Psychedelia.dk

Eftersom at dette forum var lidt stille for tiden, synes jeg godt at kunne starte en debat, uden at komme med nogen egentlig egen teori/holdning/stilling til spørgsmålet. Mit spørgsmål går på hvad lykke er. Hvad er ægte lykke? Findes der ægte lykke? Er den lykke man kan opnå på euforiserende stoffer ægte? Eller er det blot eskapisme, og er eskapisme forkert?

Grunden til disse spørgsmål, er den evige sang om at stoffer blot er en flugt fra virkeligheden ind i en verden af 'falsk' glæde. Selvom jeg mener dette gør sig gældende for nogle, er det absolut ikke alle. Hvad mener I?

Diskutér!

P.S. Jeg håber at vi bevæger os omkring emnet stoffer, og ikke for langt ud af diverse filosofiske sidespring, taget boardet i betragtning.

_________________
"The intuitive cognition with anti-nihilism is a trigger for latent infant violence"

Egentlig et fair spørgsmål. De gange jeg oplever lykke er når tingene passer sammen, når tingene lader til at hænge sammen.

Ingen stoffer har kunnet frembringe denne følelse, men psykedelia har kunnet hjælpe med at frembringe "sandheder", og belyse ting, som derved har kunnet få tingene til at give mening (falde på plads), og derved har jeg kunnet opleve en følelse af lykke.

Jeg har flere gange oplevet, hvad jeg betegner som sand lykke. Den samme snurren i maven, og opløftelse i sindet, og jeg er ret sikker på, at det ikke har været svampene i sig selv, men derimod de ting jeg har indset, der har forårsaget det.

Stoffer som f.eks. ecstasy har ikke kunnet bidrage med andet end en kemisk følelse af glæde, ikke lykke, og jeg synes ikke det er særlig svært at kende forskel mellem de to.

Så for at opsummere: lykke opstår for mig som regel, når tingene lige pludselig er meningsfuldt, og når det føles som tingene passer sammen på et højere plan.

Det er super svært at definere lykke for det er et utroligt bredt begreb. Ægte lykke defineres, efter min mening, af den enkelte og er forskelligt fra person til person. Jeg tror at følelsesmæssig lykke er nemmere definerbar som kærlighed, enhed og fred, men hvis man ser på de materielle aspekter, kunne ægte lykke for en hjemløs være at fået hjem mens andre mennesker tager deres bolig som en selvfølge og oplever "ægte lykke" ved andre ting.

Jeg ser snildt problemstillingen i at nogle folk ser glæden som stoffer kan frembringe som noget "falskt". Jeg ser stofferne som en gateway til at opleve de forskellige følelser (glæde i dette tilfælde), men selvom stofferne hjælper dig på vej, er det uden tvivl DIG der oplever det. Stoffet er et redskab og det er op til den enkelte om de vil arbejde på at fremtvinge følelsen igen uden stoffet - jeg tror på at det er muligt, når man har oplevet følelsen en gang.

Eskapisme er i og for sig fint nok (jeg tror alle mennesker praktiserer eskapisme på et eller andet plan), så længe at tilværelsen ikke bliver en konstant flugt.

Mht. stofferne osv., så siger Nietzsche noget i stil med "Det er kun køer, kvinder og englændere, der søger lykken". Hvilket betyder, at det kun er de dovne (køer), svage (kvinder) og tåbelige (engelske utilitarister) der søger den umiddelbare sanselige nydelse - eller "fraværet af smerte".
Det vigtige i livet er snarere, at overvinde sig selv - at bestige bjergene (både de virkelige og de metaforiske) og vokse sig stærkere.
Hans mening er nok ikke at lykken er den sanselige nydelse - men at man skal lade være med at "søge lykken", men i stedet kæmpe sig vej gennem livet og få lykken som sidegevinst.

Og lidt mere om "den lette løsning": Den amerikanske filosof Robert Nozick har skrevet om "sansemaskine"-tanke-eksperimentet (kan ikke lige huske, hvad det "officielt" hedder). Tankeeksperimentet beder os forestille os en person der lever hele sit liv i en maskine, der fodrer hans hjerne med behagelige sanseindtryk og en virtuel virkelighed (ligesom Matrix...).
Nozick hævder, at det er en værdi i sig selv at leve autentisk - dvs. at manden der oplever de behagelige ting "rigtigt" (altså ude i den fysiske virkelighed) lever et bedre liv end manden der ligger i maskinen.

Der er også nogle teorier (vistnok antikke græske) om, at man ikke kan have lykken og miste den - at lykken er en permanent tilstand. Det tror jeg dog ikke jeg er enig i.

Jeg mener personligt, at lykke er mere end sanselig nydelse (som jeg ville definere som "velvære" eller et andet begreb/ord).
Jeg tror det var Baudelaire der skrev noget i stil med "Il me semble, que je serais toujours bien là, ou je ne suis pas" - dvs. "Det forekommer mig, at jeg altid har det bedst, dér hvor jeg IKKE er".
Lykke er for mig det modsatte af denne tilstand - lykke er at "være tilfreds med at være dér hvor man er". Lykke er en rolig og fredfyldt tilstand, hvor man ikke søger mere end man har, men har mere end nok. Man befinder sig godt i sin krop, i sine omgivelser og i verden.
Som Søren Ulrik Thomsen skriver: "Alting er sit eget svar" ... og senere "Intet venter på nogen".
Lykken er for mig også forbundet med en følelse af meningsfylde - at tingene giver mening, at der er en grund til at leve, at man har meningsfulde forhold til interessante og fantastiske mennesker osv..
Det sidste aspekt jeg kan komme i tanke om ved mit personlige "lykke"-begreb er, at lykke er en overskuds-tilstand. I salmen "En salme af David" i Salmernes Bog (Bibelen) står der "I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig, du salver mit hoved med olie, mit bæger flyder over.". Jeg synes at linjen "Mit bæger flyder over" er rigtig god til at fange den dér følelse af, at man slet ikke kan rumme al den skønhed der er i verden.

Altså (dette er mine holdninger):
1) Lykke er at være tilfreds
2) Lykke er at opleve mening
3) Lykke er at opleve overskud (ikke økonomisk, men psykisk/fysisk/spirituelt)
... og så vil jeg nok (jævnfør det jeg skriver først om Nietzsche og Nozick) også sige:
4) Lykken er autentisk

Vel talt Zarathustra

Lidt uorganiserede strøtanker...

Jeg mener man bør skelne mellem følelsen af lykke på den ene side, og årsagerne til at denne følelse opstår på den anden. Jeg vil mene at følelsen af lykke er en tilstand, der er lige "virkelig" om den er skabt af kemikalier, en tur til Pattaya eller en tur rundt om andedammen med barnevognen - alt efter smag og behag. Så ja, den lykke man kan opleve på euforiserende stoffer er ganske ægte.

Hvis man begynder at inddrage årsagerne til lykkens eksistens så gør man det blot til et moralsk spørgsmål. Men det er jo kun ens egen lykkefølelse, der påvirkes af den slags overvejelser - med mindre man også føler sig nødsaget til at angribe folk, der. efter éns opfattelse, er lykkelige af de forkerte årsager.

Der er ingen tvivl om at mange folk har en helt utrolig evne til at ødelægge deres egen lykke. Forbløffende mange civiliserede mennesker har svært ved at føle sig lykkelige, i ædru tilstand, med mindre de kan se en eller anden årsag til det. Og desuden har folk et behov for at have et eller andet mål, hvilket tit defineres som en eller anden form for lykke. Så hvid de opnår det skynder de sig at ødelægge det igen. Jævnfør for eksempel varigheden af "nyforelskelse".

Selvfølgelig kan man indvende om folk, der er lykkelige uden nogen (mere eller mindre) objektiv grund til at være det, at de er nogle fjolser. De burde opnå dit og dat inden de giver sig selv lov til at være lykkelige. Det er det den puritanske, protestantiske arbejdsetik, måske ville påbyde. Personligt tror jeg ikke på at ulykke fører til lykkefølelse på sigt. Til gengæld mener jeg ikke man skal gøre alt for meget for at beskytte sig mod ulykke.

Jeg mener ikke stoffer er en mere falsk følelse af lykke, eller flugt fra virkeligheden, end så meget andet. Men der er på den anden side ikke nogen god grund til at fetichere dem alt for meget, da de jo sjældent giver nogen særligt subtile lykkefølelser - eller måske jeg bare tager de forkerte stoffer og/eller er et gammelt fjols!

Hilsner

Puha, det med lykke er nu et svært spørgsmål, og der er vel heller ikke nogen fast defination på den, da den kan opleves så forskelligt blandt mennesker. Men der er da i hvert fald mange, der søger den - og det vil jeg også gerne indrømme, at jeg selv gør, og at det kan være svært at acceptere, når tingene ikke helt går, som de skal. På den anden side, når man så endelig føler sig ultimativt lykkelig, kan man også nogle gange have en tendens til at frygte, at det forsvinder igen - hvilket det under alle omstændigheder gør på et eller andet tidspunkt. De er jo intet menneske, der går igennem et liv og er lykkelig hele tiden, og er det nu også det, vi ønsker?

Men altså, under alle omstændigheder er der vel nogle helt grundlæggende behov, vi skal have dækket for i hvert fald at opleve fysisk lykke - sult osv. Men det vil vel oftest også variere, og her i vores vestlige kultur forveksler vi tit ønsker med behov, og derfor tror vi noglegange, at vi behøver det ene eller det andet for at få tilfredsstillelse. Jeg tror uden tvivl, at det er muligt at opleve lykke selv med få midler, og jeg kan også nogle gange (med fare for at lyde snerpet) blive lidt foraget over vores ekstreme forbrugerkultur. Men ja, jeg er nok ikke bedre selv, det indrømmer jeg gerne.

Men jeg synes da noglegange, at jeg personligt kan få en lykkefølelse/blive forblændet af naturens, havets eller et stykke musiks skønhed. Det kan give en nogle følelser, der kan være svære at forklare med ord.