Psychedelia.dk

Hey fælles-psychonauter!

Jeg har gået i lang tid, ja faktisk måneder og år - og følt mig utrolig ensom og ked af det. Det er som om ingenting er sjovt mere. Keder mig ufatteligt meget hele tiden, og føler sku virkelig ikke tingene giver mening mere. Efterhånden, så tænker jeg faktisk over det hver dag, hvert minut, hvert sekund, hvor trist og gråt alt ting er.

Det er kun når jeg er beruset eller påvirket af knark jeg ikke tænker over mit liv. Det er faktisk helt befriende at drikke sig fuld eller tage stoffer!

Har været clean i lang tid nu, eller ikke total clean - men mine dårlige perioder er ikke særlig ofte mere. Men jeg tænker tit over at det hele jo alligevel kan være lige meget - så hvorfor ikke bare "fyre den af" konstant. Så er jeg da i det mindste LIGEGLAD, og bare er her.

Ved sku ikk rigtig hvad jeg vil med tråden - måske høre om der er andre som har det som mig? Jeg har det fint nok med at lægge kortene på bordet, og fortælle jer virkeligheden bag facaden.

Bl0d

_________________
NotoriskSpradebasse!

Har du prøvet at gå i terapi hos en psykolog eller psykoterapeut f.eks? De problemer, du beskriver, bunder som regel i noget dybere, der skal graves frem. Jeg har selv bøvlet med kedsomhed, tristhed og meningsløshed i perioder. Og det er ofte det, der fører til risikabel adfærd som stofmisbrug, kriminalitet, sex med mange partnere osv. Når man hele tiden føler kedsomhed og har svært ved at finde mening, har man brug for at føle sig levende engang i mellem. Men det er ikke holdbart kun at opleve det i små glimt. Og risikabel adfær fører som regel til problemer før eller siden. For mig har det været et spørgsmål om simpelthen at skulle føle mere. Når man kommer mere i kontakt med sine følelser, kommer verden automatisk til at få flere nuancer. Det kan godt virke meget fjernt nogle gange, men verden er i grunden et fantastisk sted med mange dejlige mennesker

Hvordan ser det ud med dit netværk? Et godt netværk gør det selvfølgelig nemmere at komme på ret fod igen. Men selv uden behøver det ikke være så umuligt igen. Der er også samtalegrupper for folk med psykiske problemer og folk, der føler sig ensomme. Det er der nok flere, der bøvler med, end man lige skulle tro.

God vind

_________________
Penalties against possession of a drug should not be more damaging to an individual than the use of the drug itself.

-Jimmy Carter

Jeg kender om nogen hvad ensomhed, tristhed osv er Det er så voldsomt imod ens person at det næsten ikke kan sættes ord på

Står også i en ensom periode lige nu.. Eller er sammen med folk 24/7 men ikke frivilligt.

Bilder mig selv ind at det bliver bedre når jeg får mit eget sted igen, men kan ikke se hvordan det skulle lade sig gøre.

Mister troen mere og mere for hver dag der går på at jeg får en reel omgangskreds igen efter alt det lort jeg har været igennem de sidste år.

Mit problem må være at jeg ikke kan finde ud af hvilken gruppe af mennesker jeg passer ind i..

Tror jeg tager et solo svampetrip snart og finder ud af noget

Kunne være godt at vi evt kunne skrive sammen. Og få nogle ting ud den vej? Eller et trip sammen, hvor man snakker om det indre

Stærkt du tør skrive om dine problemer, genkender meget af det.

Har du ikke nogle hobbyer du kan fokusere på og fordybe dig i, eller en ny hobby du kan prøve af? Det kan være en god hjælp til at holde de triste tanker væk og tanker om rusmidler.

Hvad med gode venner eller familie du kan snakke med problemerne om. Det hjælper dig helt sikkert i den rigtige retning.

Jeg har min familie at snakke med og det er stort set det. Har et par enkle kammerater tilbage, som jeg dog ser sjældent! Har stort set ikke en omgangskreds mere, folk er li'ssom faldet fra i gennem årene pga jeg har været så fucked up tidligere. Bare træls når man ikke er det mere (På samme plan!). Fortryder sku rigtig mange ting.

Det er bare ikke altid nok kun at have familien.

IMP@ Jeg har gået til psycholog/psycoterapeut, en del gange enda. Første gang jeg var til psycholog, var jeg 12år og nu er jeg 26. Så føler virkelig ikke jeg har ændret mig til det bedre i alle de år. Tiden går jo bare hver dag, og jeg når ingenting. Det er sku håbløst det hele. Jeg sidder nærmest bare pt og venter på min antabus ikke virker mere så jeg kan tage i byen.

_________________
NotoriskSpradebasse!

Det du beskriver lyder meget bekendt.
Jeg har selv døjet en del med det igennem det sidste år. Jeg tror for mit vedkommende at det startede med at jeg "vågnede op", og så hvordan det i virkeligheden står til rundt om i verden (og i Danmark for den sags skyld).
Frihed og retfærdighed betyder rigtig meget for mig, og jeg kan simpelthen ikke klare at vores frihed bliver inskrænket konstant uden folk åbner munden, og at vi bliver ved med at starte nye krige osv osv. Det føles virkelig som om at jeg er vågnet op i blandt en masse hjernevaskede roboter.
Det er så super lækkert når man møder ligestillede, som ikke kigger på en som om man er psykotisk, når man kommer med holdninger og syns punkter.
I lang tid kunne jeg ikke finde meget glæde her i livet, og følte mig ufatteligt ensom på trods af gode venner og familie. Jeg tror simpelthen at det var fordi jeg ikke kunne kommunikere omkring de ting der betyder noget for mig.
Jeg er så kommet en del videre, og er så småt ved at acceptere at jeg ikke kan redde hele verden. Det går mig ikke så meget på mere, da jeg er begyndt at blive lidt mere ligeglad og tænker at jeg ligeså godt kan nyde den tid jeg har her på jorden.
Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget, det var nok mest for at fortælle at det nok skal blive bedre, jeg ønsker dig alt held og lykke og hold os endeligt opdateret

"Tiden går jo bare hver dag, og jeg når ingenting. Det er sku håbløst det hele."

Prøv og lav en liste over ting du vil lave - skriv max en ting pr dag på et ugeskema og beløn dig selv for det du får gjort.
Lad det stå åbent om du skal gøre den ting du har sat på til dagen, så det ikke ender i nederlag.

Mvh

Tror jeg fik skrevet det på en måde, så folk misforstår mig. Problemet er jeg intet gider at lave (med mindre jeg er beruset af den ene eller anden). Tingene giver slet ikke nogen mening mere. Det eneste mit hoved gider, er at lære noget / blive klogere. Læser utrolig meget på nettet samt bøger om alt og intet - ser en masse dokumentarer. Vil vide alt. Men rent fysisk magter jeg ingen ting. Er i dårligt humør konstant, og tankerne om mit tidligere liv - hvor alt var fedt og havde en enorm omgangskreds piner mig.

_________________
NotoriskSpradebasse!

Som jeg ser det kunne det godt tyde på at du i forbindelse med dine pauser ikke har nået ligesom at danne en ny platform og falde tilbage på før du har smagt på rusen igen.
Du er ikke kommet over den periode af "dovnskab" som kommer efter et stop fra et seriøst misbrug (ihvertfald min oplevelse).
Samt du har ikke fået renset ud i baggrunden til dit misbrug, jeg brugte efter behandlingen på misbrugscentret til at lave trin, hvor jeg krængede min sjæl og fik sat ord på alt det grimme, hvilket gjorde det løsnede ikke at det forsvandt men jeg accepterede det og stoppede med at gå og piske mig med alt det dårlige hele tiden.
Nu er jeg ops på det gode og sørger for at minde mig om det gode istedet for bevidst/ubevist hele tiden at køre negativt tankespind.
Det er selvfølgelig en proces og ikke en endegyldig løsning jeg befinder mig i hvor nogle tider er bedre end andre, men fanger jeg mig i at jeg er blevet opslugt af det negative tankespind, så gør jeg noget ved det.
Fx den rygepause jeg har gang i pt.
Du kan lide at læse og lære, hvad med at begynde og lærer om konkrete redskaber til at løse opgaver og bruge din opbyggede viden til at løse disse. Motivationen kunne komme ud af succes oplevelserne og den vej give dig energi til at kaste dig ud i nye projektet.

Håber du kan bruge mine ord

Mvh

Jeg har været misbruger som dig, og har været i døgnbehandling i længere tid, men blev smidt ud da jeg fortsat tog opiater og kokain under mit ophold. Nu får jeg suboxone og diazepam ordineret at kommunen.

Jeg har samme problem som dig med ensomhed og kedsomhed. Problemet er ikke at jeg ingen venner jeg, jeg har masser af venner. Men selv når jeg er samen med dem føler jeg mig ensom. Det er som om jeg ikke er den samme som jeg var før misbruget og under misbruget.

Min store støtte er dog min universitetsuddannelse. Mens mit misbrug stod på tog jeg en Bachelor i Erhvervsøkonomi og fortsatte derefter på en kandidat. 1 år inde i kandidaten blev mit misbrug så voldsomt at jeg blev nødt til at sygemelde mig (gik fra piller og nasalt kokain til iv fentanyl, barbiturater og kokain). Men al min glæde i dag kommer mere eller mindre fra universitetet og mine medstuderende. Jeg går utroligt meget op i det jeg læser og når jeg snakker med dem om det, føler jeg mig ikke ensom. Jeg er dog ikke i stand til rigtigt at være sammen med dem uden for "universitetets rammer".

Eftersom du tilsyndeladende også er meget interesseret i at læse og lære kunne du måske overveje at starte på en universitetsuddannelse? Det vil give dig flere ting. Først og fremmest et formål med din læring og indsamling af viden. Samtidig vil det give dig en omgangskreds med samme faglige interesse som dig, hvor du måske kan finde nogle venner grundet denne fælles interesse. Har du overvejet det? Du synes måske 26 år er sent at starte på universitetet, men det har ikke noget at sige. Den ekstra livserfaring er blot et plus. Jeg er 28 og er som sagt færdig med min kandidat om et år. Derefter håber jeg at kunne fortsætte som Ph.d. og blive ansat som forsker og underviser. På universitetet har jeg det godt. På universitetet er jeg ikke længere en misbruger. Jeg har en helt anden identitet og selvværd og jeg nyder en respekt på grund af mit intellekt, som jeg har mistet mange andre steder fordi folk ikke kan se andet end en misbruger/tidligere misbruger.

Et studie lyder i mine øjne som en fantastisk idé. At lære nyt sammen med andre og samtidig kvalificere dig til en helt anden fremtid

Har du haft kontakt med AA (du nævner, at du er på antabus). Hvis der er andre stoffer ind over, kunne NA være en mulighed.
Begge steder, kunne du få snakket med ligesindede om dit misbrug/dine pauser, om din tristhed/ligegladhed og få arbejdet med dig selv
på en måde, der passer dig + få en sponsor, der lytter og støtter dig.

En anden vigtig ting at huske på er, at ingen tilstand er statisk...dvs at intet bliver ved med at være, som det er i dette øjeblik...alt ændrer sig hele tiden.
Selvom du måske ikke mærker det, så ændrer psyken og hjernen sig hele tiden....
nogle gange langsomt og gradvist - andre gange hurtigt i kvantespring.

Ofte kan følelsen af ligegyldighed/apati komme af, at man føler at man sidder fast i en endeløs håbløshed.
Kig på himlen på et fotografi, og du vil se en masse skyer, der er stillestående og ikke ændres.
Kig derefter på den samme himmel i virkeligheden, og du vil se at skyerne bevæger sig...
for nogle gange at give plads til sol andre gange til torden eller skiftet mellem nat og dag.

Spiller du et instrument? At lave musik kan være en dejlig rejse, meget dyb og intens oplevelse - måske kan du erstatte din trang til stoffer ved at lave musik?
Det giver i hvert fald mig utroligt meget at spille musik. Der kan gå flere timer med bare at lege med lyde.

Håber det bedste for dig!