BT, den 19. marts 2004 kl. 00:30, Af HENRIK GREGERSEN
Nu slås hash-handlerne om Pusher Street
Indvandrer-bander vil sætte sig på Christiania, når politiet smutter.
Efter tre dage med fredelige politiaktioner på Christiania, trækker det nu op til kamp i fristaden.
Men der bliver ikke det ventede opgør mellem christianitter og politi. Tværtimod vil de to parter stå på samme side, når en gruppe af de hårdeste...
...kriminelle indvandrer-unge fra Blågårds Plads på Nørrebro forventes at tage alle metoder i brug for at »genåbne« Pusher Street, når politiet forlader gaden.
I aftes kom første forsmag på, hvad der kan være i vente.
En lille gruppe helt unge andengenerations-indvandrere, der angiveligt var sendt i byen af de mere magtfulde bagmænd på Nørrebro, troppede op på Cafe Nemoland, da politiet havde forladt fristaden.
De lagde ikke skjul på planerne om, at de ville benytte sig af politiets »bløde« taktik til at kickstarte hash-handlen.
»Det har der slet ikke været nogen tvivl om på noget tidspunkt. Hvis politiet ikke bliver der, har alle vidst, at udlændingene ville komme og forsøge at sætte sig på det,« siger en kilde til B.T.
Taktikken med at være massivt til stede, trække sig ud, og komme tilbage efter nogle timer, levner tilsyneladende rigelig luft til, at indvandrerne finder det økonomisk fornuftigt at indtage Christiania.
Smidt på porten
De unge indvandrere blev i aftes smidt på porten af beboerne, og det fik både christianitter og politi til at frygte, at opgøret allerede var på vej.
Ifølge B.T.s kilder blev der omgående indkaldt til krisemøde på Christiania, mens store grupper af både kampklædte og civile betjente blev sendt ind på Christiania, mens andre patruljerede i området omkring den kontroversielle bydel.
De havde én opgave: At stoppe biler med flere indvandrere og gennemsøge bilerne for våben.
Ved redaktionens slutning så opgøret dog ud til at være udskudt til en anden gang.
»Det er jo ikke ligefrem uventet, at de forsøger at komme ind. De forsøger jo at komme ind mange steder. Men få havde vel egentlig forventet, at de ville være så dumme at forsøge lige netop nu,« lød det i aftes fra en kilde i politiet.
Prøver igen
Det er imidlertid ikke første gang, gruppen fra Blågårds Plads forsøger at tiltvinge sig adgang til Christiania.
I efteråret 2001 var det syv arabere, bevæbnet med pistoler, der en lørdag aften pludselig troppede op i Pusher Street.
Her henvendte de sig til pusherne én efter én, med et simpelt valg: Enten skulle de ind på hashmarkedet, eller også skulle de have fem mio. kr. for at forsvinde. Skete ingen af delene, ville der blive krig.
Men pusherne - hvoraf flere har tilknytning til rockergrupper - fik afværget opgøret.
Hvad prisen for freden var, vides ikke.
Sikkert er det imidlertid ifølge politi-kilder, at indvandrerne og Bandidos har lavet en aftale om, hvordan en del af hashmarkedet på Nørrebro og andre steder skal fordeles.
http://www.bt.dk/krimi/artikel:aid=2621 ... 100300122/