Avanti skrev:
In a tea daze skrev:
Det er som at høre mig..
Jeg er da glad for at høre, at andre på Moder Jord har det på samme måde...det er sådan at jeg lever i en osteklokke, og inde i denne osteklokke flyver alle mine smukke, vanvittige, aggressive, poetiske, politiske tanker som bare fanden rundt.
Jeg tænker tit, hvor rart det ville være at være uviden. Total bliss!
Men hvor ville det dog også være sørgeligt. Det er uvidenhed der føder ligegyldighed. Og jeg afskyr mennesket der går rundt i sin dagligdag, der tænker kun på sine egobaseret behov.
Men hvordan vil jeg gerne leve mit liv nu?
Der er så meget jeg ville ændre på, og stadig er der så mange til jeg vil beholde. Noget som jeg ville ændre på, var mit syn på mig selv. Jeg er for selvkritisk, og prøver at opnå perfektionisme idet at det er et uopnåeligt mål. Det er selvdestruktivt, men det er fordi jeg bebrejder mig selv hele tiden for, at jeg ikke kan gøre tingene godt nok fordi jeg har et handikap. Men jeg burde vende al denne selvmedlidenhed og ynke til noget positivt. Se det sådan, at jeg bliver stærkere for hver gang jeg er svag. For hvert nederlag kommer en sejr. Så længe man gør sit bedste, er man den bedste.
Hvordan vil jeg ændre mit liv i fremtiden?
Der er mange ting jeg ville have gjort i fortiden, men fortid er fortid. Man får altid en ekstra chance, så længe man har en fremtid.
Fremtiden er der imorgen, og hver morgen er en ny dag. Når jeg vågner om morgenen, ser jeg det som endnu en chance for at blive bedre til det jeg er god til.
Jeg tror vi er mange, der har været dér, hvor du er nu. Både med hensyn til synet på "ignorance is bliss", på andre mennesker, det selvselvkritiske og på målet om at optimere i fremtiden. Jeg er ikke nedladende, når jeg gætter på, at du nok stadig er i dine teenage-år. Jeg vil tro, at du i de næste år som så mange andre kommer til at modificere din indstilling til livet, så den bliver mere harmonisk i forhold til dig selv og din omverden.
Men jeg vil sige, at der findes utrolig mange mennesker - især unge - som vender tankerne indad, og det synes jeg er en forkert bevægelse. Jeg mener, at man bør gøre sine tanker politiske, og forstår samtidig ordet 'politisk' i en meget bred forstand (det har ikke noget med parlamentarisme at gøre). Man bør tænke politisk, fordi at man ved at ændre sin omverden kan ændre sig selv, og fordi man i samme bevægelse kan gøre livet bedre for andre.
Det er utrolig vigtigt for ens mentale helbred, at man føler sig som en del af et menneskeligt fællesskab, og derfor er det en tragisk udvikling vores samfund er inde i, hvor mennesker bliver mere og mere ensomme og dermed mere og mere apatiske i forhold til rent faktisk at gøre noget ved det. Det svære kommer selvfølgelig, når man skal prøve at finde måder, at lade sin politik komme til udtryk. For det er ikke en god løsning at melde sig ind i et parti eller blive marxist. Men man må nok formode, at folk ville finde på bedre måder at realisere politik på, hvis flere faktisk vendte sig ud i stedet for ind...
Først og fremmest, så er jeg ikke teenager længere

For det andet, så kan det være at du måske har misforstået noget af det jeg har skrevet..
Det er ikke sådan at jeg ikke ved hvem jeg er. Jeg kender mig selv mere end jeg måske selv lige går og tror. Jeg har været gennem en del i mit liv, og ser livet som en udfordring, en forbandelse og en velsignelse. Der er mange sider af livet, fysiske såvel som åndelige. Og jeg er forbandet nysgerrig. Jeg er tørstig efter viden. Jeg studerer alt omkring mig, og jeg er taknemmelig for at have denne evne. At kunne udforske og at kunne forstå.
Og for at kunne ændre sin omverden er man nødt til at forstå hvordan tingene hænger rigtig sammen og hvorfor tingene hænger sammen som de gør.
Og jeg kan fortælle dig, at jeg tænker politisk i en bredere forstand. Jeg holder mig ikke til et parti eller noget i den stil.
Jeg har aldrig stemt og vil aldrig gøre det. Politikerne kan sige så meget og gøre så meget de vil, men det gør ikke verden bedre.
Ens holdninger, og standpunkter skal komme til udtryk gennem kunst, poesi, tilbedelsen af naturen og ens næstekærlighed til sine medmennesker.
Jeg kan godt være et indelukket menneske, men det skal man til tider være, for at få fred med sine tanker. Man skal bare også lære at gøre dem til udtryk på sin egen måde.