Interessant læsning, og nogle gode pointer

Det værste ved at debatere filosofi, synes jeg, er når man uden selv at lægge mærke til det, kommer til at falde ind i en fast-låst menings-linie. Så er det man begynder at sige de andre er nogle fjolser der ikke har indset ditten eller datten. Så er det man glemmer at livet og eksistensen i bund og grund er noget mærkeligt noget der ikke rigtigt ka' forklares af nogen.
Efter min mening er _alt_ en slags religion, i og med _intet_ reelt ka' vides med _total_ sikkerhed. Og derfor findes der heller ikke nogen ende-gyldig sandhed, som jeg ser det. Men det betyder samtidig at debat hurtigt ka' blive menings-løs, når man alligevel aldrig ka' vide om man tror det rigtige.
Derfor har jeg valgt at fokusere mere på hvad der ka' bruges i praksis. Om feks atomer virkelig findes eller ej, er sådan set irrelevant, hvis bare den viden vi har virker. Et atomkraft-værk producerer feks energi vi ka' bruge, Uanset om forklaringen bag hvorfor det gør det nu er rigtig eller ej.
Filosofien ka' finde nye _virke_-metoder, men nok aldrig reelt forklare _virke_ligheden.
Så når jeg selv spekulerer/filosoferer over 'sandheden', så er det altså ikke fordi jeg tror jeg vil finde den, men fordi jeg håber at finde muligheder istedet. Muligheder der ka' gøre livet bedre.
Alt hvad man tror man ved, er noget man tror man ved, og dermed er alt i 'virke-ligheden' jo 'kun' tro

Men hvis man nøjes med at sige dét, så har man jo stoppet al videnskab i samme sætning, og det ville selvfølgelig heller ikke være 'sandt'. 'Videnskab' har jo trods alt gjort vi lever på en helt anderledes måde end feks ur-mennesket (eller ihvertfald at vi _tror_ vi lever på en anderledes måde, for eftersom ingen af os formentlig levede dengang ka' vi jo dybest set ikke vide det med 100% sikkerhed)
Jeg tror det er livet's paradoks faktisk.
Hvis vi ikke med sikkerhed ved hvad der foregår omkring os, hvad livet egentlig er for noget, så overlader det dermed en chance, af Ukendt størrelse, for at det der foregår er noget _andet_ end vi forestiller os.
Den Usikkerheds-faktor ka' ikke tages ud af livet med nogen logik. Jeg ka' ihvertfald ikke se hvordan.
Men derfor ka' vi jo godt alligevel hele tiden prøve at lære mere om det, så vi måske ka' forstå flere dele af det, og dermed bruge flere dele af det. Som med atomkraft feks. Det er jo en så enorm virkeligheds-forandring der kom i køl-vandet, ihvertfald for menneskeheden i vesten, da man fandt 'atomet' i sin tid. Pludselig forstod man _hvorfor_ det er man ka' tænde lys elektrisk, feks. Men når man ku' forstå det, ku' man pludselig begynde at tænke sig frem til nye brugs-muligheder, hvilket så har ført til det liv vi kender idag, med teknologi der iøjeblikket rækker udover vores egen planet. Vi er nået så langt at vi ka' sende ting ud i rummet (eller, hvis man ska' være filosofisk korrekt, det vi _tror_ er rummet. For det ved man jo reelt heller ikke hvad er, hvis man altså ser rent filosofisk på det

). I næste måned ska' rum-færgen feks sendes op igen, og det er der bare ingen anden dyre-art her på jorden der kan (såvidt vi ihvertfald ved

)
Så videnskab ka' altså godt bruges, selvom filosofien stadig fortæller os at hele eksistensen aldrig ka' være andet end et tros-spørgsmål.
Men det gi'r jo så selve paradokset, som jeg før kaldte livets paradoks: Der er ingen der ved hvad der foregår, men alligevel virker det.
Så der er altså muligheder for at finde 'system' i naturen, selvom vi ikke reelt aner hvad livet er. Som feks de regler der derfinerer atom-kraft, og som vi, fordi vi har defineret dem sprogligt, ka' bruge (til feks at lave strøm)
Altså; muligheder for tilsyneladende 'systemer' i en struktur vi dybest set ikke ved om er 'system-løs'. Hvis strukturen altså ellers, af selve universet/eksistensen, er som en Uendelig fraktal.
Hvis det er sådan det er, så gi'r det plads til at forskellige lommer af systemer ka' eksistere samtidigt, måske.
Og så må du dele filosofien i 2 dele, livet's paradoks. Den ene filosofi beskæftiger sig herefter åbent og frit, kaos-model agtigt ka' man måske sige, med tro's-spørgsmål (feks: hvad er livet for noget, findes gud, er universet selv-bevidst, og den slags). Mens den anden filosofi låser sig selv fast til de systemer der allerede er kendte, feks at atomer findes, og så dermed samtidig opdeler livet i en slags 'sandt og falsk' (feks si'r man det er sandt at lys er en bunke fotoner, og at det er sandt at tiden går progressivt fremad i faste sekunder, selvom man i filosofi#1 ville sige lys ligeså godt ku' være et hologram i en tids-løs holografisk projektion)
Jeg mener ikke det er forkert at beskæftige sig med hverken filosofi#1 eller #2, men #2 er den jeg tror ka' gi' flest 'resultater' der ka' siges at være 'sande' (feks opfinde en ny slags benzin til biler, eller noget andet 'videnskabeligt'). Men Uanset hvad, så ka' ethvert 'videnskabeligt resultat' (altså det der lægger sig opad filosofi#2, som altså er den mere begrænsende filosofi) jo altid drejes over i filosofi#1 (den mere åbne, hvor alt er muligt, da alt kun er tro) og så står man på bar bund igen

Filosofi#2 ka' ikke afvise #1, og dermed gælder #1. Men #1 udelukker ikke #2, og derfor virker #2 alligevel. Dét er altså et paradoks efter min mening

Jeg er heller ikke kommunist iøvrigt, hehe (jeg ved faktisk ikke _hvad_ jeg egentlig er, men jeg sympatiserer helt klart mest med socialist-fløjen og stemmer på enheds-listen fordi de virker mest oprigtige). Jeg lærte også, i en skole-bog fra 80'erne, at kommunisme var en religion, ligesom du selv si'r (jeg forstod selvfølgelig ikke hvad det betød dengang, men jeg ka' godt forstå din pointe nu, med at kalde det religion (en slags filosofi#1))
Men hvis alt kun er filosofi#2, så bli'r udviklingen jo helt hovedløs og uden retning (ligesom det heller ikke ville være heldigt hvis alt kun var filosofi#1). Videnskaben er jo ligeglad med 'hvorfor', som den berømte mars-mand altid sagde i tv, og tænker kun på 'hvordan'. Men hvis man ikke også, som helt menneske, tænker på 'hvorfor', så glemmer man jo alt hvad der hedder moral og etik. Hvis feks politik kun handlede om at få flest mulige mennesker til at overleve, så behøver man bare se på _hvordan_ man opnår det (_hvordan_ sikrer man feks en ren arie-race i hitler-tyskland? Ved at dræbe jøderne. Og sådan virker det på mig som om 'das dritte reich' må ha' været: blottet for etik, men videnskabligt effektivt. Der var ikke så mange der spurgte; hvorfor er det iorden at jøderne ska' lide for at arier'ne ka' vinde?). Og først når man husker filosofi#1, kommer spørgsmålet 'hvorfor' (hvis man feks putter noget filosofi#1 i kapitalismen, ku' man spørge; hvorfor er det forkert at betale meget i skat? Hvorfor er det rigtigt at la' vær' med at dele hvis man er rig? Hvorfor er folkelig demokratisk styring af et land's økonomi forkert? Man ku' selvfølgelig også spørge, hvorfor ikke.) Selve det at man ka' spørge 'hvorfor', er det der gør at udviklingen ka' peges i en bestemt retning, tror jeg. Hvis man kun holder sig til 'hvordan', så ka' man kun gå i en tilfældig sekventiel retning, alt efter hvilke svar der hele tiden dukker op som det næste i rækken (feks; hvordan virker atomet? Pop, det virker sådan. Vups så ryger man over i en udvikling som atomkraft-nation. Mens, hvis man istedet si'r; hvordan virker vind-kraft? Badabing-badabum så ryger man over i udviklingen som vindkraft-nation.) Tilfældigt afgjort af hvad man nu lige kom til at spørge om.). Mens, medmindre man altså foretrækker at la' vær' (hvilket ku' defineres som at man bare var kynisk og kold), også må spørge _hvorfor_ den eller den løsning er bedst (altså prøve at _styre_ udviklingen)
Det er tungt stof, når man rigtigt rører rundt i det, og der er formentlig filosofi nok til menneskeheden i mange mange år endnu

PS. jeg tror iøvrigt at bevidstheden sidder i selve atomet, og at hvert atom på sin vis er en kvant bevidsthed. Og at bevidstheden man oplever, er summen af alle de kvanter der nu er i berøring/kontakt på en eller anden måde. Når man føler sin krop, feks, så føler man jo ikke kun noget i sin hjerne, men i hele kroppen. Det er jo den følelse der derfinerer hele kroppen, og gør at man er bevidst om hele kroppen. Alt hvad man ka' være bevidst om, er jo noget der har kontakt til en. Du ka' ikke vide noget om noget du ikke ved noget om, så ergo ka' du kun være bevidst om noget der 'rører' dig. Hvis du feks sidder i en lejlighed i Japan og pludselig bli'r bevidst om et jord-skælv, så er du jo netop blevet bevidst om det fordi din krop blev rystet. Altså jorden's atomer påvirkede din krop's atomer, og summen af hele den begivenhed er så bevidstheden om at et jordskælv har fundet sted. Hvert atom bidrog med hver sin lille kvant til dette samlede bevidstheds-billede

Så tror jeg pt det nogenlunde hænger sammen (ved at bruge både filosofi#1 og #2)
Nu argumenterer du godt nok for at mennesker har fri-vilje, i din post her, men på det spørgsmål er jeg stadig Uafklaret. Det er selvfølgelig ikke Umuligt, efter hvad jeg ved eller tror jeg ved, men jeg ka' stadig ikke se logikken i at vi sku' ha'. Jeg ka' ikke se hvordan det sku' ku' la' sig gøre, i det univers/eksistens jeg selv kender. Pæren i loftet har ingen fri vilje til om den vil tænde eller ej, medmindre hvert atom er en individuel kvant bevidsthed, så er der en mulighed. Men så er vi bare så langt udover filosofi#2, og inde i #1, at det er rent gæt-værk

Der er konsensus om at atomer findes, og at verden er bygget af dem. Derfor må fri-vilje også basere sig på disse regler. Ellers ska' viljen, altså bevidstheden, findes i et andet materiale end atomerne (og så er al snak om hjerne og krop måske helt ved siden af). Et materiale med andre egenskaber end atomer og fysik som vi kender den idag. Men indtil videre findes der jo kun spørgsmål på det felt, så det er for mig at se kun rent gætteri, filosofi#1, når man si'r der _må_ eksistere fri-vilje. Der er ingen der klart forklarer _hvordan_, filosofi#2, og derfor er der ingen videnskab på det område.
Vi ku' dog helt klart godt bruge noget mere filosofi#1 i vesten, uden tvivl

Men ikke af den slags der underkender filosofi#2, for den bidrager også med en masse (elektricitet feks, eller kirurgi. Men den har klart sine problemer med psykologi og børne-opdragelse, for lige at nævne 2 negative sider).
Men måske er livet bare et trin på den fraktale stige, og vejen mod oplysning er måske en slags konstant flow fra mere filosofi#2 mod mere filosofi#1 (relativt set). Sådan _er_ udvikling måske bare. At nutiden's samfund altid synes de er bedre og klogere end tidligere tider's. Psykiatrien/børne-opdragelsen/samfunds-formen var forfærdelig i gamle dage, si'r man feks altid, men det si'r man sikkert også om nutiden's psykiatri/børne-opdragelse/samfunds-form når vi når 50-100 år frem, og igen om fremtiden's psykiatri når vi når endnu 50-100 år frem. En konstant udvikling. Og dermed også en konstant definition af nutiden's system som værende ikke optimalt (hvilket jo som konsekvens vil betyde at _du_ ikke er et optimalt menneske ligenu, og at _jeg_ ikke er et optimalt menneske ligenu, og at det altid vil være sådan for ethvert menneske ethvert sted i udviklingen)
Og at du og vi alle derfor, kommunister, kapitalister, socialister, reformister, sexister, whatever-ister eller ej, altid vil være 'dummere' idag, end vi vil være imorgen

Odden skrev:
I used to be ... But i am not anymore.
Life is apparently dynamic, not static.