Psychedelia.dk

I en alder af 10 vandt jeg adskillige yoyo-konkurrencer i mit daværende lokalområde. Da hacky-sacks (dengang Footbags) blev introduceret, tog jeg det op, blev fandens go' og vandt ligeledes diverse konkurrencer. Jeg var en utroligt habil, teknisk fodboldspiller, og basketball ligeså. I sidstnævnte brillierede jeg ALTID de one-on-one-matches jeg blev udfordret til at tage. Som 13-årig kastede jeg mig over skateboardet, og jeg blev hurtigt én af de bedste i nabolaget, og folk samledes tit når gutterne og jeg indtog ingangspartiet til den lokale banegård, som dengang var perfekt til street-sessions. Rollerblading faldt mig nærmest lige så naturligt. Jeg var altid klikens skarpe, humoristiske midtpunkt, med hang til ret gode imitationer. At få folk til at grine var nemt og befriende. 14 år gammel fik jeg en guitar i hånden, og der gik ikke længe før jeg 'mestrede' denne. Så blev det bassen, så trommerne. Så begyndte jeg sågar at synge, endda med en vis flair (alt er jo relativt). God var jeg i hvert fald. Jeg blev introduceret til skuespil i teateropsætningerne i folkeskolen, og var altid dén der gik derfra med kommentarer som "du skal simpelthen være skuespiller" og "det var så pisse godt, dét du præsterede". Det var fedt.

Så kom alkoholen.

Fede fester, søde piger og sjov og spas. Helt igennem befriende. Men langsomt tog det overhånd med blackouts og 'drunken rampages' (ja, selv som 16-årig). Vennerne begyndte at se en side af mig som ikke skulle have været kommet til udtryk på denne måde. Jeg vendte ryggen til, og så bort fra dette - jeg fortsatte bare som om intet var hændt. Jeg gjorde mig selv til grin på alle tænkelige måder i offentlig sammenhæng, og jeg begyndte simpelthen at tilsidesætte ALT. Alle mine talenter gik i forfald, og jeg mistede interessen for disse ting. Eller de nærmere druknede i min besættelse af at være en hård gut på party-scenen. Venner faldt fra, og kærester lige så. min familie forsøgte at nå ind til mig, men de vidste ikke hvordan. Eller dvs, nogen af dem vidste godt hvordan, men jeg kunne ikke tage imod det, kunne ikke acceptere det som værende kærlighed og bekymring fra deres side. Jeg var blevet ligeglad. Fuldkommen LIGEGLAD. Jeg var vred og frustreret, uden selv at kunne sætte ord på det og forholde mig til det. En sur og vred ung mand, som havde forsømt alt det gode i hans liv, var hvad jeg nu var blevet.

Nu sidder jeg hér, 27 år gammel, og kæmper med en dagligdag præget af drukture, abstinenser, vrede, frustrationer, selvmordstanker, angst og så videre. Jeg er en del af systemet, da jeg ikke har kunnet acceptere at skulle varetage et ganske 'almindeligt' erhverv. Jeg skulle jo FOR FUCKING HELVEDE have arbejdet videre med mine talenter, og arbejdet hen mod de ting jeg altid havde drømt om. Jeg hænger altid i tanken om dét der kunne have været, hvis jeg bare havde taget mig sammen. Jeg er nu en fucking bums. Ar på krop og ikke mindst sjæl. Isoleret og ensom. Har ikke fået en ordenlig søvn i flere år.

Jeg er nu nået til et punkt hvor jeg reelt tænker at drikke mig selv ihjel. Eller på anden måde tage mit eget liv. For livet skulle have set anderledes ud, og jeg kommer aldrig hen til det jeg havde engang. Aldrig.

Jeg skriver dette indlæg, da mange omkring mig simpelthen er blevet trætte af at høre på mit shit. Det er ynkeligt, det ved jeg...

Og må lige tilføje at jeg ikke har i sinde at tage mit eget liv, OVERHOVEDET. Mit indlæg er ment som en måde at komme 'af' med mine tanker på, for det er ikke rigtigt noget jeg får talt med folk om.

Go' morgen derude!

God morgen
Jeg er så underlig, at jeg tænker at du er heldig ikke mht hvor galt det er gået, men med antallet af gamle interesser/hobbyes som ligger latent under overfladen og venter på at blive genaktiveret.
Vejen ud starter med en beslutning om det skal være slut, dine trædesten ud af sumpen vil være de gamle interesser. Fordyb dig i det som før har vækket din interesse og find livsglæden der (det har virket for mig).
De ødelæggende tanker om selvmordet og "den lette vej ud" er ikke eksisterende mere, hvor de før var en fast del af livets op og nedture og med til at fastholde mig i en selvdestruktiv cyklus.
Du skriver du er i systemet, er du tilknyttet noget alkohol behandling?
I forhold til at få et forum, hvor det er ok og få læsset af, så ku du måske have gavn af at gå til møder i AA - er det noget du har afprøvet?

Mvh

Flyttet til medaljens bagside.

_________________
Der er ingen planet B.

Ja, tit føles det sgu som om livet er en lort man er tvunget til at tage en bid af hver dag. Nogen perioder smager den lige frem frem godt, andre perioder kan den være fælt.

Jeg sidder også her, ca. samme alder som dig og ejer intet ud over min musik og mit instrumentalgear og så denne laptop. Kæresten fik nok, nu bor jeg teknisk set på gaden, de få venner [ægtevenner] de kan tælles på en hånd med en finger amputeret. De er sgu meget søde til at låne mig sofaen, når det er sjitvejr. Føler sgu også for at skyde mig i munden med en oversavet. nogen morgner. Ejer dog intet våben, og taber/bumser gi'r op. Alle vi andre kæmper videre om så det er som kasteløs eller som bramin.

Søg noget hjælp!! Du er en da så heldig at dit stof er alkohol og du derfor kan få anonym hjælp. Det bliver altså ikke noteret og gemt så det eventuelt senere kan bruges i mod dig Alle os med andre stofproblemer skal registreres og arkiveres. Stoffacister de fucking pampere i behandlersystemet..

Helt og lykke med det. Alkohol er en biatch. Hun er over alt. Men hvis du inderst indet ønsker at det skal stoppe så har du styrken. (Says the preacher man.) :]

Intet kan bidrage bedre til dit talent end ægte levet smerte! Forfattere ved det, musikere ved det: Har du ondt i livet, så kan du skrige det ud gennem din kunst! Det jeg mener er, at du kan vende din elendighed til at være din inspirationskilde. Giv ikke op. Vær som en sej helvedeshund der kæmper sig ud af de rygende murbrokkere. Du har følt den ægte smerte, så giv den ord og lyd nu! Det vil vække resonans i alle dem, som tavst mærker den samme smerte!

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Jeg har selv været der, du kan se på mine egne poster herinde, at vores historier ikke er så forskellige. Jeg er nu tæt på et år uden alkohol og den er stadig svær, men jeg har ikke længere lyst til at slå mig selv ihjel og jeg tænker mere klart og det bliver stadig klarere.

Du er nødt til at lægge flasken på hylden, det kan jeg læse at du ved. Når man er kommet derud er der intet andet for, det er ikke sjovt mere og det bliver det heller ikke af, at man fortsætter.

Det er personligt det sværeste jeg nogensinde har gjort, uden pis, men jeg kan alligevel ikke føle nogen stolthed ved at have gennemgået det.

Det er i sandhed "tough cookies" men det er også med garanti bedre end alternativet.