Psychedelia.dk

Jeg har set i forskellige posts herinde, især udødelig sjæl eller ej, og har lagt mærke til at folk nærer en hvis frygt for døden. Mit spørgsmål er; hvorfor er vi det, jeg er det også selv nogen gange, det er jo noget af det mest naturlige, det eneste vi kan være sikre på vil ske på et tidspunkt. HVorfor skræmmer det os så meget, er vi virkelig så fremmedgjorte overfor vores egen natur, og helt forfaldet tl materiel fetishisme, som så åbenbart skulle være sand lykke(det virker det ihvertfald til at folk tror)??? [img]images/smiles/icon_confused.gif[/img]

Jeg ved ikke om det er mig der er for hippie-agtig lige nu eller hvad, men det undrer mig bare.

-Satori [img]images/smiles/icon_confused.gif[/img]

[ 02 Oktober 2003: Besked ændret af: Satori ]

Måske er vi bange fordi vi har indset hvad døden i virkeligheden er?
Well, jeg kan jo kun tale for mig selv.
I gamle dage troede folk jo de kom i himlen...det er der vist ikke mange der tror mere. Istedet er døden nu blevet til en stopklods. Før var den en dør, der ledte videre til et nyt liv. Nu fører den ikke til noget. Måske er det dét?

For mig personligt, kan jeg ikke fortælle dig hvor angsten for døden kommer fra. Jeg ved bare den er der.
Nej, det er egentlig forkert at sige, for jeg er ikke bange for selve døden. Det jeg er bange for er øjeblikket hvor jeg dør. Lige dér hvor det sker. Lige det splitsekund, hvor det går op for dig at NU, er det nu. Når først jeg _er_ død, så er jeg der jo (tror jeg ihvertfald) ikke til at vide det, og så kan det være ligemeget. Døden er rar nok, når den ER overstået [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]
Og så er der selvfølgelig også den pointe, at jeg ikke ved om det gør ondt. Tænk hvis det gør ondt...Tænk hvis det er ligesom dit værste mareridt. Gange en million. Eller en millard. Eller mere...
Der findes ingen der kan afvise at døden ikke er et smerte-helvede større end hvad jeg kan fantasere mig til.
Det eneste jeg ved pt, er at den kommer nærmere for hvert minut der går. Hver dag, er der en dag mindre tilbage. Hver time, er jeg en time tættere på svaret om det gør ondt.

Det er egentlig et paradoks. For jo mere man elsker livet, jo værre er døden. Så logikken vil jo foreslå et liv du ikke elsker, for så mildnes døden. Hvad skal man vælge? Lev stærkt, dø ung? Eller blive gammel for enhver pris?
Jeg tror at selv om jeg blev 200 år, så ville døden komme Ubelejligt og alt for tidligt. Kun evigt liv er for mig en løsning (og jeg hørte en meget glædelig nyhed den anden dag; nemlig at det selskab der hævder at have gensplejset et menneske, også forsker i livsforlængelse. Hvis jeg nu er superheldig (hvilket jeg dog ikke selv tror på) så kan de nå at opfinde en pille jeg kan spise, som gør mig Udødelig. Tænk hvis det lykkedes dem...jeg ville sluge den lige på stedet)

Jeg har lige set en film om en mand der får brystkræft og møder en kvinde der har leukæmi. De har hver 1 år tilbage at leve i og filmen viser hvordan de henover sommeren lever med kærligheden på den ene side og døden på den anden. Jo mere de elsker hinanden, jo mere ondt gør det på dem. Til sidst dør hun og han ender med at gå amok (filmen slutter før han selv dør).
Så ikke engang kærligheden kan vinde over døden. Det virker bare så meningsløst.

Jeg tror egentlig mest at døden er et problem, fordi vi er intelligente, selvbevidste størrelser. Dyrerne fatter den næppe og det må være bliss [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]
Jeg tror, hvis man kommer tilbage som et levende væsen, at jeg næste gang vil være en Ørn. Så vil jeg flyve mellem de lave skyer omkring Rocky mountains, med en hjerne så lille at jeg intet fatter.
Oblivion is bliss, Satori [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af JEL:
Kun evigt liv er for mig en løsning (og jeg hørte en meget glædelig nyhed den anden dag; nemlig at det selskab der hævder at have gensplejset et menneske, også forsker i livsforlængelse. Hvis jeg nu er superheldig (hvilket jeg dog ikke selv tror på) så kan de nå at opfinde en pille jeg kan spise, som gør mig Udødelig. Tænk hvis det lykkedes dem...jeg ville sluge den lige på stedet)<HR></BLOCKQUOTE>


jeg har set noget på dr2 hvor de har forsket i det og fundet frem til at kræftceller bliver ved med at forny sig men at dna strukturen kollapser fordi den er ustabil og derfor dør vi af kraft, men hvis det kunne finde ud af at holde strukturen sammen så ku vi blive op til 500 år [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img]

JEL:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR> Måske er vi bange fordi vi har indset hvad døden i virkeligheden er?
<HR></BLOCKQUOTE>
hmm, har vi indset det?

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR> Der findes ingen der kan afvise at døden ikke er et smerte-helvede større end hvad jeg kan fantasere mig til.
<HR></BLOCKQUOTE>
Jeg tror ikke vi er her for at ende i evig lidelse, det ville være mere absurd end tanken om et paradis.(i kristen forstand altså)

[/QUOTE] For jo mere man elsker livet, jo værre er døden. [/QUOTE]

Jeg vil mene døden er en del af livet, døden kunne være livets højdepunkt, hvor alle sandheder bliver åbenbaret for en. alle sanselige begrænsninger bliver fjernet og vi skuer lige ind i evígheden(evighed = udenfor tid, evighed varer altså ikke i uendelige tider. Man kan altså derfor ikke måle det op i tid, det er et stort hele). Livet og døden hænger sammen, det er en del af udviklingen og helheden.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR> Hvis jeg nu er superheldig (hvilket jeg dog ikke selv tror på) så kan de nå at opfinde en pille jeg kan spise, som gør mig Udødelig. Tænk hvis det lykkedes dem...jeg ville sluge den lige på stedet)
<HR></BLOCKQUOTE>
I forlængelse af det ovenstående; det ville jeg aldeles ikke. Prøv og forestil dig at der ikke er nogen ende på det, du eksisterer i tiden, den går og går, og det ender aldrig, og til sidst vil universet kollapse, hehe, hvad så? [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img] så heller opnå en eksistens der er udenfor tiden, og som er et stort hele. hvilket gerne skulle ske når man dør, man er nemlig ikke begrænset af fysiske sansninger længere.

eksemplet med filmen gir jeg ikke en skid for; en sødsuppen film der er opbygget, sikkert, efter vestlig tankegang, hvor man altid binder sig for meget til de sanselige oplevelser man har, er for mig endnu et eksempel på den fremmedgjorthed overfor vores egen natur jeg startede med at kritisere.


<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR> Oblivion is bliss, Satori
<HR></BLOCKQUOTE>

LOL, ja det vel enhver religiøs retnings drøm, og yndlings holdning [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img] . Det kan godt være sandheden er svær at klare, men har man først accepteret den, vil den befri en.

Confusio:

Jeg tror ikke ens hjerte vil kunne holde sig i 500 år...eller er det også afhængig af andre fysiologiske ting???

-Satori

Kroppen kollapser vel af sig selv når vi har nået vores maksimale alder, uanset om vævet stadig holder sammen, så er der jo en masse funktioner som bliver dårligere med alderen.

Satori jeg synes ikke du kommer med et egentligt bud på spørgsmålet?

Nu vil jeg lige vikingenørde jer lidt [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]

Jeg synes egentlig ikke svaret er særlig svært at finde, det er fuldstændig åbenlyst. Svaret kan vi hurtigt finde ved at kigge på alt levende omkring os. De nyere religioner (kristendommen, islam) vil gerne have os til at tro at livet på jorden er en lang kamp mellem det onde og det gode med mennesket som slagmark. Efter denne kamp bliver vores synder og dyder opvejet og vi ryger i henholdsvis himmel og helvede. Så er det slut, ikke mere at komme efter der. Men hvis vi kigger på naturen er det en helt anden forklaring vi får. Alting i naturen bevæger sig i cirkler, se fx. på året der går. Om foråret vokser alting frem, om efteråret dør det og vinteren er en "renselse" hvor alting dør. Men alting dør ikke, næste år spirer det frem igen, og hele cirklen starter forfra. Hvis nogen af jer har læst Eddaversene om ragnarok så ved i også at alle guderne bliver brutalt nedslagtet under det endelige slag. Bagefter er der et par mennesker og vætter tilbage og de danner et nyt samfund. Præcis som når alting dør om vinteren for at nyt kan spire op, det er naturens orden og "selvfølgelig" er vi også underlagt den. Har i nogensinde tænkt på hvorfor det hedder Jul? Julen er en gammel hedensk fest hvor man fejrer vendepunktet i året (flere lyse timer) og de kristne har aldrig kunnet udrydde det. Jul (eller Yule som det hed dengang) er egentlig blot ordet "hjul" som et symbol på solen og årets gang. Tingene stopper ikke, de dør for at blive født igen. Sådan er min teori, og jeg synes egentlig at det er ret åbenlyst. Menneskets liv stopper ikke, det dør for at blive født igen. Hvis dette interesserer nogen så vil jeg meget gerne tage en sludder om det i dette forum eller på #psychedelia en dag.

Hvis noget af det ovenstående virker underligt eller sort så er det nok fordi jeg lige er kommet hjem fra 7 timers arbejde og har sovet 5 timer i nat.

Mvh. Fenriz

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Satori jeg synes ikke du kommer med et egentligt bud på spørgsmålet?
<HR></BLOCKQUOTE>

Nopes, jeg spørger også jer om i har et bud.

-Satori [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]

Jeg er personlig selv bange for døden for den er jo ukendt... Vi ved ikke hvad der vil ske med os... Vi kan komme videre til næste liv, blive genfødt eller noget helt tredje. Jeg har nogle gange den tanke om hvad der sker når vi dør, og det kan skræmme mig utrolig meget. Tænk hvis man aldrig vågner op igen, vi aldrig kommer til at leve mere. Lige nu mens jeg skriver det her kan jeg godt mærke det skubber tankerne igang, så jeg må nok hellere stoppe hehe...

@fenriz - ja det virker intuitivt rigtigt at menneskeliv kommer og går i cykler som alt andet i naturen. Det er bare stadig et spørgsmål om man tror på en form for sjæl der genfødes i en anden skikkelse. Selvom vi ender som kompost og intet andet efter døden indgår vi jo på den måde også stadig i naturens kredsløb, uden at der er tale om noget "liv efter døden".

Tjah, jeg ved ikke om jeg tror på at vi direkte bliver genfødt, eller jo det gør jeg, men ikke på den måde som buddhismen beskriver hvor man bliver et nyt væsen alt efter ens opførsel (hvis det her er forkert får jeg Satori på nakken *g*) men at man indgår i den samme cyklus, uafhængigt af ens opførsel.

@Fenriz, dvs. du tror på/satser på individuel genfødsel? Jeg spørger, fordi jeg også tænker lidt i genfødselsbaner, men jeg har svært ved at tro at jeg bliver genfødt til mig selv (igen), så egentlig tror jeg, at det individuelle er slut, når man dør, hvilket også vil sige at det er forbi med en selv.
Hvad er det nu han hedder filosoffen, som sagde, at man ikke skulle tænke på døden, når man er i live, fordi når man er, er døden ikke og når døden er, er man ikke bum bum, jeg er træt, Epikur [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

UUUUH, jeg kan ikke la' være....:

Af Dan Turrèl:
DET GØR HELE VERDEN SÅ NY:

Åh sé hvor Hjulet drejer Verden rundt og rundt
Sé hvordan alting skifter hvert sekund
Sé hvordan alting kommer og går
Alt hvad du giver ja og alt hvad du får
Det gør hele Verden så ny

Så er det mørkt så bliver det snart lyst
Så er der larm så blir det straks så tyst
Så er det koldt så blir det varmt igen
Så blir din fjende til din bedste ven

Så blir din elsker den der hader dig
Så blir din drøm til og forlader dig
Så blir du hård så blir du atter blød
Bitter en tid man så igen så sød

Åh sé hvor Hjulet drejer Verden rundt og rundt
Sé hvordan alting skifter hvert sekund
Sé hvordan alting kommer og går
Alt hvad du giver ja og alt hvad du får
Det gør hele Verden så ny

Så blir det dag og så igen til nat
Så er du hund og så igen kat
Så er du tam og så igen vild
Så er du vand og så blir du til ild

Så er det vinter og så igen vår
Så er i morgen pluds'lig blevet i går
Så går det hele èn gang til i ring
Så blir alting igen slet ingenting.

Ahh, dejlig DT her. Det er en buddhistisk inspireret sang han skrev, den viser en stor sandhed om altings forandringer og tilbagevenden til udgangspunktet(ingenting [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img])

-Satori [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Nietzsche:
@Fenriz, dvs. du tror på/satser på individuel genfødsel? <HR></BLOCKQUOTE>

En form for genfødsel, men ikke nogen straf for vore handlinger... dem må man stå til ansvar for overfor sig selv og sine medmennesker, ikke en højere magt.

@confusion; 500 år er helt sikkert bedre end 100 år, så jeg hilser al forskning velkommen [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

@satori; Om vi har indset hvad døden er? Well, jeg kan kun svare for mig personligt, da indsigt for mig _er_ noget personligt.
Min død er ikke nødvendigvis den samme oplevelse som din død. Måske er døden hvad vi gør den til? Så hvis man drømmer om blomsterparadis får man måske det, mens man måske får pain&agony hvis man drømmer om det. Who knows.
Personligt påstår jeg ikke at jeg ved med sikkerhed hvordan det vil føles at dø, men jeg har da nogle ideer om hvad jeg vil opleve (men jeg kan da sagtens ta' fejl og det håber jeg også jeg gør, men jeg tror det bare ikke.)

Jeg tror heller ikke vi ender i evig lidelse. Ikke set fra de levendes synsvinkel ihvertfald. Men måske vil den tid det ta'r at glide ud af livet, _føles_ som en evighed når først det sker for alvor.
Problemet er ikke selve døden, for jeg tror ikke på en bevidsthed for mig _efter_ jeg er død. Og hvis der ingen bevidsthed er, så kan jeg heller ikke føle hverken smerte eller lykke og dermed er døden ligegyldig og harmløs.
Men øjeblikket hvor _jeg_ holder op med at eksistere, kan jeg ikke tro er andet end mit livs værste mareridt. Havde jeg troet på gud, ville jeg måske ha' taget imod den med åbne arme og en tryg fornemmelse af at være på vej mod noget 'andet' end blot eksistens-ophør. Men jeg tror ikke på gud.

Du kalder døden for livets (måske) højdepunkt. Men se på det som en film, en melodi, eller en orgasme. Hvornår er højdepunkterne her? Når rulleteksterne kører over skærmen? Når sidste tone klinger ud og der bli'r stilhed? Eller når rush'et har lagt sig?
Well, for mig er det _mens_ tingene sker og ikke _efter_ de er sket.

Jeg si'r ikke det er sådan med alle, men religion tror jeg blev opfundet af folk der var bange for døden. Religion er en indbildning for at lette presset og præcis på samme måde mener jeg alle (ny)religiøse (lige fra zen til joshua'er) dybest set opfinder alle de her teorier om hvordan de indgår i kredsløb med naturen, evigt liv, nirvana, eller hvad folk nu tror på, fordi de selv er angste for døden.
Tanken om at der _intet_ sker, er ikke nem for ret mange mennesker, så derfor skal det absolut gøres til feks livets højdepunkt.
Jeg tror bare ikke på det. Døden er historiens punktum og det er aldrig det mest spændende i en bog. Udløsningen, når du endelig finder ud af om butleren var morderen, er i sig selv intet værd. Det er spændingen igennem historien, der er selve historien.
Jeg synes ikke man kan sige døden og livet hører sammen, for døden opleves aldrig af de levende, så for mig er de 2 ting adskilt (og derfor tror jeg sagtens på at vi kan forlænge vores liv til noget nær evigt, og at det ikke nødvendigvis vil være negativt at gøre det)

du si'r: <BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

Tror du at du vil være selvbevidst på nogle måder efter din død? Det lyder som om du tror på en slags sjæl der lever videre?
Hvis bevidsthed ikke er skabt af hjernen, men er noget hjernen opfanger (som øjet opfanger lys og øret lyd og fingeren følelse osv osv), SÅ kan det godt tænkes at der er liv efter døden. Men igen, det er Umuligt at sige på nuværende tidspunkt og derfor vælger jeg at tro der intet findes efter døden og at man derfor bør forske i livsforlængelse.

du si'r: <BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

Sandheden, si'r du...påstår du selv at du ved hvad sandheden er?
Jeg har aldrig forstået det argument du selv nævner her; at man sku' blive befriet af at acceptere sandheden. En accept kan også tolkes som at gi' op... Hvis du accepterer din tilstand uden kamp, så har du måske bare givet op?
Er det det du mener? For så er jeg Uenig. Jeg kaster mig aldrig nogensinde frivilligt i dødens arme (well, jeg kan ikke forestille mig det ihvertfald) og ser den som min fjende #1.

Jeg så en gammel StarTrek (jeg er mest til TOS, men også TNG), hvor emnet handler om en planet uden død. Den er så overbefolket at folk vader rundt mellem hinanden hele tiden og er så sammenklemt at mange ligefrem drømmer om at dø. Det tror jeg også er et mareridt; aldrig at ku' være alene.
Jeg kan personligt godt li' når tanker og ideer spejlvendes og vises i nyt lys (det bedste jeg ved, er når sandheder bli'r udfordret og efterprøvet, så man kan se om de stadig holder)
For selvfølgelig er der også positive elementer ved døden. Netop det at den sletter individdet helt (som jeg jo tror den gør) gør selvfølgelig også at den frigi'r.
En patient med kroniske smerter, ser måske døden som en forløsning, istedet for en begrænsning. Så det er meget individuelt.
Døden afspejles i livet og derfor vil dødens form og 'ansigt' også være skabt af dit liv og af den bevidsthed du bærer på (på den måde kan du selvfølgelig så sige de hænger sammen)

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote
Ork dog, no problemo. Dine celler udskiftes hele tiden gennem livet, så i teorien kan du forny dig selv i Uendelighed (eller indtil alting ophører med at fungere/eksistere) hvis du er programmeret korrekt i dna'en (ihvertfald i teorien, for vi kender jo endnu ikke nogen livsformer der lever 'evigt', så måske er der Ukendte forhindringer vi ikke har opdaget endnu. Men teoretisk set burde evigt/superlangt liv godt ku' lade sig gøre)

(ps. hvis du er til startrek, så var det: Star Trek TOS - 72 - The Mark Of Gideon, jeg snakkede om (men der er en del andre afsnit, der også handler om døden som emne). Iøvrigt er jeg sikker på alle på TOS-filmholdet har spist narko [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img] Så det er en ekstra grund til at se dem, hehe (TNG'erne er nu også gode. Nå det er vist offtopic. Oh well [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img] ))

@Satori +K for at poste et af de bedre DT- ting. Det lunede.
@Fenriz, hov jeg tænkte slet ikke på det med ansvaret over for en nøjeregnende gud eller noget. Jeg tænkte udelukkende på, at det forekommer mig underligt, hvis man mener, at det er jeget/individet, som fødes igen. Det gør det hele lidt banalt og egocentreret. For mig ville det give mere mening, hvis man røg tilbage i puljen med energi og siden røg ud igen, men ikke som sig selv. Hvis buddisterne mener, at man den ene gang er et menneske og den næste gang et dyr, fordi der lige var noget man skulle lære af det, så må "det man er mellem liv" også være noget underligt ansigtsløst noget. Man må vel være noget, der er over en selv og har ganske andre egenskaber end en selv, hvis det er det samme, der skal kunne være et menneske og en ræv?
Det personlige ansvar over for Gud kan jeg slet ikke se kan være der. Hvis Gud har skabt mig, så er jeg vel disponeret til at gøre de ting jeg gør allerede fra hans hånd? Hvis jeg for eksempel ikke tror på ham, så er det vel en del af hans eget koncept. Jeg synes at det personlige ansvar over for Gud og guleroden med at komme i himlen, hvis man har været en flink fyr, er et så menneskeligt koncept, beregnet på at fordømme andre mennesker i (næsten) Guds navn, at jeg ikke næsten ikke kan tage det alvorligt.

mvh

Nietsche: Det var så lidt [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img] .

JEL:
Jeg mener der er en bestemt sandhed, men måden at opnå denne sandhed på er meget forskellig fra person til person.
Og døden er livets højdepunkt, mener jeg, fordi den afspejler hele livet, man får flashbacks osv...bygger jeg på erfaringer fra folk der har oplevet NDE's.

Og det du skriver om religioner, og zen.
Zen er IKKE en religion, der er noget du har misforstået ved hele zen-begrebet så. Zen er en nøgle til at opnå frihed! Jeg postede en tekst i topic'et "Buddhisme og udvikling" der hedder "Is Zen a Religion?", den er god til at ligesom få løst op i de forestillinger du har om at zen skulle være en religion. Den er også her! http://www.mkzc.org/kubisze.html
Nirvana, er heller ikke et efterliv i samme forstand som et kristent paradis, nirvana er den dybe tomhed, intetheden, jeg-løsheden. Altså friheden!!! imo [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img] .

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

Hvor der er liv er der også død, døden er en konsekvens af din eksistens, du kan ikke løbe fra den. Og hvis du, som du selv siger, betragter døden som din fjende nummer 1, jamen så er jeg ked af at sige, at du vil tabe kampen, der er ingen måder du kan undgå det på. Du er kastet ind i dette liv, og du vil vende tilbage til hvad du var før, intet, og hvis du prøver på at klamre dig fast til dette liv, så vil jeg gi' dig ret, så er døden en skræmmende ting, pointen er at indse at livet er en udvikling med døden til følge...

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

Nej jeg tror aldeles ikke på noget selvbevidst efter døden, jeg tror faktisk ikke engang på selvet som noget fast eller konstant nu!!! Jeg har heller aldrig sagt der vil ske noget efter døden; at tro på et liv efter døden, og leve som om der er det, er imo, at leve sit liv i trældom. Det jeg kritiserer er folks frygt for denne naturlighed, at dø, fordi det for mig virker unaturligt at være det. Har prøvet at haft dødsfrygt, men der er ingen grund til det, døden er der livet er der, og det hænger alt sammen sammen.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Du si'r: Sandheden, si'r du...påstår du selv at du ved hvad sandheden er?
<HR></BLOCKQUOTE>

Jeg påstår aldeles ikke at jeg ved hvad sandheden er. Men jeg er af den opfattelse at, det der er sandt, er ægte og befriende. Selvom det for mange mennesker ikke er så rart at Gud ikke eksisterer, er det for mig en befrielse ikke at skulle leve mit liv efter Hans regler osv. Derved, måske lidt skræmmende opdagelse først, men meget befriende...selvom Gud eksisterer har jeg ikke tænkt mig at leve livet efter biblens skrifter alligevel [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]. Og du har ret, sætningen kunne godt være lidt heldigere formuleret, den virker lidt arrogant, hehe.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Du si'r Netop det at den sletter individdet helt (som jeg jo tror den gør) gør selvfølgelig også at den frigi'r.
<HR></BLOCKQUOTE>

HELT ENIG [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img] . det er også det jeg mener....!!!

Og til sidst: Det med hjertet anede jeg ikke...hmm det kunne godt være jeg skulle læse noget mere anatomi, og fysiologi [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img] .

Har heller aldrig været rigtig Star Trek-fan, men hvis hele TOS-holdet har taget narko, kunne det være man skulle tjekke det en gang [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img] [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img] ...

Nå, men jeg håber dette ga' lidt mere klarhed over hvad jeg egentlig mener.

-Satori

Jeg vil mene at døden er som en hverdag:

Hverdag:
Man står op. Gør sig klar til arbejde/skole. Tager på arb/skole. Man kommer hjem, får noget og spise og slapper af. Man går i seng og sover.

Livet:
Man blir født. Man uddanner sig til at komme ud og arbejde. Man blir pensioneret og slapper af. Man dør, eller som det nu en gang hedder; "Den Evige Søvn".

Så kommer det store spørgsmål; når man dør og "falder i søvn", står man så op igen derefter (rekarnation)??? [img]images/smiles/icon_confused.gif[/img] [img]images/smiles/icon_confused.gif[/img] [img]images/smiles/icon_confused.gif[/img]

Jeg kan ikke huske det præcist, men jeg høte engang i radioen (½ år siden) at ens DNA celler i DNAen dør med tiden, og ikke bliver gendannet - Men forskere havde fundet ud af at man kan gendanne de døde celler ved hormon-behandling, så man kunne opnå en alder på 4-600 år . . . .
Jeg ved ikke om det er det samme mig og Confusion taler om - men de havde ikke kræft inde i billedet her, kan jeg huske.

Nietzsche:
Hehe, jeg mente nu heller ikke at egoet bliver genfødt. Jeg mener at vores "energi" ikke uddør, den forbliver i naturen og "genfødes" (omformes?) til noget nyt. Jeg vil ikke engang prøve at forklare hvad der præcis sker med vores bevidsthed, men jeg er sikker på at det ikke bare siger *klik* og så er lyset slukket.
Derfor frygter jeg ikke at dø, jeg ved at jeg vil blive ved med at eksistere i verden, min livskraft vil skabe noget nyt efter min krop er død. Jeg ved at jeg bare er et objekt i den evige cirkel og det har jeg det helt fint med.
Shit jeg lyder som noget fra Løvernes Konge....

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Satori:
hvis hele TOS-holdet har taget narko, kunne det være man skulle tjekke det en gang [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img] [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img] ...<HR></BLOCKQUOTE>

De spiste så meget narko, at de ligefrem skrev det ind i plottet, så de også ku' spise det under selve optagelserne, hehe. Her er et tilfældigt video-klip.

hvorfor være bange for døden?
det er vel kun i livet angsten findes...