Jeg har sådan lyst til at fortælle om mine personlige opfattelser af det som denne tråd handler om. Altså primært med hvilket formål man tager sine psychedeliske stoffer. Derunder kommer så naturligt spørgsmålet om stoffernes potentiale eller ikke potentiale.
Meget af det jeg vil skrive, er der også andre der har været inde på. Nogle enkelte ting er måske endda blevet sagt med andre ord i nogle af de andre posts. Jeg skriver det alligevel – denne gang med mine ord – for sammenhængens skyld. Bær venligst over med mig, hvis der skulle være et par enkelte gentagelser af folks pointer. Det er hverken for at plagiere eller overrule. Jeg har så mange ting jeg synes jeg vil sige, at jeg ikke lige overkommer, at forholde det hele personligt til folks posts. Men jeg synes I alle sammen har meget gode vinkler og pointer, og nu er jeg derfor blevet motiveret til, at give min eget forståelse af disse ting.
Jeg ved også godt det er en lang post. Bær over med mig, men der er sgu så meget ved det her, og jeg har ikke engang kommet ind på halvdelen af alt det jeg gerne ville… Hvis ingen kan overkomme at læse det, så lad bare være (eller print evt. ud, hvis du er interesseret). For mig har det været mål nok i sig selv, i det hele taget at få formuleret de her ting i en samlet fremstilling. Bare helst lad være med at kommentere på det jeg har skrevet, hvis I kun har læst et brudstykke.
Allerførst vil jeg knytte en lille kommentar til dem, der mener, at det er selvbedrag, at tro man kan lære noget om sig selv ved at bruge psychedeliske stoffer: Fred være med den opfattelse; Muligheden foreligger, det vil jeg ikke benægte!
Men omvendt er vi nogle, der faktisk føler os både pænt i stand til at have en skeptisk og ikke-kategorisk indstilling til tingene, samtidig med, at vi tager vores oplevelser alvorligt.
Desuden: Er der ikke også en fare for, at man bedrager sig selv, ved helt at afvise muligheden af stoffernes potentialer?
Om grunden til, at vi fortæller om (hvad nogle af os anser for) stoffernes potentialer, kun er for at legitimere brugen af dem over for os selv og andre: Tjah… det er vel klart at det er en del af motiveringen, når vi nu mener at kunne se, at de netop har et potentiale, og så oven i købet er ofre for en helt misforstået narkotikapolitik, såvel som en ignorant samfundsmoral.
Men det er da lige så meget for at dele noget, som (nogle af os mener) er vigtigt og tilmed kan være potentielt samfundsgavnligt.
Lad mig nu, inden jeg nu også kommer for godt i gang, også skynde mig at sige, at jeg slet ikke er overbevist om, at alle og enhver nødvendigvis vil få øje på psychedelikaernes gavnlige potentialer – uanset hvor mange stoffer de så end propper i sig. Personligt tror jeg, at det nok hænger sammen med motivet og måden stofferne anvendes på.
Barts pointe med, at Stoffer i øvrigt næppe kan anses for at være eneste værktøj til selvudvikling, synes jeg må være åbenlys. Sådan vil jeg absolut ikke forstås.
Til al den snak om, at det hele er hjernekemi og farmakologiske egenskaber ved stofferne (ikke så meget idenne tråd, men i det hele taget): tjah… Det er jo rigtig nok. Og efter min mening er det neurokemiske og fysiologiske alt sammen nogle meget væsentlige aspekter at kende til, ved det at beskæftige sig med stoffer (desværre er jeg slet ikke selv så god som jeg gerne vil være, men lærer da hele tiden noget mere).
Det er dog en lang diskussion, som jeg ikke synes at jeg kan bruge for meget plads til her, men kort vil jeg påstå; at det faktum, at der sker en fysisk korrespondance mellem psykiske (eller åndelige om man vil) oplevelser og neurokemiske processer, ikke er det samme som at psykiske oplevelser er fysiske (Tænk selv over det!).
Desuden: Uanset i hvilken mekanik man anskuer disse processer (psykiske, sociale, fysiologiske), rykker det ikke ved det faktum, at det er oplevelser, der har konsekvens og indflydelse for de involverede. Jeg kunne sige meget mere om den sag, men nu er det jo delvist offtopic, og så i øvrigt en længere diskussion. Jeg vil bare sige, at jeg fornægter på ingen måde fysikken! Jeg fornægter barer heller ikke meta-fysikken (og hvilken natur metafysikken så end har, det er en helt tredje diskussion – lad det ligge).
Inden jeg nu går i gang med at fortælle om hvad jeg mener stofferne har gjort for mig, og hvorfor jeg mestendels er MEGET seriøs angående brugen af dem, så vil jeg da godt lige meddele, at jeg absolut ikke ser noget i vejen for, at man morer sig, når man bruger stofferne. Der er jo ikke noget galt i at ha’ det sjovt - tværtimod.
Jeg tror heller ikke, at det er pinedød nødvendigt, at man absolut skal ville en hel masse spirituelt og filosofisk, for at kunne få gode oplevelser med psychedeliske stoffer. Lad os bare få det slået fast!
Som det også er blevet bemærket, er det jo bare en gang forvirrende mudder, hvis dét med personlig udvikling og spiritualitet bare er noget man klistrer ovenpå den psychedeliske oplevelse – som en slags filter – fordi man tror det er det man skal gøre. Jeg tror i øvrigt, at det fornemmeste ved psychedeliske stoffer er, at de har potentialet til netop at fjerne filtre og påklistrede forestillinger (dette skal jeg nok uddybe lige om lidt!). Derfor er det jo nærmest det modsatte man gør, hvis man tvinger den psychedeliske oplevelse ind i en fortolkningsramme, som man ikke i virkeligheden står inde for. De fortolkningssystemer man anvender, kan altså være forskellige, og er vel både en tros- og temperamentssag. Men fortolkningen af det der sker ændrer – så vidt jeg kan tænke – ikke ved det, at noget sker; at noget kan ændre sig som følge af stofferne.
Hvad er det så, jeg synes der sker, når man (jeg) tager psychedeliske stoffer?
Det nemmeste er nok, hvis jeg fortæller hvad jeg personligt oplever, der sker for mig som følger af stofbrugen. Altså ikke hvordan trippet føles og alt det der, men hvad de videre virkninger – det der er selvudvikling og erkendelse – er for mig. Det er nok i virkeligheden også det eneste jeg ærligt kan fortælle om, for når alt kommer til alt er jeg slet heller ikke afklaret med hvordan jeg skal fortolke den psychedeliske oplevelse, sådan rent teleologisk og ontologisk: Jeg kan faktisk ikke sige noget om hvorledes det dybest set forbinder sig til en given metafysik. Det er indtil nu forblevet spekulationer. Jeg pusler selvfølgelig med mange tanker om det, både meget positivistiske og materialistiske, og så mere esoteriske.
Det korte af det lange er dog, at jeg alligevel kan iagttage, at den psychedeliske oplevelse har ændrings- og udviklingspotentialer for mig. Jeg har også rimelig gode forestillinger om hvad det er som sker med mig (synes jeg da selv), uden af den grund at tage stilling til, om der ligger en højere bevidsthed eller mening bag det, eller om det har en mere kaotisk og tilfældig karrakter. Jeg ved heller ikke, om det er kausalt betinget, eller om det netop er et brud med min sædvanlige kausale og kategoribestemte erkendelse, som medfører disse ’virkninger’.
Jeg ved til gengæld at det virker. Og jeg kan se, høre og læse, at jeg ikke er den eneste der oplever noget lignende med disse stoffer. Derfor tillader jeg mig at konkludere, at det ikke kun er min egen syge indbildningskraft, der giver mig disse erfaringer. Mine erfaringer har jeg mestendels gjort mig på svampe – det bør vel for en ordens skyld bemærkes:
Første gang på svampe (og psykedelika i det hele taget) var jeg godt klar over, at jeg skulle forvente mig noget andet end party-drugs og ligeledes cannabis. Men jeg tog dem klart af nysgerrighed, og havde absolut ingen forventninger om det der faktisk kom til at ske for mig.
Jeg tog dem alene i en lejlighed i København. Jeg begyndte hurtigt at længes frygteligt mod naturen. Det er bare ikke nemt at komme til naturen når man er midt i København, og slet ikke mens man er på svampe og helst vil undgå mennesker. Jeg endte med at sidde i et vindue og kigge på de planter der groede i vores baggård, inklusiv en rød blomst, der især tog min opmærksomhed. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg måtte ud i naturen og prøve igen (det med naturen er selvfølgelig MIT trip. Jeg anerkender, at psychedeliske oplevelser og erfaringer også kan manifestere sig i alle andre settings – men helt sikker med modificerede kvaliteter).
Anden gang tog jeg så alene ud i naturen og trippede - Der oplevede jeg til min egen overraskelse en følelse af enhed med naturen, og jeg fik der i trippet et nyt blik for min egen forbindelse med den.
Siden den oplevelse har jeg følt hvordan det har ændret mig: Jeg begyndte at føle mig mere bevidst om min placering i et større hele og at jeg som ego/individ trods alt hang sammen med noget andet og mere end kun mig selv. Dette startede i mig en større respekt for andre mennesker, for naturen og i det hele taget mine omgivelser. Det er selvfølgelig noget der er blevet forstærket og udviklet over årene. Men det er karakteristisk, at det startede som en klar og markant forandring af mit, indtil da, egocentrerede selv, umiddelbart efter mit andet svampetrip.
Jeg begyndte da at anerkende, at der kan være meget kraftfulde aspekter og muligheder ved psychedeliske stoffer, som kunne vise mig selv i en større sammenhæng, end det der begrænser sig til min hverdagshorisont (der er den individualistiske jeg-centrerede perception af ’det andet end mig selv’). Nogen kalder det transcendens, nogen ego-død, nogen kalder det noget tredje – jeg er ligeglad. For mig var det en ny måde at sanse og opleve væren på.
Siden har jeg haft mange andre væsentlige oplevelser med svampene, både hvad angår min personlige spiritualitet, arbejde med psykologiske og følelsesmæssige 'problemer', såvel som overvejelser og indsigter i samfundsstrukturer og ligeledes mere generelle filosofiske indsigter. Alt sammen har det gjort, at jeg er blevet mere ydmyg (på den gode måde, forstås!). Jeg begyndte at holde op med altid at skulle fylde så meget. Være opmærksom på hvad jeg gør, og evt. forstyrrer, ødelægger og roder rundt med.
Jeg føler mig også mere velafbalanceret i forhold til alting, i lang tid efter et trip. Jeg opnår en større grad af harmoni med mig selv og mine omgivelser, som om jeg er blevet renset.
Jeg tror ikke at disse ting er uopnåelige med andre midler (eksempelvis meditation og andre praksisser som askese, isolationstanke etc.), men jeg tror at psychedeliske stoffer er en udmærket katalysator for sådanne selvudviklinger og erfaringer (og er hurtigtvirkende i tilgift). Jeg tror at disse stoffer er naturens gave til mennesket. Noget der gavner os og hjælper os til at blive mere orienterede på en holistisk måde; altså hjælper os til at se os selv i en større sammenhæng med hele verdensaltet.
Ikke nødvendigvis en gave i den forstand, at det er noget forudbestemt, eller en bevidsthed der ligger bag det. Bare, at det for mig er tydeligt, at hvis Mennesket begyndte at anlægge et mere holisitsk (altså det at alt på en eller anden måde er forbundet i en større helhed) syn på tingene, ville mennesket også begynde at opføre sig mere afbalanceret, respektfuldt og rimeligt over for både sig selv og dets omgivelser. Det er ikke just det de fleste mennesker gør i dag. Stofferne er en gave i den forstand, at de fra naturens side kan hjælpe mennesket med at se ud over sin egocentrerede (og efter min opfattelse misforståede) opfattelse af omverdenen.
Jeg tror såmend også, at det er muligt at komme til disse indsigter alene af rationalitetens vej. Jeg tror man kan filosofiere sig til det. Og jeg tror man kan blive lært at tænke sådan. Men jeg tvivler på, at det manifesterer sig med nogen særlig konsekvens i én, medmindre det også er blevet til en erfaring; altså oplevet, ikke kun forstået.
Denne erfaring kan vel også gøres på forskellig vis. Igen: Jeg mener bare at kunne iagttage fra mig selv, tillige som på visse andre, at stofferne er en glimrende og hurtigtvirkende katalysator!
Når jeg nu siger, at den harmoni jeg føler efter et trip ikke er konstant og vedblivende, så er det ikke det samme, som at jeg også mister mine indsigter og den spirituelle orientering som jeg har fået. Den går aldrig væk. Det fantastiske ved tryptaminstofferne er jo, at det hele forbliver i erindringen bagefter. Ingen black outs. Det jeg erfarer på trip, kan jeg vurdere med hverdagsbevidsthed bagefter. Og min erfaring er, at det ikke er blevet til dummere indsigter af, at jeg ikke længere er påvirket: Nogle af tingene har jeg måske endnu ikke dannet mig en klar fortolkning af. Indsigterne kan i givet fald blive forstærket, blive klarere eller uddybede af, at der bliver arbejdet med det gentagne gange på trip.
Når jeg alligevel mister den harmoniske tilstand, som jeg opnår som eftereffekt af et svampetrip, tror jeg det er fordi, at jeg ikke kan undgå at gratte mig ind igen i alt det jeg plejer at kalde ’Sovs’. Og her er vi lidt nærmer det der er min fortolkning – altså et forsøg på at forklare hvordan det dog kan være, at stofferne synes at ændre mig på den måde de gør:
Sovsen er alt det i mig selv og i samfundet, der ikke bygger på det jeg egentlig er; det er løgne (selvom de for mit vedkommende næsten alle kun er hvide), prætenderen, snyderi, selvhævdelse, osv. Det er alle ting, der gør at jeg fjerner mig fra mig selv (velvidende, at jeg allerede med ovenstående har problematiseret selvet som entitet, tillader jeg mig alligevel at bruge det her i en mere hverdagsagtig betydning – ok!?).
Sovsen er selvfølgelig noget jeg selv bærer ansvaret for at have sovset mig ind i. Men jeg føler, at det hænger sammen med at samfundet i sig selv går ud på sovs. At det meste af vores moderne sociale verden er bygget op omkring forestillinger om vækst, og havesyge; Vil ha’, og ha’ mere og mere; At der skal præsteres, opnås og frem for alt rettes ind. Sådanne krav og vilkår fører uundgåeligt til sovs.
Jeg plejer at betragte det som om, at jeg renser mig fri af 'sovsen', når jeg tripper. Men langsomt fedtes jeg altså ind igen bagefter:
Når jeg tripper, begynder jeg at gennemskue al den sovs jeg selv har rullet mig ind i. Jeg ser også de andres sovs:
Jeg ser der hvor mine valg, handlinger og relationer er uægte, eller drevet af forkerte motiver; jeg ser mine følelsers til tider ulogiske natur, og lærer at se dem på en ny måde; jeg ser klarere hvad der er mine ægte ønsker, følelser, ambitioner med livet osv.
Jeg ser det ekstreme i vores vestlige verdens samfund; jeg ser det arbitrære i vores måde at tænke ret og pligt og moral på; jeg ser den mistede forbindelse til naturen, planeten, universet, os selv, hinanden; jeg ser det forskruede i vores forbrug, magtstrukturer, økonomi, produktion, ønsker, mål og midler.
Når jeg har gennemskuet disse ting på et trip, føler jeg mig meget renset bagefter, fordi jeg så kan handle på det, og befri mig fra det. Det hele bliver også nemmere for mig, fordi jeg samtidig genopdager min frihed til at vælge at være den jeg i virkeligheden gerne vil være. Det giver mig også en glæde at blive erindret om, at ved at være mere ægte med de ting jeg gør (ikke mindst over for mig selv), og måske holde tingene lidt mere simpelt, møder resten af verden mig også på en mere fair måde. Vi smitter hinanden med disse ting. Nogen ville kalde det instant karma – i don’t know, it just works!
Erkendelsen af sovs er imidlertid bare én ting bland flere, jeg konkret kan anvende mine psychedeliske trips til. Det er ikke altid, at det er de store ting, som jeg fokuserer på når jeg tripper. Det er lige så meget de små ting; det nærværende, det øjeblikkelige, detaljerne. Men jeg tror at det hele hænger sammen - det store som det små (det er det jeg mener med holisme – ikke noget hokus pokus noget).
Der sker også ofte det, at det ikke er så meget mig selv og det sociale jeg får øje på, men naturen selv der åbenbarer sig for mig. Disse oplevelser har snarere en æstetisk karakter, frem for en etisk og eksistentiel. Jeg tror det er en meget udbredt effekt af psykedelika, som de fleste oplever fra tid til anden – hvad end deres forhold til stofferne så måtte være:
Med disse kan jeg opdage nye facetter ved tingene – og derfor i anden potens også min måde at anskue tingene på. Jeg kan pludselig se tingene fra et andet perspektiv, og få øje på sammenhænge jeg ikke var klar over i virkeligheden var sådan. En simpel ting er bare det, at se noget tæt nok på, som man aldrig rigtig har bekymret sig om at undersøge. Det er ganske simpelt, fordi det behøver man strengt taget ikke at tage stoffer for at opdager. Men det hjælper nogle gange én til at gøre det (katalysator igen!).
Endelig har jeg enkelte gange oplevet noget, der må betegnes som en art mysticisme. Jeg bebrejder ikke nogen for at være meget skeptiske over for disse aspekter ved det psychedeliske: To gange har jeg prøvet, at mit jeg/selv/ego er blevet helt opløst på et trip. Det er et virkeligt gennembrud, hvor det som er mig, næsten går helt i opløsning, så jeg nærmest føler at min bevidsthed ER smeltet sammen med altet (eller måske snarere er ikke bevidsthed, men en form for ren væren), og at det ikke kun er en indsigt og erfaring af min øvrige forbundenhed. Enform for paradoksal tilstand. Her er vi altså ude i noget jeg mangler ord til, og som heller ikke giver rigtig mening for mig selv. Det sjove er bare, at den ene af gangene ikke engang var en særlig høj dosis (men det var den anden til gengæld).
Generelt tager jeg helst høje doser. Det vil jeg ikke rode mig ud i her, men I kan læse i mit andet indlæg i tråden, "Svampe og marzine søsygetabletter" der findes i Svampeforumet, om hvorfor jeg tror, at det er på store doser, at svampe for alvor kommer til sin ret.:
http://www.psychedelia.dk/forum/viewtopic.php?t=9170Nå, men det var altså hvad jeg oplever på især svampetrips, og hvordan jeg fortolker disse ting. Derfor er en konklusion vel også, at jeg faktisk tager det hele meget seriøst.
Men det ene behøver jo ikke udelukke det andet: Alt denne seriøsitet som jeg overfor har tilkendegivet, og det at jeg personligt anvender stofferne med et spirituelt formål, betyder selvfølgelig ikke, at det ikke også skal være sjovt.
Faktisk er det nok mest almindeligt, at der sker en afveksling og blanding af det: både det at give slip og køre i rutsjebanen for turens egen skyld, og det at føle sig kontemplativ, filosofisk, harmonisøgende eller mediterende.
Jeg både griner, savler og morer mig når jeg tripper - i hvert fald oftest. Nogen gange er det hele også bare så befriende og legende let på et trip, at man bare hopper rundt i euforisk glæde og sanser og bare er til. Nogen gange kan et trip jo også bare vise sig, at have været en tur i Tivoli, uden så meget andet end gode sanselige oplevelser. Så er det fint nok synes jeg. Jeg ved stadig hvad potentialet er…
Egentlig var det min plan også at skrive om, hvorfor jeg mener at en hel masse anvender psychedeliske stoffer komplet vanvittigt, både over for dem selv, over for andre og over for stofferne (især den måde, som almenheden kommer til at se på stofferne). Men posten her er allerede lang. Jeg har vist brugt min taletid nu, og det ville sikkert også bare være blevet en mavesur opkastning. I virkeligheden må folk sgu rode med hvad der passer dem, og hvornår. Hvis de bare kan finde ud af at opføre sig ordentligt over for deres omgivelser. Det er så ikke altid tilfældet, men fred være med det.
I det hele taget PLUR! (Peace, Love, Unity ad Respect!)
Sump