Interessant tråd

Jeg håber at den vil blive holdt i live, og at vi kan få nogle gode snakke her.
Jeg har selv brugt Reason i mange år, og det er med tiden blevet ret godt. Men hvis jeg kunne gøre det hele om ville jeg vælge at lære Ableton i stedet for, men nu har jeg brugt så lang tid i reason at jeg har et godt workflow deri, og det ville derfor ikke give nogen mening at skifte.
Men von Nordatlanten, fedt at du går i gang med verdens bedste hobby! Og hvem ved hvor det kan ende?

Det kan være lidt tungt i starten, hvor man ikke har et særlig godt workflow, men når du når hen til at have et godt kreativt flow, så er det en meget fyldestgørende og opløftende ting at bruge sin tid på.
En lektie som har taget mig tid at lære er at en stor (men underkendt) del af at lave god musik er at træne sit øre til at høre hvad der har potentiale og hvad der ikke har. Fordi i starten synes man næsten alt man laver lyder godt, og når man så hører det et år efter kan man slet ikke forstå at man nogensinde har tænkt at det lød godt og professionelt. Men med tiden træner man ens evne til at bedømme tidligt, om et nummer har potentiale, og man bliver bedre til ikke at bruge timevis på numre som aldrig helt bliver særlig gode alligevel. For der er ingen skam i at lave dårlig musik, hvis man hurtigt indser det og bevæger sig videre til noget bedre.
Mht til midi keyboard er hvilket som helst keyboard fint. Men synes ikke at man bør forsøge at undvære et, med mindre du kun laver ekstrem hård techno uden nogle toner, hvilket også kan være ret sjovt
Mht monitor højtalere kan du også slippe af sted med at købe noget billigt, og stadig producere fin musik, men på den anden side kan du have det du køber i mange år, så hvis du har pengene bliver du rigtig glad for et sæt Dynaudio.
Med høretelefoner er det mere vigtigt ikke at købe alt for billigt efter min mening, for der kan man virkelig komme galt i byen. Du kan læse uendelig mange reviews og spørge tusinde folk, men den bedste måde at finde et godt par er ved at købe de 3 bedste par du kan finde ved Thomann, i din prisklasse - derefter prøve dem alle og så sende de 2 retur som du synes mindst om. Bare husk at du går efter ærlig lyd, og ikke den lyd du nødvendigvis synes lyder bedst.
For mig er Audia Technica klart at foretrække over Beyer Dynamic mht høretelefoner, men det havde jeg aldrig fundet ud af hvis jeg ikke havde bestilt flere par hjem og prøvet dem ved siden af hinanden.
Men det er jo bare min mening om tingene

Heldigvis er der mange måder at lave god musik på, og mange redskaber der fungerer fint.
Som Buttkraken også skriver er det bare om at komme i gang. I sidste ende er ens udstyr ikke særlig vigtigt.
Den vigtigste investering du kan lave for at få god lyd er faktisk at behandle dit rum akustisk. Dette vil påvirke din lyd og dine muligheder for at lave gode mix langt mere end en opgradering af dine monitor højtalere. Men det kan man altid gøre senere hvis man først bliver bidt af hobbyen og gerne vil udvikle den
