Obama skrev:
Der er i min verden kun en måde at komme videre fra at sidde med en masse skam. Og det er ved at gøre noget ved det. Sig undskyld til dine venner, hvis damer du har forsøgt at bolle.
Når det så er gjort. Er der kun en ting tilbage at gøre. Nemlig at gøre op med den person du bliver når du tager stoffer. Hvis ikke du vil være den person, så drop stofferne inden du får skubbet alle der holder af dig væk fra den person du bliver når du tager stoffer. Taler af personlig erfaring.
Jeg har forsøgt mig med undskyldninger af mest dybtfølte skuffe over for de af mine venner der stadig ville se mig i øjnene. Det har hjulpet hos nogen, andre sagde jeg kunne sutte en pik og dø. Hvilket også er fint, jeg forstår udmærket deres frustration grundet mine handlinger. Hos nogen er "jeg var på speed og mit libido var ude af kontrol, sammen med mit ego" en aldeles god undskyldning, de kender det godt. Det bliver aldrig det samme, men det ved jeg udmærket godt at det er min egen fejl. Den person jeg bliver når jeg tager stimulanter, er ikke en jeg nogensinde har tænkt mig at være igen.
Obama skrev:
Den person jeg blev, det sidste stykke tid jeg tog stoffer, var pisse ligeglad med alle omkring mig. Jeg udviklede nogle meget uheldige personlighedstræk hvor at jeg kun gad have mennesker i mit liv hvis de kunne "gøre" noget for mig. Jeg sked højt og flot på venners følelser, behov og deres grænser.
Når man har gjort det længe nok ender man uden særlig mange mennesker omkring en, fordi de simpelthen har fået nok af den person.
De mennesker der betyder noget for mig, og som kendte mig før mit misbrug eskalerede har jeg fået ind i mit liv igen nu jeg ikke fodrer det monster jeg bliver når jeg tager stoffer.
Det lyder tilnærmelsesvis som narcissestiske træk, jeg besidder dem selv. Eller, en del af mig gør. Når der er noget jeg vil have, er der en manipulator der kommer frem i mig. Denne manipulator har også været der siden jeg var lille og dengang var det chips og sodavand der var mit drug. Jeg kan argumentere for alt i verdenen. Jeg kan argumentere for forsat brug af benzodiazepiner, jeg kan argumentere for atomvåben og holocaust og jeg kan blive ved med dette indtil den jeg argumenterer med/mod bliver så træt af min urokkeligt insisterende agenda, at de simpelthen bliver udmattede og ikke længere kan. Indtil de overgiver sig og jeg får min vilje. Den eneste jeg kan huske der ikke bed på mit bullshit var en overlæge i doublediagnoseteamet, der udmærket kunne se det ikke var mig, men misbrugeren i mig, der talte. Misbrugs-mig er ikke en særlig rar person, misbrugs-mig walks in mysterious ways, men er stadig totalt forudsigelig. Misbrugs-mig vil gøre alt hvad der står i ordets magt for at få fat i stoffer.
Obama skrev:
Det hjælper ikke at sidde og have pisse ondt af sig selv og de ting man har gjort. Er du utilfreds med noget i dit liv, så rejs dig op og gør det der skal til for at ændre det.
Hvis du hellere vil sidde med snuden i bordpladen eller sidde og koge coke på en ske, end at have mennesker omkring dig, som vil dig, så fortsæt. Men ellers så begynd at "walk the walk, instead of talking the talk".
Jeg indser at jeg ikke kan sidde og græde for evigt over de ting jeg har gjort. Når chancen byder sig, skal der gøres op for det igen. Jeg er så småt begyndt at gå vejen.
Imp skrev:
Fremadrettet er det ihvertfald, som Obama siger, at ændre sin opførsel. Hvis skammen bliver ulidelig pga noget, der kan undgås, så bør du prøve at undgå det. Se det som en konsekvens af at tage stimulanter. Og overvej så, om det opvejer det positive ved at tage stimulanter. Det kan være skide svært at erkende, at der er nogle ting i ens stofbrug, man ikke har kontrol over. Jeg føler selv, jeg har styr på det meste i mit liv. Men der er aspekter af mit stofbrug, som jeg ikke har styr på. Og det er sgu noget af en kamel for mig at sluge, at der er visse stoffer jeg bare skal holde mig fra.
Jeg er nået til det punkt i min misbrugskarriere, hvor jeg indser jeg ikke, nogenside, kan tage narkotika igen. Jeg kan ikke engang ryge fede eller drikke bajere. Hvis jeg skal være clean, skal jeg også være clean for alt. Det eneste CNS stimulerende jeg tager disse dage, er når jeg kan få lov til at være med på morgenkaffen. Ellers intet. Jeg er stadig på det tidlige stadie af min "cleanness", hvor det stadig gør ondt at tænke på jeg aldrig igen vil ryge mig dum på bong, stå fuldstændig brændt på et dansegulv eller være puttet ind af et varmt opiat-tæppe. De siger at dette går over, at på et tidspunkt vil det være en drivende kraft i mit liv. At om måske fem måneder, vil jeg kigge tilbage på dette som tiden hvor jeg vendte mit liv på hovedet og gjorde mig selv en tjeneste. Den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet. Jeg glæder mig meget til den dag.
Imp skrev:
En måde at bearbejde skam er først og fremmest at få en andens vurdering på situationen (som du også får i kraft af du går til psykolog). Skam er noget, der virkelig kan blæses ud af proportioner i ens eget hoved. Det er jo der, det opstår. At få andre folks syn på tingene, og i øvrigt få snakket med de involverede, kan få en meget ned på jorden igen. Måske finder man ud af, der faktisk ikke er så meget at skamme sig over som man troede. Men prøv at få sagt undskyld til folk, som du ved har følt sig trådt over tæerne af din opførsel. Hvis du ikke snakker med dem, kan de jo heller ikke vide, at du føler skam. Som jo i dette tilfælde er en slags anger, fordi du føler du har gjort andre uret. En følelse som i bund og grund bare er medmenneskelighed. Hvis du kan opføre dig som et røvhul overfor folk, uden at have det det mindste dårligt med det, så ville du være sociopat.
Du har ret. Min psykolog's second opinion har været meget god for mig, da det har fået mig til at indse at meget af skammen, som du siger, er fuldstændig blæst ud af rammerne. At de ting jeg føler skam over, er ret naturlige. Jeg vil som Obama også råder til, snakke med de mennesker involveret i de episoder jeg føler skam over og prøve at gøre det godt igen. Mange af tingene, er som sagt ikke slemme overhovedet, men bagateller.
Imp skrev:
Prøv at bruge mindre tid på at skamme dig. Du skammer dig over ting i fortiden, som du alligevel ikke kan ændre. Prøv i stedet at lære af det og leve din fremtid derefter. Det gør al den tid, du har brugt på skammen, mere værdigfuld.
Det agter jeg at gøre, hver session jeg har hos min psykolog, gør jeg føler mig nogle gram lettere når jeg går derfra.
Tak for jeres input, det varmer.