Psychedelia.dk

Jeg har gået og tænkt på noget. Det skal jo til engang imellem.

Hvad er jeres tilgang til livet? Vil I køre efter parolen "Højt at flyve, dybt at falde" eller hellere køre derudad på et stabilt plan?

Der er jo fordele og ulemper ved begge. Ved at gå efter livets store oplevelser - den store kærlighed, rusen, oplevelsesrige rejser osv. - får man det store sus og masser at historier at fortælle, når man engang er blevet gammel. Men samtidig må man tage et tilsvarende styrtdyk, når ekstasen er overstået - ryge helt ned i kulkælderen, fordi man mistede den kærlighed, som man hovedløst kastede sig ud i for at få hele oplevelsen med så intenst som muligt; komme ned fra rusen og sande, at virkeligheden er så meget mere trist og grå; komme hjem fra en rejse og indse, at man ensomt står alene med sine erfaringer, fordi alle andre har fortsat deres hverdag derhjemme osv.

Modpolen er det rolige liv med et ægteskab, som fungerer ganske fint, men som måske aldrig har indebåret den store forelskelse; et stabilt job med god indkomst osv. Og dermed altså heller ikke den samme fare for et eksistentielt styrtdyk hvis altså man vælger at følge denne livsfilosofi uden at stille for mange spørgsmål ved den.

Jeg ved jo nok, hvad svaret bliver på et narko-forum: Vi vil jo have oplevelser! Ellers ville vi ikke gøre det (altså gældende for dem, som ikke misbruger stofferne som total flugt fra virkeligheden). Men er det det værd?

Jeg har gennem LSD- og svampetrips fået nogle (for mig) meget vigtige indsigter i forskellige aspekter af livet. Men nogle gange tænker jeg: Ville jeg have været lykkeligere foruden den viden? Bør man forblive i lykkelig uvidenhed? Why, oh why didn't I take the blue pill!

Hele mit intellektuelle "jeg" siger mig, at jeg selvfølgelig skal tage oplevelserne, men hvor er det let at tage den gyldne middelvej og bedøve sig i hr og fru Danmarks trygge tilværelse. Men indtil videre har jeg det jo rigtigt godt, så jeg tager sgu oplevelserne.

Måske man kan gøre begge dele på forskellige tidspunkter i livet.

Hvad siger I?

Det minder mig om Nietzsches fantastiske citat: "Det er kun køer, kvinder og englændere, der søger lykken!".
Lykken er ikke fravær af smerte, som den græssende ko på marken, den soap-opera-seende kvinde eller den utilitaristiske englænder tror.
Målet med livet er, at overvinde sig selv og udvikle sig som person.

For mit vedkommende har der ikke været tale om valg, hvis kærligheden eller oplevelsestrangen var stor nok - så var jeg nødt til at gøre det.

Men jeg tænkte faktisk netop i dag på, at jeg (/man) burde udfordre mig selv oftere og gøre ting som måske ikke medførte direkte tilfredsstillelse med det samme, men som indeholdt selve den tilfredsstillelse at overvinde frygten og monotonien i hverdagen.

Altså jeg har lagt planer langt frem i mit liv.. Men efter dem, kommer det roligere liv tror jeg.

Jeg ser mine oplevelser (den røde pille - Matrix) som en smuk gave.
Jeg er sommetider alene, deprimeret, sur over uoplyste mennskers dumheder, og indgroet i min overbevisning at jeg har svaret på de gåder folk går rundt og undrer sig over.. Eller nærmere undgår, pga. deres snævre oplysthed/overblik..
Det der gør mig mest deprimeret er at folk har accepteret den kultur de er født ind i, og dem som ikke har accepteret den, de tager den for givet

Men når jeg så ligger med kæresten, eller tripper, så opdager jeg hvem jeg egentligt er. At jeg ikke er den sure gnavpot som tror han kan det hele. At jeg ikke engang er 20% mig selv i hverdagen. At jeg og alle andre er unikke og at hele dette spil forhåbentligt er styret af skæbnen så div. fjolser ka tilgives, og jeg ikke behøver at bekymre mig.

Jeg vil med andre ord sige..
Jeg føler mig mest i live når jeg ved hvor langt ned jeg kan komme, og hvor langt op jeg kan komme.

Nu er jeg en stor FanszZ af planter generelt, og i løbet af en dag, behøver jeg ikke mere end et enkelt syn af solen ramme et blad på den rigtige måde, for at min dag er vellykket. -eller se min kæreste smile til mig når hun står foran mig og kigger op. Jeg behøver så små stimuli at man skulle tro det er løgn.
Men nu hvor solen er gemt bag mørke skyer, kan jeg godt blive lidt depri, men så tager jeg den deprisive situation og kopierer den over i mit arkiv (hukommelsen) for senere at hente den frem til beskuelse når solen er aller varmest og stærk.. Så tænker jeg over den kuld-kælder jeg var i, og bliver facineret af hvor store svingninger ens humør kan have. Det er den slags der giver mit liv mening.. Lyder nok underligt, men jeg er underlig, så der er ikke andet at komme efter her

Når solen ikke er her.. Så virker min kæreste lidt som solen der oplyser et blad.. dvs. hun er min sol i mørket

/Cope

Btw. super tråd!

Jeg har det forbløffende meget på samme måde som Cope i alle henseender - faktisk vil jeg sige, at jeg kunne have skrevet de samme ord

Jeg føler også ligesom Zarathustra, at man i mange situationer ikke rigtig har noget valg. F.eks. med hensyn til kærlighed - det ville måske være tryggest bare at blive tvangsgift, men hvis man bliver forelsket igen og igen, er der bare ikke så meget at gøre...

Jeg mener forresten også, at der findes andre følelser i livet, som er lige så væsentlige som lykke eller behag. Den eneste følelse, som jeg ikke har lyst til at opleve i mit liv (men som jeg naturligvis kender alt til alligevel), er den negative følelse af eksistentiel tomhed og angst (og måske jalousi?). Men den må jeg bare forsøge at undgå med alle de midler, jeg kender.

Af andre interessante følelser, jeg vil opsøge, kan jeg nævne: smerte, håb, samhørighed, udmattethed, revolutionsfølelse, overgivelse, liderlighed, kærlighed, forelskelse, pressethed, forældrefølelse, ondskabsfølelse med mange flere!

Og i øvrigt opfatter jeg ikke mit liv, som værende en sammenhængende entitet/et kontinuum. At være mig skifter hele tiden. Nutid bliver til minder. Ens bevæggrunde, bevidsthed, krop osv. skifter hele tiden. Derfor tror jeg fint, man kan leve på meget forskellige måder i forskellige perioder, og det finder jeg en egentlig en tryghed i at tænke...

Come on, people of the world!
Dette må da være en tråd med en masse mulige bud, som ikke bliver til en diskussion om rigtigt og forkert...!

Der er sagt flere forskellige ting herinde jeg uden videre med glæde ville skrive under på. Lad mig se... Zarathustra nævnte særligt denne trang til at søge andet end blot nydelsen.
Der er noget der pirrer mig og evigt får mig til at bevæge mig et andet sted hen. Det får mig til at tænke på Avantis ord om livet som epoker, hvori man kan se tilbage med nostalgiske øjne men aldrig helt forstå sig selv. Frygten for det eksistentielle tomrum lurer altid, også som Avanti skrev det, dog har den ikke vist sit fulde ansigt i årevis.
Copes beskrev meget godt trip følelsen. At en forståelse og ikke mindst accept af menneskeheden, kan flytte indre bjerge. Men selv den følelse bliver til en grå nostalgi som tiden går.

Hvis der er en rød tråd i dette, så er det at noget altid pirrer mig til at fortsætte, og gøre noget helt andet.

Det er hvad jeg ser i jeres tekster. Ser jeg mest mig selv i dem eller kan i nikke genkendende?

Dejligt for dig. Det kommer vel også for det meste af en grund, f.eks. bad love eller dødsfald. Men når det kommer, går det vel også væk igen, og så gælder det bare om at holde sig i nogenlunde stand i mellemtiden.


Jeg nikker ivrigt og genkendende!

Måske var det en idé, at se lidt anderledes på denne tråd. TheBo stillede to scenarier op for et liv. Måske skulle man i stedet spørge:

Hvilke planer har du for hvordan du gerne vil leve dit liv - nu og i fremtiden?

Det er som at høre mig..
Jeg er da glad for at høre, at andre på Moder Jord har det på samme måde...det er sådan at jeg lever i en osteklokke, og inde i denne osteklokke flyver alle mine smukke, vanvittige, aggressive, poetiske, politiske tanker som bare fanden rundt.
Jeg tænker tit, hvor rart det ville være at være uviden. Total bliss!
Men hvor ville det dog også være sørgeligt. Det er uvidenhed der føder ligegyldighed. Og jeg afskyr mennesket der går rundt i sin dagligdag, der tænker kun på sine egobaseret behov.

Men hvordan vil jeg gerne leve mit liv nu?
Der er så meget jeg ville ændre på, og stadig er der så mange til jeg vil beholde. Noget som jeg ville ændre på, var mit syn på mig selv. Jeg er for selvkritisk, og prøver at opnå perfektionisme idet at det er et uopnåeligt mål. Det er selvdestruktivt, men det er fordi jeg bebrejder mig selv hele tiden for, at jeg ikke kan gøre tingene godt nok fordi jeg har et handikap. Men jeg burde vende al denne selvmedlidenhed og ynke til noget positivt. Se det sådan, at jeg bliver stærkere for hver gang jeg er svag. For hvert nederlag kommer en sejr. Så længe man gør sit bedste, er man den bedste.

Hvordan vil jeg ændre mit liv i fremtiden?
Der er mange ting jeg ville have gjort i fortiden, men fortid er fortid. Man får altid en ekstra chance, så længe man har en fremtid.
Fremtiden er der imorgen, og hver morgen er en ny dag. Når jeg vågner om morgenen, ser jeg det som endnu en chance for at blive bedre til det jeg er god til.

Jeg tror vi er mange, der har været dér, hvor du er nu. Både med hensyn til synet på "ignorance is bliss", på andre mennesker, det selvselvkritiske og på målet om at optimere i fremtiden. Jeg er ikke nedladende, når jeg gætter på, at du nok stadig er i dine teenage-år. Jeg vil tro, at du i de næste år som så mange andre kommer til at modificere din indstilling til livet, så den bliver mere harmonisk i forhold til dig selv og din omverden.

Men jeg vil sige, at der findes utrolig mange mennesker - især unge - som vender tankerne indad, og det synes jeg er en forkert bevægelse. Jeg mener, at man bør gøre sine tanker politiske, og forstår samtidig ordet 'politisk' i en meget bred forstand (det har ikke noget med parlamentarisme at gøre). Man bør tænke politisk, fordi at man ved at ændre sin omverden kan ændre sig selv, og fordi man i samme bevægelse kan gøre livet bedre for andre.

Det er utrolig vigtigt for ens mentale helbred, at man føler sig som en del af et menneskeligt fællesskab, og derfor er det en tragisk udvikling vores samfund er inde i, hvor mennesker bliver mere og mere ensomme og dermed mere og mere apatiske i forhold til rent faktisk at gøre noget ved det. Det svære kommer selvfølgelig, når man skal prøve at finde måder, at lade sin politik komme til udtryk. For det er ikke en god løsning at melde sig ind i et parti eller blive marxist. Men man må nok formode, at folk ville finde på bedre måder at realisere politik på, hvis flere faktisk vendte sig ud i stedet for ind...

Først og fremmest, så er jeg ikke teenager længere
For det andet, så kan det være at du måske har misforstået noget af det jeg har skrevet..
Det er ikke sådan at jeg ikke ved hvem jeg er. Jeg kender mig selv mere end jeg måske selv lige går og tror. Jeg har været gennem en del i mit liv, og ser livet som en udfordring, en forbandelse og en velsignelse. Der er mange sider af livet, fysiske såvel som åndelige. Og jeg er forbandet nysgerrig. Jeg er tørstig efter viden. Jeg studerer alt omkring mig, og jeg er taknemmelig for at have denne evne. At kunne udforske og at kunne forstå.
Og for at kunne ændre sin omverden er man nødt til at forstå hvordan tingene hænger rigtig sammen og hvorfor tingene hænger sammen som de gør.
Og jeg kan fortælle dig, at jeg tænker politisk i en bredere forstand. Jeg holder mig ikke til et parti eller noget i den stil.
Jeg har aldrig stemt og vil aldrig gøre det. Politikerne kan sige så meget og gøre så meget de vil, men det gør ikke verden bedre.
Ens holdninger, og standpunkter skal komme til udtryk gennem kunst, poesi, tilbedelsen af naturen og ens næstekærlighed til sine medmennesker.
Jeg kan godt være et indelukket menneske, men det skal man til tider være, for at få fred med sine tanker. Man skal bare også lære at gøre dem til udtryk på sin egen måde.

No offense. Det er den fremmedgjorthed, jeg synes, jeg kan læse i dit indlæg, kombineret med den stræben, jeg også opfatter, der får mig til at sige det.


... Og det er netop den indstilling, der gør, at alle de mennesker, som burde gå ud og give det etablerede system modstand - fordi de netop både undertrykkes af systemet og tænker tanker - bare bliver hjemme og dyrker deres indre og naturen i stedet!

Dét, jeg i dén grad synes, du mangler på din liste over hvordan ens holdninger skal komme til udtryk, er gennem handling!! Direkte aktion, baby Og jeg ved, at det kan føles næsten umuligt at ændre nogle ting konkret, men jo flere der prøver, jo lettere bliver det. Og der er mange måder og områder at handle på.

Og med hensyn til at du ikke stemmer til valgene... Jeg tager dit udsagn som at du simpelthen bare bliver hjemme som princip, og det er jo typisk. Dine medmennesker i dette samfund lider af den misforståelse (som altså bliver selvopfyldende!), at 30 % af de, som blev hjemme, ville have stemt på Socialdemokraterne, 25 % på ... og så fremdeles - hvis de bare ikke havde været så dovne. I stedet bør man gå hen og stemme blankt! - eller, hvis man ikke kan styre sig, tegne et lille cirkel-A til de valgforordnede Så har man sat sit præg på dét, men selvfølgelig ikke bare gå hjem igen bagefter, men fortsætte med at handle (- danne en aktionsgruppe eller noget ).

Jeg kan kun give dig ret i dér. Der skal handling til.
Men ka ikke se så meget i hvad der skulle hjælpe i at stemme blankt. Hvis din metode er at stemme hellere blankt end intet, syns jeg at det er godt for dig og andre som gør det samme.

Bare den lille ting at hjælpe ét menneske så godt man kan, enten gennem velgørenhed, kærlighed eller økonomi er en stor handling i sig selv. Og man skal ikke bare gøre dette for at man så kan få det bedre med sig selv, men for dette ene menneske. Og det er sådan en hjælp som kan gøre en stor forandring.

Og naturtilbedelsen handler ikke om at sidde på sin flade og meditere over livet uden at røre en finger.
Det handler om empati baby Og at give udtryk for den overfor omverdenen.

Jeg nyder godt nok at sidde og læse disse posts.. Jeg er fuldt enig med det meste ovenstående. Det er sjovt, hvordan psychedelia.dk har en evne til at samle folk, der alle føler en eller anden frustration over verden omkring sig og har et meget ens livssyn. Selvom vi er mange forskellige mennesker herinde, virker dette ret centralt, synes jeg.

I de sidste par indlæg er min enighed dog begyndt at blegne. Det er som om at der bag jeres "lad os handle!" udsagn ligger en dybere liggende tro på en god menneskehed, eller måske muligheden af en sådan. På dette punkt er jeg for meget af en kyniker til at kunne nikke med.

Jeg kan udmærket forstå din kynisme. Tit har jeg de der dage:"Fuck verden og menneskeheden!".
Men det er ikke ensbetydende med at jeg er blind overfor det gode og smukke som mange mennesker besidder ude i verden. Jeg værdsætter muligheden i den forskel, bare ét menneske kan udgøre i sin hverdag.
Det gør mig ikke til en mølledanser, men til en romantisk rationalist.

Jeg er ikke kyniker på den måde, at jeg tager så kraftig afstand til verden og menneskeheden. Det gør jeg slet ikke. Min kynisme grunder i folks velbehag med verden og i deres underlæggelse af andres perspektiver. På dette punkt er jeg inspireret af Sartre.

Først vil jeg sige at jeg synes det her er en rigtig god tråd, der omhandler selve eksistensen af dem der ser verden fra sidelinien.
Alle de informationer man trækker til sig, som man bare kunne ignorer gør at man for et liv med flere holdninger, men som gør livet lidt sværer.
Det utlle sku være nemt bare at være ignorant og ikke tænke politisk, men aligevel skal man ikke prøve at ligge låg på sit sind, og man kan heller ikke!
Jeg er selv af den holdning at jeg lever ligeså højt, som jeg nogle gange falder, men jeg har aldrig fortrudt mine valg selvom de kræver konsekvenser.Men kan man også selv vælge, eller er det ens natur.
!Jeg er selv 19 så rent erfaringsmæssigt kan jeg ikke snakke med om alle aspekterne i livet, fordi jeg selv har lang vej endnu med bearbejdelse af mit sind.
Men tråde som denne her giver stof til eftertanke.

En go måde at leve livet på er nok at følge sin sande natur og gøre sig fri for syntetiske tanker og følelser

hvis man gør det tror jeg egentlig man bliver lykkelig og et godt menneske
eller hvad?

Det kan jeg kun give dig ret i.
Ingen kan blive lykkelig som individ, hvis de får sat en masse overbevisninger og tanker ind i hovedet, uden at de selv får mulighed for, til at finde frem til deres egen sandhed og lykke, men ligger under for andre menneskers personlige opfattelse af livet. Det er en farlig magt at besidde..

Man skal indse, at man er sin egen lykkesmed.