Hej Halv-høj, det er en svær problemstilling du kommer med der. Jeg kender den desværre alt for godt, for da jeg var 20 år ønskede min kæreste at tage sit eget liv, og det lykkedes for ham efter 7 måneder. Det er 23 år siden nu, men oplevelsen forsvinder aldrig fra mig. Jeg valgte at acceptere hans ønske om at tage her fra, selvom jeg gjorde alt hvad jeg på daværende tidspunkt kunne gøre, for at få ham til at skifte mening. Men det nyttede ikke. Han tog sit liv med en stor overdosis heroin, han havde skaffet til formålet. I dødsrapporten stod der, at han var narkoman, men det var han ikke. Han havde aldrig før taget heroin for sjov. Den første og eneste gang han tog det, var det for at tage sit eget liv. Jeg tror på det frie valg, også når det gælder om man vælger livet fra. Hvis man ikke kan trække teltpælene op og smutte herfra når man vil, er livet ikke længere frivilligt, men et helvede.
Jeg synes du skal gøre alt for at snakke din ven fra det, og få ham til at se, at livet er en udfordring man lige så godt kan tage med, istedet for at smutte, før det er begyndt. Døden er stensikker! Den vil komme en dag, for hver en idiot kan finde ud af at dø! Derfor kan han lige så godt tage livs-oplevelsen med - om ikke andet, så bare for sjov. Bare fordi han kan vælge det. Smerten er noget vi lærer af. Det giver bevidsthed, det giver forståelse og empati, hvis man tør åbne sig op for den. Men det kræver mod at ville livet.. mod og styrke.
Håber det bedste for din ven.
Hilsen Fanny
_________________ Carpe Diem ~ Memento Mori Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller
|