Psychedelia.dk

Jeg ved godt jeg har fyldt forumet med mine tanker omkring ayahausca på det seneste, men denne tråd bliver den sidste..

Jeg havde, som de fleste herinde nok ved, en ret hæftig tur på ayahuasca, og denne oplevelse gav mig så mange indblik i så mange ting at jeg ikke kan holde helt styr på hvad jeg skal tro på af trippet..

Jeg har siden trippet gået rundt og prøvet at få en redegørelse over hvad jeg skal tro på, men det er næsten umuligt, for jeg kan knap nok huske de vigtigste oplevelser særligt godt.
Jeg har hele mit liv haft en ide om hvordan mit liv skal se ud indad til og efter mit første ayahausca trip begyndte jeg at filosofere ret dybt mht. hvordan vi alle bør opføre os, og hvordan livet bør skrues sammen, men efter mit andet trip (ca. 1½ år efter det første trip) har jeg fået printet ind i min hjerne at jeg heletiden skal gå rundt og prøve på at finde u af hvad min nye filosofi egentligt skal gå ud på..

Jeg har det lidt somom at mine filosofier går så dybt at jeg engang imellem tager mig selv i at tænke: "Stop nu, før du bliver en skør skør afviger af samfundet.. Du kan da ikke fungere i samfundet med den holdning du har fundet frem til der!".

Jeg snakkede med Fanny den anden dag, og jeg hørte hendes filosofi om hvad vi alle er lavet af n'stuff...
Jeg havde en anden filosofi som jeg forklarede hende, og idag har jeg en ny.. Altså.. Min opfattelse af hvordan livet hænger sammen, bliver ændret konstant.. Så snart jeg har fundet en filosofi hvor jeg kan sige: "Den kan da vist godt integreres i min hverdag", men lige efter den kendsgerning prøver jeg at finde en ny.

De ideer jeg havde før mit andet ayahuasca trip passer simpelthen ikke ind i oplevelsen.
Som i nok kan forstå så forbinder jeg mine oplevelser på DMT med hvad jeg skal tænke i hverdagen og hvad der skal drive mig og give mit liv en mening.. og lige nu er jeg lidt i krise for jeg har ikke nogen filosofi der giver mening..

Så...
Hvordan tackler i selv en spirituel / åbenbaring / afsløring af universets hemmeligheder eller tanker, med jeres hverdag?

Jeg vil helst at folk med svar på mit spørgsmål svarer i denne tråd, da den er ret vigtig for mig... Måske også for flere som har samme problem som jeg..

Og nej Jensus.. Jeg ved godt at man efter din mening ikke skal tage det så seriøst det med spiritualitet, derfor retter jeg denne tråd mod folk som har psykedeliske filosofier som grunder i en psykedelisk oplevelse.

Håber virkelig nogen gider at give sig tid til at dele nogle personlige tanker og ideer i denne tråd..

Mvh. Cope

Det er ret normalt, at man i sine unge år ikke kan finde ud af hvor i samfundet man hører til og hvor man generelt hører til blandt andre mennesker. Ens identitet og følelse af hvem man er, er ikke fuldt udviklet og det er slet ikke meningen at skulle være fuldt bevidst om hvordan livet fungerer og hvordan alting hænger sammen. Det er nok lidt en for stor mundfuld at tage, selv om man godt kan blive ivrig efter at få en mening med det hele. Man kan dog let blive forvirret og det gør det ikke meget nemmere at finde hoved og hale i det hele, hvis man tager for store skridt af gangen. Så mit råd er, at tage den med ro, og så lade tingene komme af sig selv. Det er altså ikke meningen at man skal løse alle livets og universets problemer inden man er fyldt 20.

Jeg vil give Treasure ret i at man nok i din alder har en del ideer, tanker, og oplevelser der skal falde på plads. Og det kan være meget forvirrende.
Det bedste råd jeg kan give dig er, at ikke fiksere dig på en eneste filosofi. Læs dem, reflekter over dem. Oplev dit liv, og udvikl dine tanker, ideer, oplevelses aspekter og så videre.
Det er imo en dum ide, at tro en filosofi har alle svar, det er der ingen filosofier der har. At putte en total logik over en virkelighed der er i evig forandring, og som ikke kan begribes af et menneske, virker umiddelbart som et prætentiøst projekt.

Så slap af, tag livet øjeblik for øjeblik.

_________________

Øhm.. Jeg er 20.. Men jeg vil give jer ret mht. alderen..

Dog vil spørgsmålene som: Hvor stort er universet, hvad med tiden? Hvem/hvad har opfundet/lavet universet? -stadig florere inde i mit mærkelige hoved..

Men jeg tror bare jeg skal læse nogle flere triprapporter fra DMT oplevelser, og derigennem finde inspiration ved at se nøje på hvordan andre har tacklet deres trips bagefter..

Men tak for jeres seriøsitet gutter

Altså selv de mest garvede hardcore fysikere roder med sådanne spørgsmål og jeg tror hverken der er en naturvidenskabelig forklaring eller en mere spirituel vinkel, der vil kunne give dig et svar. Det er ret dybe spørgsmål at rende rundt med og jeg tror alle på et eller andet tidspunkt har eller vil støde ind i noget ala det du fortæller. Dog synes jeg ikke at sådanne spørgsmål plejer at skabe så stor indre konflikt, så måske fokuserer du på noget forkert. Jeg ved ikke helt hvordan dit trip var, men det lyder meget overvældende og som om du har svært ved at håndtere det du har oplevet - måske var det for skræmmende? En åbenbaring kan også være skræmmende, hvis sandheden afviger for meget fra de trygge rammer man er vant til og er vokset op med. Forandringer vil altid give et indtryk af usikkerhed og utryghed, fordi de afviger fra den rutine og de fænomener, som vi normalt er bekendt med. Det er vigtigt ikke at blive opslugt af overbevisningen om at der én entydig, altoverskyggende sandhed, men i stedet, at det handler om hvordan man forholder sig til problemet. Der er aldrig noget der vil være konstant eller statisk - ting vil altid være i bevægelse og forandring og man kan ikke lade sig grave ned i en tryg hule med de ting, som man er vant til og som man føler sig tryg med, for så bliver man pludselig skræmt, når man opdager at noget har ændret sig. Derfor handler det om at justere sig til sine omgivelser, for de gør det ihvertfald ikke i forhold til dig. Prøv blot at acceptere den kendsgerning, at der findes mange sandheder og at de alle kan være lige rigtige. Det er nemmere, at acceptere, at alle har ret, frem for at kun én har ret.

Problemet er at man gerne vil klynge sig til noget, som man føler er rigtig, for når man tror på noget, man ved er rigtigt eller sandt, føler man sig tryg. Men trygheden kan også findes i den kendsgerning, at alt er sandt eller at intet er sandt. Omvendt er der heller ikke noget der er løgn, og samtidig alt, der er løgn. Det gælder om ikke at klynge sig til en enegyldig sandhed og stræbe efter at finde en forklaring med alt, som man kan føle sig tryg ved. Forestil dig f.eks. at du pludselig fik et svar på hvor stort universet var, hvad der skabte det osv. osv. - får du det bedre af det? Du vil måske tænke "aaah, nu forstår jeg det", men hvor stor betydning tror du, at det vil have i det hele? Fordi du får svar på de spørgsmål, behøver det nødvendigvis ikke at løse dit problem, for dit problem er måske ikke hvordan fænomenerne forholder sig til dig, men hvordan du forholder dig til fænomenerne

super livsfilosofi egentligt...... ihvertfald efter min mening!

Super mange tak Treasure.. Jeg tror jeg kan bruge det du skriver der

Mvh. Cope

Lidt for vat en kommentar måske..
Men altså jo.. Oplevelsen var skræmmende og det du skriver der er fuldstændig somom du læser problemerne af mine tanker. For du har fuldstændig ret

Treasure:

Flot formuleret - det er lige præcis sådan en perspektivering på tilværelsen, som er brugbar i forbindelse med lidt for dybe filosofiske overvejelser, og ens samtidige håbløse forsøg på at "besvare" dem - finde en mening med dem.

Jeg har ofte oplevet at jeg ubevidst begyndte at lede efter en sandhed, når jeg tog psykedeliske stoffer. Dette udviklede sig selvsagt til en kæmpe frustration, i og med at man faktisk leder efter en identitet, altså dét der beskriver én som et individuelt menneske.

En identitet er dog ikke noget som man finder i et trip, men derimod noget som man opbygger og styrker ved at delagtiggøre sig i samfundet*, samt ved kritisk, rationelt og åbent at forholde sig til den viden og de handlinger som man bevidner - og udøver.

*samfundet = en blanding af vidt forskellige mennesker, kulturer, strukturer, institutioner, virksomheder/organisationer - igen med vidt forskellige interesseforgreninger.

Men nu kom jeg vist lidt off-topic og Deres Undertegnede beklager naturligvis for skaden der måtte være sket.

Mvt. Jesper.

... Ups

Hmm, ikke for at være ordkløver.... For jeg er sådan set enig i folks indlæg i denne tråd: At livet og ens identitet er under konstant udvikling. Og derfor også ens holdning og måde at færdes på i verden.

Men jeg må lige komme med en kommentar til Jespers indlæg :
Det er rigtigt at vi skaber vores identitet ved at forholde os til det samfund vi nu engang lever i, altså at drage erfaringer og derigennem tilpasse os i forhold til det sted i livet vi nu engang står, på et givent tidspunkt. Men erfaringer man får i et trip mener jeg da så absolut har lige så stor indflydelse på ens identitet og forholden sig til verden, som alle mulige andre erfaringer man drager sig.

Jeg ville formulere det på denne måde (som vist egentligt ikke adskiller sig væsentligt fra det der allerede er sagt, men her kommer det så med mine ord) :

Det er ikke meningen eller muligt at vi skal forstå alle de erfaringer vi drager os, blot akseptere at vi ser forskellige vinkler af vores liv og vores måde at forholde sig til det på gennem forskellige erfaringer. Med tiden falder tingene på plads. Din hjerne skal nok selv arbejde på de ting den har brug for at arbejde med. Udarbejdninger af systemer hjælper hverken fra eller til.
Det drejer sig simpel hent bare om at tilpasse sig til det der føles rigtigt for en. Du har oplevet det du har, du har forstået det af det, du kunne forstå. Oplevelsen forsvinder ikke men giver automatisk mening, når de ting der skal til, for at du forstår den er på plads.
Det er self. en god ting at overveje sine oplevelser og handlinger, så ændre ens syn sig på verden automatisk. Det nytter ikke noget at opstille regler for hvordan det burde være. Og du bliver helt sikkert íkke klogere på dig selv, ved at vide hvordan alting hænger sammen logisk eller historiemæssigt. Du er den du er, det eneste der ændre sig er måden du anskuer det på. Det gøres ikke ved at efterleve en bestemt fillosofi, men at efterleve ens holdninger, og så se hvad der sker. Du har fået det ud af trippet du skulle få, det viser sig sikkert at blive mere med tiden. Men lige nu er det bare en oplevelse. Lev livet og se hvad der sker, så intergreres dine oplevelser automatisk.

Det er ihvertfald den erfaring jeg har draget, og jeg har rodet en hel del rundt. Og gør det for såvidt stadigvæk. Men jeg er begyndt at forstå og aksepterer at det er/har været nødvendigt for mig.

Konkrete problemer kan man hjælpe med. Overvejelser om hvordan verden hænger sammen er kun tidsfordriv. Oplevelser af hvordan verden hænger sammen skal bruges til noget før det giver mening, og hvilken mening det giver for dig ved kun du.

Fortsæt dit liv som du plejer og ret det til efterhånden. Og hvis din hjerne kører rundt med alt for mange spørgsmål, som du aligevel ikke kan svare på, så giv dig til at meditere eller simpelthent bare tag en pause, slap af og kobbel fra.

Helt sikkert lettere sagt end gjort, men der er ikke så meget andet at gøre.

Ja - den psykedeliske oplevelse som erfaring er selvfølgelig ligestillet med andre erfaringer. Min pointe var at det kan være lidt for overvældende at skulle forholde sig til ens egen identitet in-your-face midt i en psykedelisk oplevelse. Speciet når man befinder sig på et alderstrin, hvor man - som Odden skriver - bevæger sig rundt i konstant søgen efter et ståsted/tilhørssted. Hvad er vigtigt for mig - hvad er ikke? Hvad betyder noget - hvad gør ikke? Dér tror jeg ikke psykedeliske stoffer nødvendigvis er en hjælp, men snarere en solid knivspids forvirringskrydderi. Det har det i hvert fald været for mig i mine tidligste sessioner, hvor en af mine gode kammerater måtte gøre op med alt mit vrøvl om at finde en sandhed (=identitet gennem trippet), før jeg fattede at netop dét er meningsløst.

Derfor er jeg også rørende enig i resten af den udlægning du laver til sidst, fordi dét for mig er en fin måde at forholde sig til verden på.

EDIT:
Opfølgende kan jeg muligvis gøre mit indlæg klarere, ved at tilføje at psykedeliske stoffer fint kan illustrere din nuværende situation for dig (altså vise dig nogle dele af din identitet), men ikke direkte hjælpe med at opbygge noget reelt. For dét vil i alle tilfælde være noget som man skal arbejde med uden for rusen.

Jeg er lidt morgensmadret, så der er en vis chance for at dette virker hoved- og haleløst.

En af fællerne ved psykedeliske stoffer som jeg selv falder i, er trangen til at definerer verden og sige: NÅÅÅ sådan hænger det sammen!
Det giver mig en følelse af at jeg har tjeck på tingene og en løsning til hvert et problem som måtte opstå. Når der så kommer et problem jeg ikke har tangeret med, bliver jeg slået helt fra koncepterne og må begynde forfra.
Når man har tjeck på tingene er man i "kontrol" og ens verdensbillede er dermed fastfrosset i en rigid form, som er udtænkt af intellektet. Intellektet har på magisk vis opstillet et verdenssystem, som den frie energi flyder igennem, og dette giver en følelse af sikkerhed. Men det afskærer samtidig en fra at lære nye ting.
Jeg prøver så vidt muligt at afholde mig fra at lave alt for faste verdenssystemer. Selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre 100% at leve i den frie kaos energi; det ville i sidste ende nok opløse vores identitet, - men de store spørgsmål såsom "hvem er jeg" "hvad har skabt verden" og "Er vi mange i universet eller kun Een?" prøver jeg at holde flydende og uden for mit intellekt. Jeg føler, at jeg har oplevet svarene på dybe planer, men mit intellekt er alt for simpelt til at kunne rumme det. Derfor lader jeg være med at presse det, for det ville kun sprænge mit sind.

Stil dig tilfreds med at dit dybere væsen kender svarene, og nyd at verden stadig er mystisk idet du kun lige er begyndt på din rejse gennem selv-erkendelse.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller