Moonage daydreamer skrev:
I denne tråd kan man drøfte sjove/mærkelige/interessante (psykedelika-inspirerede) tanker som man ikke lige kan forbinde til nogen overordnet teori. Diskussion og svar på andres spørgsmål er selvfølgelig mere end velkomne.
Så har I en lidt halvfjolllet idé, eller dyb filosofisk tanke, som I ikke lige orker at lave en ny tråd om, så er dette stedet!
Hvis man lige efter et barns fødsel frarøvede det alle dets sanser, (bind for øjnene, hørepropper, medicin til at gøre kroppen numb, vadt i næsen, mad gennem tube fx) og så efter 30 år åbnede for alle sanserne igen, ville man så bare få en 30 år gammel "baby" eller ville vedkommende af hans mange år i "pubben", have opnået en dyb spirituel visdom som menneskeheden kunne drage nytte af?
Når du siger diskussion og svar på andres spørgsmål går jeg udfra du mener debat om de spørgsmål som er indbygget i de halvfjollede, filosofiske, tanke-idéer
I så fald vil jeg tro at dit spørgsmål kommer an på, om vi stoppede menneskets tanke-aktivitet medicinsk, ved hjælp af stærke antipsykotiske mediciner. Det at tænke er jo også en sans, bare ikke en sans der detekterer ydre omstændigheder/omgivelser, men derimod detekterer indre omstændigheder samtidig med at tanker også interpreterer hvad vi sanser med øjne/øre osv. som jo er alt det som du sagde du ville slukke for. Hvis mennesket i eksemplet kunne få lov til at tænke tror jeg at han ville udvikle sig i en dybere filosofisk retning. Men det er faktisk et rigtig rigtig godt spørgsmål, for hvordan udvikler man sig? Er det ikke ved at perspektivere sine erfaringer i forhold til(?) hinanden(!) og bearbejdelsen af nye erfaringer/indtryk/inputs? Men hvis man ikke sanser så erfarer man vel heller ikke, eller hvad? Det jeg mener er at det måske slet ikke kan lade sig gøre at udvikle sig uden nye inputs...? Altså jeg tror lidt at for at udvikle sig hvis den eneste sans man for lov at beholde er fantasien, så skal man være i stand til at med fantasien simulere hvordan det er at sanse, for simpelt hen at få bare et eller andet at forholde sig til, og udvikle sig i forhold til. Og jeg er ikke helt sikkert på at man kan det med fantasien hvis man ikk kan sanse noget overhovedet, og aldrig har prøvet det.
For at bedre forklare hvad jeg mener, vil jeg skrive en forklaring på et naturvidenskabeligt/biologisk fænomen, som måske vil virke lidt off-topic, men som for mig giver mening i forhold til det spørgsmål jeg stiller bagefter mit eksempel, og selv om du/i ved det i forvejen så læs lidt videre, for der kommer lige en detalje som kun de færreste er klar over:
Det skal handle om
Farver!Først og fremmest så husk, at lys er bølger, og at farver er forskellige bølgelængder af lys, og at en bølgelængde er længden fra en bølgetop til den næste bølgetop.
Farver sådan som de opfattes af dig og mig, er det fænomen som opstår oppe i hjernen når din hjerne begynder at fortolke noget informtion som den modtager fra øjnene. Det som dine øjne kan er at de kan måle bølgelængden på lys fra alle retninger af (eller i ved hvad jeg mener), og sende resultaterne fra deres målinger om alle disse forskellige bølgelængder op til hjernen. Men selv om der er stor forskel på din opfattelse af rød og blå, er der ikke stor forskel på hvad det i virkeligheden er hvis vi betragter det som forskellen på bølgelængderne. Grunden til at forskellen på farver er så udtrykt i vores opfattelser af dem er at vi fra naturens hånd er indrettet til at kunne detekterer eller fornemme mikroskobiske forskelle indenfor et ligeså mikroskobisk interval eller spektrum. Det sker ved at vi har flere forskellige såkaldte cone-photoreceptorer, som er receptorer der opsnapper
hver deres specifikke interval af bølgelængder i lyset. Hos mennesker har vi 4 cone-photoreceptorer, som danner 4 grundfarver som kan blandes i måder som giver et hav af andre farver. Desværre har vi mennesker også en membran rundt om vores øjeæble som reflekterer alle de bølgelængder fra en hel en af vores cone-photorecptor. Det interval bølgelængder som denne receptor er designet til at opsnappe kan simpelthen aldrig nå ind i øjet og ramme denne receptor, så derfor står den tilbage fuldstændig inaktiv og ubrugelig, mens alle 3 andre photon-cones er stort set fuldt aktive hele tiden. Hvis vi forestille os at det pågældende lys af det specifikke bølgelængde-interval, rent faktisk kunne nå ind og ramme så den sidste cone-photoreceptor blev aktiveret så ville der ligepludselig være mange tusinder af meget distinktive nye farver som vi kunne se som ville se helt anderledes ud fra hinanden og de farver vi i forvejen kan se. Grunden til at det er tusinder af nye farver der går tabt ved denne receptors inaktivitet er, at det er en eksponentiel udvikling af ny information, som kan dannes ved kombinationen af informationer fra aktive cones, og herefter sendes op til hjernen.
Så mit spørgsmål som jeg mener giver fin mening i forhold til at forsøge at finde ud af om denne her mand er i stand til at udvikle sig er følgende:
Er du i stand til at forestille dig hvordan bare en af de hersens tusinder af nye farver ville se ud hvis nu du nu kunne se dem? Kan du fantaserer dig frem til hvordan din hjerne ville fortolke lys af den bølgelængde blandet sammen med alle de bølgelængder du i forvejen kan se? Eller på en mere nede på jorden måde, kan man forestille sig en farve man aldrig har set? Jeg mener at man måske kan forestille si,g en helt helt ny farve, man aldrig har set før, en lille bitte bitte smule, hvis virkelig man koncentrere sig, men meget meget vagt. Og på ingen måder tilfredsstillende nok. Og den eneste grund til at man kan er fordi man i forvejen har erfaret så mange farver at man har et begreb om hvad farver er, og dermed noget man kan forholde sig til, og perspektiverer idéen om en ny farve til. Men det har ham mennesket i dit eksempel jo heller ikke engang. Grunden til at jeg mener at det lidt er det her som ville besvare spørgsmålet er at fordi at jeg tror at for at udvikle sig er man nødt til at have noget at forholde sig til, eller noget at tro på. Som f.eks. den farve er RØD. Fordi at det man gør når man udvikler sig er at man sætter ting i perspektiv til hinanden og forholder sig til alt muligt. Og hvis man intet kan sanse overhovedet kan man heller ikke finde noget at tro på, Noget som man kan forholde sig til, og noget som man kan sætte andre ting i perspektiv til. Derfor tror jeg heller ikke at manden han udvikler sig ikke engang psykisk i dybden, selv hvis han beholdte evnen til at fantasere, selvom det vel egentlig også kan betragtes som en sans. Udviklingen ville i hvert fald være fuldstændig minimal...