falder nok selv under kategorien, der har substitueret misbrug. Havde et usundt forhold til alkohol i mine teenageår, hvor det på trods af at det ikke var hverdagsforbrug alligevel var for ofte og i alt for store mængder. Det skete ofte at jeg kom hjem efter en bytur og var både uforstålig (snakkede i tåger, eller usammenhængende), kastede op, rystede, mistede bevidshed mm., det alt imens at jeg egentlig ikke havde nydt rusen imens den varede. Det var som om at jeg i min fulde tilstand var overbevist om at rusen nok skulle blive rar, hvis bare jeg indtog mere. Det medførte også at jeg var invalideret hele dagen efter en druktur, og ikke kunne meget andet end at brække mig og ligge og have ondt af mig selv, det var ret ynkeligt, og spild af min tid.

Der gik en del år på den måde, før jeg indså at alkohol ikke var alt det værd, når man behandler det på den måde, og jeg begyndte at skifte mit. alkoholforbrug ud med cannabis, dog i langt mindre og mere fornuftige doseringer. Cannabis forbruget er steget og har i hvert fald i perioder været et misbrug, men selv i de perioder har bivirkningerne langt fra overskygget bivirkningerne ved mit tidligere alkoholmisbrug. Idag drikker jeg sjællent, nok et par gange om året, og i meget mindre doser end tidligere, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med.

Tak Bismann

"At udforske forskellige tilstande bl.a. vha. diverse stoffer, meditation, forelskelse, motion, sex og egentlig alle andre ting man kan mærke påvirker ens mentalitet og fysik."

Mr. Gone du har i min verden fat i noget grundlæggende i forhold til at ændre fokus, nemlig modet til at udforske, hvad der kan sættes ind i stedet for et egentlig misbrug
God formulering.

Efter en nytårsaften hvor vi røg max igennem på tjubangen med diverse julerygere og blev så skæve at vi alle havde problemer med at snakke, der opstod mit mest impulsive forsøg på at stoppe.
På det tidspunkt var jeg efter at have været faldet i mange gange begyndt at kalde det for pauser, for at nederlaget ikke skulle føles så voldsomt når jeg faldt i igen.
Jeg var så skæv, at jeg ikke sansede at ryge den første og da jeg vågnede op den anden gik dette op for mig.
Okay så jeg var startet på en pause, jamen så kunne jeg lige så godt holde fast.
I mange år havde jeg bøvlet med resterne af en hash psykose som gjorde at jeg faktisk ikke fik det godt af at ryge, men gjorde det alligevel for kunne ikke forstille mig et liv uden filter.
Efter godt en uge hvor jeg supplerede med lidt sovepiller og alkohol, for at få noget søvn, da var hele lejligheden skinnende og alle mine ting var sorteret.
Havde stadig gang i min lille hash forretning, så det var vel kun et spørgsmål om tid før jeg ville starte op igen, men så skete der noget som fik mig op på stikkerne.
Politiet slog til imod flere af mine ret nære venner med nogle ret voldsomme anklager, og den efterfølgende paranoia fik mig til at flytte forretningen over til en ven og jeg tog på fiske tur i nogle måneder imens jeg koncentrerede mig om at rette op på de sidste 3,5 år slendrianeri på mit studium.
Desværre stoppede jeg ikke min forretning og i og med at efterspørgslen steg på især amfetamin og piller, så startede jeg op der og det varede ikke længe før jeg røg i posen.
Efterfulgt af min oplevelse med den brune heroin.
Det lidt pudsige ved oplevelsen var at der gik 7 år før jeg tændte mig en joint igen.
Den lange pause havde slukket for de sidste ekkoer fra min psykose, hvilket gjorde at da tiden kom hvor jeg gjorde op med misbruget af de hårde stoffer, så var min gode gamle støtte hash til at stole på igen.

Sidste år prøvede jeg en 3-4 gange med en lav dosis amfetamin, og mærkede efter potentialet for misbrug er der afgjort stadigt, men egentlig fint lige og mærke hvor beskidt rusen føles. Jeg lagde det væk igen og tja der ligger stadigt et lille halvt g, som jeg lige vil finde og hælde ud ingen grund til en ekstra bøde pga noget som bare ligger
Heroinen vil jeg ikke give chancen igen, men selvfølgelig vil jeg kunne styre det, der er bare ingen grund til at mærke trangen efterfølgende igen. Tramadol har jo en smag af det og for en sikkerheds skyld lader jeg konen administrere dette så jeg ikke bare selv har adgang - det virker fint sådan
Selvfølgelig vil jeg kunne falde i igen, livskriser er gode til at udløse den slags, men jeg vil prøve at nøjes med at ryge thc, hvis det nogensinde kommer der til.

På et tidspunkt møder jeg en mand, som kommer for at lave noget for mig.
Sjovt nok deler han min fascination af forsiler og ved en hel masse om dem, hvor jeg bare manisk samler løs, imens jeg hygger mig i meth rus.
Han her været i behandling for hans hash misbrug og han fortæller mig om misbrugs centret.
Dette er en øjnåbner for mig, jeg havde et billede inde i hovedet af et misbrugs center, det var et center for misbrugere. Det vil sige en stor folk narkomaner som sad og fixede hele dagen lang puha sådan et sted skulle jeg aldrig hen.
Jeg bliver gjort opmærksom på de faktisk hjælper sådan nogle som mig, men tiden var ikke inde til at jeg kunne give slip i min stolthed og bede om hjælp.
Så der går en 4-5 år før følgende sker. Jeg er begyndt at ryge igen og tager lidt af hvert ud over meth især ketamin, som jeg er blevet glad for.
Ting skal afprøves og da en af mine nu afdøde venner spørg om jeg er klar til at prøve Ayahuasca, så er jeg selvfølgelig klar.
Egentlig burde jeg holde nogle dages pause fra meth før jeg indtager drikken, men det vil være utopi, så efter en nattesøvn og afslapning drikker jeg teen dagen efter om aften.
Gennemgår den obligatoriske opkastning og tingene tager fart og verden bliver grøn.
Min kæreste sidder ret ligeglad og spiller computerspil imens min ven og såkaldte tripsitter jager en rus i dmt krystaller for som han siger at kunne være på bølgelængde med mig.
Det virker så ikke en skid, han er kun fokuser på hans egen uvirkelighed, imens min går fra grøn til skummel og jeg begynder og snakke med skyggerne og månen ude i haven.
Jeg begynder og slæbe knive ud og får det mere og mere mærkeligt uden at jeg siger det, men der er heller ikke nogen som ligger mærke til det.
Elendigheden og deres ligegyldighed rammer mig hårdt, jeg ser mit livs tomhed og beslutter mig for at ende det.
Den sidst hentede knivs blanke metal taler til mig men jeg kan ikke få mig til at hugge den i hjertet, så jeg vælger en anden løsning.
Lister mig ind på værelset med min gemmer og finder en pose med 1000 benzoer.
Efter jeg har tygget og sunket 3 store håndfulde, så kommer jeg lidt til mig selv, hvilket så går over da benzoerne begynder og ramme.
Derfra husker jeg ikke så meget - jeg går ud fra jeg har været ude og kaste op, men ved det ikke.
Tror ikke jeg sover, men vælter nok mere rundt. Om morgen skal jeg ind til byen, ved ikke rigtig hvorfor, men tror jeg skal ind og aflever en plade hash eller 2.
En af mine venner ringer imens jeg køre og han bliver skræmt over hvor påvirket jeg lyder.
Han når lige og finde ud af jeg køre bil før jeg rammer et helleanlæg og efterfølgende smasker ind i et hus.
Bilen ender på taget ude på mark ved siden af og Brændvæsnet kommer og skære taget af fordi jeg er fastklemt.
Her bliver jeg sur kan jeg efterfølgende se på billederne fra deres hjemmeside, hvor der er et billede af mig fastspændt på en båre, imens jeg skælder ud.
På sygehuset går det helt galt, jeg går amok da de piller tøjet af mig og politiet bliver tilkaldt og jeg bliver indlagt på den lukkede.
Ca en uge efter begynder jeg at kunne huske lidt fra. Bliver udskrevet fra den lukkede med besked om jeg har en brækket ryg og skal henvende mig ved bandagist bliver jeg hentet af min mor.
Fatter ingenting og vi køre ud for at hente min kæreste, i min kæmpe tåger støder jeg i mod et komfur, hvor der ligger noget ovenpå.
Før vi er kommet helt hjem får hun et opkald om at huset hun bor i står i flammer.
Jeg er ret ligeglad vil bare hjem og have styr på hvem der har hentet mit narko og have det tilbage.
En af mine venner havde hente det og gemt det for at undgå politi eller min kære kæreste skulle få alt for meget ejerfornemmelse.
Det var så vidt fint nok lidt trælst at der manglede lidt penge, som ham han gemte det ved havde kommet til at låne, men hvad intet her i livet er gratis.
Jeg var helt smadret og havde ikke lyst til at tage meth fik sub, hvilket de havde bildt mig ind ville ødelægge meth virkningen, så jeg gik ombord i ketaminen.
14 dage efter ulykken blev jeg indlagt på den lukkede igen om natten havde jeg haft et grineflip der ikke kunne stoppe, mit hjerte takkede over flere gange og jeg troede jeg skulle dø af grin.
Endte med at falde grinende i søvn, liggende under gennemvædede håndklæder med alle vinduer og døre åben for trækken skyld.
Om morgen var den helt galt og ringede til min mor som kom og kørte mig på den lukkede.
Undervejs spiste jeg min iPhone, eller mere rigtigt tyggede den fuldstændig i smadder.
Da jeg kom hjem fra den lukkede, tog jeg kontakt til min støtte person og bad for første gang nogensinde om hjælp, nu kunne det være nok og jeg havde erkendt det her var mere end jeg selv kunne klare.
Hun sagde det ville hun gerne, hvis vi startede med at rydde op og skylle alt mit narko ud, som en start, hvilket vi så gjorde.
Så vi tog kontakt til misbrugscentret og den lange dans ud af min gamle virkelighed begyndte, mere om det senere.

Den må jeg også lige bifalde. Godt formuleret!

Dejlig tråd Fso! Tak for jeres dybe, alvorlige og alligevel humoristiske historier!

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Tak Fanny og Mr. Gone.

"Pointen er at alle vaner kan erstattes af nogen andre, men det kan være umuligt at ændre fokus."

Jeg er ikke helt enig i det med at det er umuligt at ændre fokus, ved livskriser ses ofte behov for at lamme sig præcist som du gjorde mht din søster.
Her ændres fokus bare over på at give slippe og gemme sig fra alt den psykiske smerte. Jeg vil ikke kalde det en negativ ændring, for den kan være nødvendig for at man klare sig igennem.

Edit
Her for små fire år siden blev min far syg af kræft. Det gik meget stærkt, men efter en tur på hospice fik de stabiliseret ham og han kunne komme hjem igen.
Han var usikker på det hele og jeg og kæresten tilbød ham at vi kunne skiftes til at være der om natten.
Jeg havde godt et år ikke taget noget og det gik rigtigt fint på den front.
I takt med far fik det dårligere blev det svære og svære så jeg begyndte at belønne mig selv med et par af hans morfin piller om aften en gang i mellem.
Dette gik som sådan noget altid gør og blev til flere gange om ugen. Så jeg valgte at gøre som jeg gør når jeg er presset og tændte op i nogle joints istedet.
Først var det en enkelt om aften når jeg var hjemme og kæresten var ved far.
Så blev det både hjemme og hos far når han var gået i seng.
For til sidst at blive som gode gamle dag med morgen middag og aften.
Han fik det dårligere og tiden kom hvor han skulle på hospice igen. Lovede ham at vi blev til det sidste og det gjorde vi.
I starten kørte jeg hjem hver 2.-3. Dag og lavede en ordentlig gang joints.
De sidste 14 dage hvor han ikke vågnede mere end en gang blev vi dernede. En af vennerne kom dagligt med en 6-8 gode joint.
Det smarte jeg havde gjort på det tidspunkt var at jeg havde fået hjemmeplejen til at rydde fars medicin lager.
Ellers havde der lagt 200-300 piller og diverse morfin plastre og ventet til han døde, hvilket helt sikkert havde medført jeg var gået igang med et seriøst misbrug.
Istedet holdt jeg det til hashen og da fars død var kommet lidt på afstand 14 dage i Ægypten hjalp på dette, så stoppede jeg med hashen igen.
Pointen er lidt at fokus kan skifte og når det er svært, så lad det være ok, men prøv ikke og bliv fanget af hårde stoffer.

Fed tråd, det helt rigtige mindset, det er inspirerende og konstruktivt!

Har allerede skrevet "den længere historie" der bedes om på viewtopic.php?f=18&t=48778 så den vil jeg ikke gentage her. Det er hash der blev misbrugt de seneste år, og jeg svarer ud fra.

Motivation til at ændre det:
- At køre træt i misbruget, det er sådan set ret kedeligt og monotont at indtage det samme rusmiddel dag ud og ind.
- Den økonomiske ruin der bliver blandt konsekvenserne af at forsætte.
- At kontakten til familie og venner bliver reduceret i både kvalitet og mængde.
- At vigtige ting i ens liv bliver nedprioriteret og man ikke når sine mål.
- At erkende man bliver gennemkneppet af sine omstændigheder i stedet for selv at gennemkneppe dem.
- Negative konsekvenser for helbreddet.

Hvad har virket:
- At ramme bunden, hårdt og uomtvisteligt. Det har på den ene eller anden måde været sådan et spark der skulle til for at tage det første svære skridt uden tilbagefald.
- At stoppe helt igennem lang tid. Formår ikke at skrue ned for forbruget når det først er skruet op, så ændre misbrug til forbrug duer ikke for mig.
- Fysisk træning. Bliver fanatisk omkring min træning, og smider alt energi efter det. Ikke ideelt, men bedre end at bruge energien på misbrug. Det er nok her jeg erstatter det gamle misbrug med et sundere misbrug som TS skriver om, der er i hvert fald fællestræk så vidt det er en vane der tager rigtig meget koncentration og tid i det daglige.
- At sætte ord på misbruget (hvad er det for en vane, hvad er det for et liv), at sætte ord på de valg man træffer. Ved ikke om det lyder konkret, det er mit bedste værktøj.


Den der ramte mig ret hårdt og fik mig til at tænke. For sådan har jeg sgu haft det flere gange, at jeg har kæmpet og tabt, og er fortabt. Som en der er faret vild i et kæmpe naturområde og det virker som et tabt kamp at finde hjem til civilisationen. Hvad har så gjort at jeg kom op på hesten (ikke den hest!) igen? Måske tanker om hvor meget jeg allerede har kæmpet, hvor meget andre har kæmpet for mig, hvor meget indsats der er spildt hvis jeg endeligt giver op og erkender nederlaget. Måske at jeg ikke vil opgive mine ambitioner, og derfor reagerer, når misbruget er kommet så vidt de ser ud til at må opgives. Kan ikke svare mere konkret på det, det er interessant at tænke videre over.


100% også min oplevelse og hvordan det virker for mig. Kunne give eksempler men de er så enslydende det ikke tilfører noget.

[/quote]
Er ikke enig i det er en selvfølgelighed, som en der har været på røven med både alkohol og hash. Min hash afhængighed var/er mindst lige så intens som min alkohol afhængighed. Tror sgu næsten jeg ville foretrække en god abstinens-rystetur end det konstante "HASH HASH HASH HASH" luftbor i hovedet den første tid.

At skifte fokus handler i høj grad om at ændre på de tankemønstre jeg har bygget op igennem et langt misbrug/liv.
De første år var jeg ret forvirret og kunne drage forhastede konklusioner pga mistroen og paranoiaen havde slået så dybe rødder i mit sind.
Jeg havde brug for ro og alene tid til at se igennem det tågede slør over mine tanker. Et af de vigtigste redskaber til dette fandt jeg i gåturen sammen med hundene.
Når jeg går så slipper jeg tankerne frit og jeg kan se bedre igennem tingene, finde en fornuftig løsning på et problem, som er selvskabt pga jeg ikke helt var i kontakt med virkeligheden.
Hundenes glæde ved turen og de små naturoplevelse som altid er der, hvis man åbner sit sind, de motiverede og langsomt fandt jeg den usyntetiske glæde ved livet.
Jeg arbejder stadig med tankemønstrene, nu er jeg igang med at nedbryde den mur, som jeg startede med at bygge længe før jeg indtog mit første rusmiddel. Fra dengang hvor min erfaring med misbrug omhandlede det at være barn af en alkoholikker.
Det handler om at befinde sig i en virkelighed og det er den ærlige - ikke diverse subvirkeligheder afhængelig af omgivelsernes uudtalte krav. Den del er den sværeste og arbejde og roden til den går også længst tilbage.
Noget som har været mere påtrængende og letter at arbejde med, har været den påtaget pusher (hård negl) rolle som jeg har opbygget primært i mit voksen liv.
Meget af den har bestået af ord og små kraftige mantra's som jeg har sagt til mig i det uendelige for at hærde mig selv, når de dukker op i det semiautomatiske, så konfrontere jeg dem og snakker dem ned fx gangster bliver byttet ud med far osv.
I dette arbejde er der et mærkbart fremskridt hen over de sidste 4 mdr, hyppigheden af det gamletankesæt er nedadgående.
Det næste projekt bliver den med at stå ved min virkelighed og ikke modificere den kva min forventning og hensyntagen til andres meninger. Kort sagt at gøre op med min medmisbruger rolle som barndommen har givet mig.
Jeg kan ikke helt gennemskue hvorledes jeg skal gøre det i praksis, men det ender nok med jeg må spørge om hjælp/supervision her til.
En anden ting jeg har arbejdet med hen over sommeren er at identificere ting, som går ud over mit humør og så lade være med at opsøge dem.
Fx lider jeg af folkesygdommen politikker lede, så hvorfor blive i dårligt humør ved at læse om dem. Så er det meget lettere og lade være for en periode og træde ud af det, for så at holde det lidt væk fra kroppen da jeg startede med at læse om politik igen.
Det har virket fint hidtil.

Har læst dit indlæg igennem nogle gange.
Forstår ikke det hele, men behovet for at arbejde med tankemønstre går da ind.
For mig har det handlet meget om at få sunde rutiner, at erstatte dårlige vaner med gode vaner. I troen på at det "sår frø" til mere sunde tankemønstre.
Har ellers kastet mig over noget nyt så jeg ikke havde overskud til at tanke de gamle tanker (i hvert fald på det bevidste plan), end brugt "ro og alenetid" til at rydde op i dem.
Det medfører så at de gamle tanker kan dukke op ud af det blå hvis jeg får en sløv periode. Det trækker mig i retning af de gamle handlingsmønstre.
(du skriver om en del alvorlige oplevelser/vilkår, som jeg har været forskånet for. Stadig kan jeg overføre mange af refleksionerne til mig selv).


At befinde sig i den ærlige virkelighed, hvad vil det sige?


Jeg har nok mest set disse automatiske tanker/reaktioner som en slags skader jeg har givet mig selv. Min løsning har været at ignorere dem, grine af dem.
Tillykke med dit fremskridt. Det er helt sikkert noget jeg kan bruge. Jeg læser flg. proces ud af hvad du skriver:
1) acceptere at tankerne kommer, 2) konfrontere dem med argumenter og diskussion, 3) erstatte dem med noget bedre.
Er det nogenlunde rigtigt opfattet eller er jeg på månen?


Det er også et stort/ambitiøst brød at slå op, ser frem til evt. at høre nærmere om dine overvejelser.
For mit vedkommende, kommer erkendelsen nok mest retrospektivt. Det vil sige jeg kan skrive mine tanker ned, og senere se mere objektivt på dem.
At mine forventninger former min virkelighed ser jeg som et vilkår. Min mulighed for udvikling er at forstå hvordan det sker, ikke at undgå det sker. At/om min virkelighed formes af hensyn til andres meninger har jeg ikke overvejet.


Har også gode erfaringer med det, et stykke tid siden jeg har brugt det som værktøj, tak for påmindelsen.
Som parallel tænker jeg lidt på når man får smerter af at træne en øvelse forkert... Hvor den åbenlyse løsning er at lade være med det.
Eks. på ting jeg holder mig fra:
- Folk der har opført sig dårligt, livet er for kort til at bære nag, hellere afskrive det som tab.
- Tanker om fejl jeg selv har begået, og det er for sent at rette op på.
- Dansk politik.
- De fleste massemedier.
- Det meste af den offentlige debat.
- En vis ex-kæreste og især tanker om bruddet.
- Hash.

MVH

"At befinde sig i den ærlige virkelighed, hvad vil det sige?"

For forståelsen en lille historie, da jeg var barn levede jeg i forskellige virkeligheder, hvilket efter min mening er kendetegnende for børn som vokser op i hjem med misbrug.
Min far var lærer på skolen, hvor jeg gik, hvilket gav anledning til en del mobning fra de store og vi ved jo alle hvordan det går sladrehanke. Så jeg forsøgte så vidt muligt at klare det selv, hvilket som regel gav på munden i frikvarterene.
Men når jeg blev spurgt om hvordan min dag havde været, så havde den været fin.
I timerne var jeg den ok begavede med krudt i røven, som kæmpede en kamp og ofte tabte for ikke at lave ballade.
Når skolen så var ovre stjal jeg æbler og lavede lidt numre sådan som drenge gør.
Der hjemme klarede jeg min pligter og var den høflige og velopdragne.

Altså på intet tidspunkt stod jeg ved mig selv og var ærlig omkring mig, men istedet levede jeg i forskellige virkeligheder hvoraf ingen rigtig var min egen.
Senere udviklede det sig til at jeg vandrede rundt mellem flere verdner, primært den kriminelle misbrugs verden og den "normale" dvs for at kunne holde de normale ud til en familiefest, så røg jeg et par piber inden og havde en pose piller med til når jeg begyndte at blive for "frisk".

Jeg levede på løgn i flere niveauer, det er den del jeg arbejder med at blive kvit - laver ikke længere noget jeg skal skjule, hvilket er en utrolig lettelse, men det er også svært i og med det var her jeg i mange år fandt min identitet.

En ærlig virkelighed er for mig en virkelighed, hvor jeg ikke behøver at lyve især ikke over for mig selv, hvilket jeg kva kriminalitet og misbrug ofte blev nød til før.
Det handler om at gøre det som jeg føler/ved er rigtigt at gøre også når det ikke er det letteste valg.

"1) acceptere at tankerne kommer, 2) konfrontere dem med argumenter og diskussion, 3) erstatte dem med noget bedre."

Ja lige præcist du mangler lige den med at opdage dem for de køre ofte i det semi ubevidste, hvorfra de kan manipulere, hvis jeg ikke er opmærksom på dem og får dem "talt" ned.

"Det er også et stort/ambitiøst brød at slå op, ser frem til evt. at høre nærmere om dine overvejelser.
For mit vedkommende, kommer erkendelsen nok mest retrospektivt. Det vil sige jeg kan skrive mine tanker ned, og senere se mere objektivt på dem.
At mine forventninger former min virkelighed ser jeg som et vilkår. Min mulighed for udvikling er at forstå hvordan det sker, ikke at undgå det sker. At/om min virkelighed formes af hensyn til andres meninger har jeg ikke overvejet."

Det er rollen fra barn som konfliktsky medmisbruger jeg skal arbejde med og jeg tænker lidt at hvis det skal have nogen effekt, så kræver det lidt hjælp.
Måske det handler om at tiden og min datter bliver min hjælp, for hendes skyld bliver jeg jo nød til at tage konfrontationerne, hvilket jeg allerede så småt er begyndt på. Jeg tænker, at jeg vil bruge min behandler fra dagscentret til at vende problemer med når der skal tages en overvejet konfrontation.
De impulsive er så og sige ikke eksistere for mig, jeg skal altid tænke over det, selvom jeg er kommet dertil, hvor jeg siger, hvis jeg får for lidt retur i supermarked, men det har også været en lang øvelse at gøre dette automatiseret.


"- Folk der har opført sig dårligt, livet er for kort til at bære nag, hellere afskrive det som tab."

Har det på samme måde, men jeg har virkeligt svært ved at slippe det nag og temmelig en del af mine semi ubevidste tanker kredser her om. Jeg skære folk ud af mit liv, men skuffelse/sorgen/raseriet over svigtet får mig til at riste dem igen og igen i tankerne. I stedet for bare at lade det ligge.
Så den nye sort er når fx Klaus dukker op, at få ham lukket ned med, at jeg er bedre tjent uden ham. Sætningen jeg vil bruge om ham og lignende er "han er sku da for dum - glem ham".
De andre ting du nævner minder meget om dem jeg arbejder med, hvor det lykkes.
Tak for den øjen åbner for det nag fylder faktisk ret meget, når jeg nu tænker og mærker efter og i forhold til hvor jeg er vil det være en langt mere logisk og lige til opgave at gå i gang med.

Mvh

OK, forstår nu bedre hvad du mener med ærlig virkelighed og forskellige virkeligheder.
Alle mennesker har vel forskellige roller i forskellige sammenhænge - fx kan man læse flere historier i "fuck-ups" tråden, hvor adfærd/roller der beskrives næppe er den samme, som når personerne er på arbejde fra mandag til fredag. Det afgørende må vel være om man er i kontakt med sig selv, og om "rollen" (i mangel af bedre ord) man spiller reelt repræsenterer en del af en selv?
Kender godt til selvbedraget og hvor forbandet svært det er erkende de løgne man har fyldt sig selv (og dermed let også andre) med, det har været nogle grimme blik i spejlet.
Det er måske også kommet lidt med årene - meget jeg syntes var "sejt" som 17 el. 21-årig ser jeg i dag som idioti - altså når jeg har tænkt tilbage år senere, og det slog i mig som et lyn, at jeg/mine venner i grunden var ret nar-agtige i situationen.


Got it, erkendelsen går forud, før der kan arbejdes med sagerne .


Det jeg konkret gør i mit hoved er:
Forestiller mig fx Jonas som person og hvad der kom i mellem os så klart som muligt (det er ikke en mirakel-kur, pulsen stiger straks tankerne vender tilbage med det her).
Forestiller jeg mig så at vi "gør bogen op". Altså hvor meget tid jeg har brugt med personen, hvordan han har svigtet, hvilke kræfter jeg har brugt på en evt. konflikt, og på at være gal bagefter.
Laver så en status på hele relationen, og laver den åbenlyse konklusion, det er en dårlig forretning at investere mere tid/kræfter, så den slutter her.
Det lukker som regel loopet et stykke tid, når det senere dukker op husker jeg på min konklusion - det fungerer som stopklods for mig.

Mvh