Hehe, jeg rendte ind i en mindre skriveblokkade, eller dvs. jeg kunne ikke lige finde ud af hvilken drejning historien helt præcis skulle tage. ..Men nu er jeg klar med et nyt kapitel, denne gang er det dog nok mere blæst end nogensinde, håber det falder I jeres smag

..
Kapitel 10
”…Hardts??” HopIFjordeN havde vidt opspærrede øjne, og de små muskler i hans øjenbryn forsøgte at føje hans strenge befalinger. Specielt hans venstre øjenbryn havde svært ved at forblive stille; det lignede at vand forsøgte at finde den rigtige kanal at komme igennem, som en slange der ikke kunne bestemme sig for hvordan den ville ligge, og hele tiden vred sig. ”..Du blinkede et øjeblik dér!” CoA havde også set det. Hardts kiggede forvirret rundt og mærkede med det samme på sofaen med sin hånd, opmærksom på hvor han lige havde været kiggede han på de andre og sagde alvorligt ”Mind mig om at jeg ikke skal glemme”.
Det gav ingen mening. HopIFjorden’s øjenbryn faldt lidt til ro igen, slangen havde fundet en behagelig stilling. ”Du blinkede, hele din krop blinkede!” sagde HopIFjordeN igen, denne gang forstod han at der kunne være en kommunikationsbarriere. Hardts lagde hovedet en lille smule på skrå og kneb øjnene lidt sammen ”min krop, …blinkede.. ?” Han sagde det med en tøvende, næsten åbenlys og kedsommelig vantro der overraskede ham selv. ’Den replik havde de sku ikke fortjent, efter alt hvad jeg lige har været igennem..’ tænkte han med det samme.. Han var ikke helt klar i hovedet. ”Hvordan har du det?” spurgte HopiFJordeN. ”Jeg øh,,” Hardts spidsede ører.
Han kunne høre en susen komme nærmere. Den forøgedes i lydstyrke, men ikke på en logisk måde; Den blev langsomt lidt højere, så accelererede den eksponentielt og i løbet af kort tid forsvandt lokalet helt, det sortnede, og før han nåede at tænke noget som helst eksploderede hans syn foran ham som havde nogen tegnet verden med usynlig skrift og hældt vand ud over for at synliggøre den.
Gulvet blafrede som et flyvende tæppe og farverne skiftede og pulserede ind i den negative skala. Hele den visuelle del af Hardts sansemekanisme var dyppet i oliefarver, og blandet med elektrisk vand. De to væsker frastødte hinanden og væggene tog form og følelsen af kogende vand. Han kunne se HopIFjordeN og CoA sidde og kigge rundt. Deres ansigter var sorte og det var svært at genkende virkeligheden gennem dette filter.
Igen kunne han mærke en tilstedeværelse. Det var dog ikke den samme venlige og vise følelse der havde vist sig forud for Eions tilstedeværelse. Denne var præget af mismod, nederdrægtighed og næsten ren og skær ondskab. En søjle af lys farede tværs igennem lokalet, gennem væggene, og efterladte en brændt stank. CoA og HopIFjordeN så det også. Hardts bølgede ud og ind af bevidstheder og fysisk tilstedeværen mens CoA og HopIFjordeN rejste sig op og tilsyneladende, gik hen imod ham. De så hvordan energierne fra lokalet blev drænet, som et sort flimrende hul var Hardts en visuelt disorienterende repræsentation af sig selv, der truede med at opsluge alt omkring sig. ”..Hardts!” råbte CoA. Tornadoen der langsomt havde formet sig mellem gulvet og loftet, fordrejet på midtpunktet, begyndte at give slip.
Hardts kæmpede en indædt kamp mod Dagnys energier, og forestillinger om Dagny som ikke nødvendigvis var virkelige. CoA’s skrig var en nødvendig opvågning. Hardts fasede ind og ud af den fysiske verden, men da CoA endnu en gang råbte hans navn, formåede han at holde fast i den. Han stod ved siden af de to, og holdte med begge hænder om noget der så ud til at være et tæppe af virkelighed. Man kunne se alle folderne; lidt som om nogen havde hængt et tæppe op, og fået en meget dygtig maler til at male hvad han så bag ved det. Der var en fornemmelse af at man godt kunne se at det var et tæppe, men kun når nogen bevægede det. Et sandt mind fuck. Hardts havde på det her tidspunkt igen lidt tabt sig selv; Han hev en mus frem fra ingen ting, så en til, og en til. Han kastede dem rundt i lokalet og begyndte at strikke små tøjstykker til dem.
Alle materialerne så ud til at komme fra en forestillet magisk kasse han havde i sin besiddelse, bag virkelighedsgardinet. Det hele gik meget hurtigt. Han strikkede trøjer, skjorter, grimme og alt for korte shorts, og så blev der kastet pistacie nødder ud over det hele.
Med et forvildet grin kastede han selv de mest usandsynlige ting ud i stuen, hvad angik brugsværdien, var der altid garanteret et meget lavt bundniveau. En kalkfarvet tiger med sandpapir i øjne hullerne, en rusten bøjet dartskive monteret på billede af Finland i 1600-tallet, 10 visne forkullede akacietræer, 41 Kg rå peberkorn, et ølkrus fyldt op med støv og løgringe.
Udenfor Kvadroskidamid seancens jernhårde forgribelser mod logikken, var CoA og HopIFjordeN efterladt til deres egen, nu skrøbelige fornuft. Der var ikke meget at stille op, men i det mindste var det fantastisk underholdning, og der var ikke spor af ondskab, blot forvirring, Østrisk madlavning, det glade vandvid.
Midt i stuen som Hardts stod og underholdte et tilsyneladende paralyseret publikum begyndte nogle af hans perifere manifestationer at smelte. De brød sammen, luften blev lukket ud, og som et lille finish begyndte de stakkels idiotinkarnationer at bløde. Det var især tilfældet ovre ved pejsen, der nu spyttede blod ud over hele stuen. Alle de mange bornholmerure, der alle sammen tikkede ude af takt, takket være Hardts, faldt sammen med et større brag. De var nu reduceret til ubrugeligt pindebrænde der med det samme blev suget ind i pejsen, som var det et åbent vindue i et fly. Der var ikke plads i den lille pejs, og den knagede og peb som metallet gav sig.
Dagny var ankommet. Han stod med urolige fingre der snoede sig rundt om hinanden. Hans hår var om noget endnu mere blæst end nogensinde før. Han havde en hat på der mest af alt mindede om noget 30’erne kunne have produceret. Stilet, men kold. Han bar en grå og sort frakke der havde store firkantede knapper og gik hele vejen ned til gulvet, man kunne kun lige ane hans fødder, i dyre, men på en måde meningsløse lædersko indenunder. Alles opmærksomhed var rettet mod ham. I det øjeblik Hardts lagde mærke til ham, holdte hans manifestationer op med at eksistere, de fadede ganske enkelt væk, og var nu en del af fortiden.
Dagny strakte armene ud på en knoklet, lidt excentrisk måde. Så trådte han ind bag et forhæng der dukkede op ud af ingenting. Kort efter begyndte et urovækkende ild farvet orange lys at brede sig inde fra forhænget, der selv var upåvirket af lyset. I en langsom svævende bevægelse kiggede det største øje på ca. 1 meter i diameter, langsomt frem. Iris var udgjort af ild, og flammerne truede med at tage fat i møbler og gardiner. Pupillen var spids og aflang, den stod på højkant. Øjet tog et spejl frem, og tog så en paryk på som det lynhurtigt skulle til at redde i med en kam. Parykken gik naturligvis op i flammer øjeblikkeligt. En ny kom frem, og selvfølgelig gik også denne op i flammer. Med en hvis fornemmelse af irritation tog øjet lynhurtigt en dåse flåede tomater, samt alle andre ingredienser krævet for at lave en indisk karry ret frem, på mindre end et sekund blev der lavet karry med ris, det blev serveret for et par utålmodige snobbede gæster i en restaurant der ikke fandtes, og de blev skubbet af helvedes til med en stor kosmisk finger. Dåsen fra tomaterne blev udvidet, mast flad og sat oven på øjets flammende ydre, en hat var skabt..
Hardts, der selv var i et lidt surrealistisk sketchet hjørne trådte frem mod øjet og hamrede sin stok ned i trægulvet så en trykbølge spredte sig med en voldsom, trommehinde sprængende rumlen. Han var klædt i gamle klæder, det lignede noget fra middelalderen, han havde langt hvidt skæg og en unødvendig stor spids hat. ”You shall not pass” sagde han med en stor skælvende stemme. CoA og HopIFjordeN så på mens et sandt freakshow manifesterede sig foran deres øjne. En klingende rasle lyd blev højere og højere. Gandalf kiggede overrasket ned mod sine lommer, der blev tungere og tungere med håbløst forældede og allervigtigst, ubrugelige møntsamlinger fra nær og fjern. Det tyngede ham og han sank modvilligt mod gulvet, støttende til sin stok. Med en kraftig viljestyrke kæmpede han sig atter opad, mønterne var ude af kontrol og han var omgivet af bunker og atter bunker af værdiløst gammelt kobber. To arme rakte ud fra pupillen i det brændende øje. De så ud til at foretage besværgelser af én eller anden art. Det så latterligt dumt ud, men Hardts måtte anerkende at han virkelig var ved at drukne i mønter. Han begyndte at slå vildt om sig med stokken og mumle uforståelige remser her og der. Straks kom 10 meget entusiastiske mænd løbende ind fra badeværelset af. De havde grimt tøj, mange af dem havde lapper på albuerne, alle bar de på store bøger som de straks slog op og begyndte at fylde med mønter. Deres fordrejede ansigter konkurrerede hypnotiseret med deres travle fingre, der unaturligt sorterede mønterne metodisk efter dato, art og type, alt sammen meget hurtigt. Igen svingede Hardts stokken, og ti mere kom ind. Der var ikke plads til dem, men det var alligevel muligt. Så småt modarbejdede de Øjet.
Da møntsamlingen var på et overskueligt niveau, og Hardts igen kunne bevæge sig, begyndte nu også hans fingre at tale det samme sprog af besværgelser, som alle magiske hænder synes at kunne. Et sunkent landskab kom til syne over øjet, et undervandsskue, dybt nede i Atlanterhavet synes det at være, mørke klippe huler og høje tangskove der stod helt stille i det dybe vand, her og der en lygtefisk, og en gople med så mærkelig en form, at den burde være blevet udeladt. Så småt gik der hul på undervands situationen, det startede med en revne i bunden, og da der eksisterede et ekstremt højt tryk, sprang en tynd stråle af spulende vand hidsigt ud af sceneriet. Den blev snart større, og vandet oversvømmede lokalet. Øjet blev slukket, og omridset af noget der lignede en pupil bygget af ben lå nu på gulvet. Vandet havde fundet udveje, en rude i vinterstuen var baldret, og det flød bla. Igennem denne åbning. Da vandmasserne fortog sig, var møntsamlerne væk.
Hardts sad bukket ned på gulvet, tilbage i sin oprindelige form. CoA og HopIFjordeN sad nærmest paralyserede i sofaen, der nu var blevet blæst op af væggen.
I HopIFjordeN’s glas var en blanding af eksotisk havvand og eksotisk Cognac, heldigvis var flasken stadig lukket, uheldigvis var den blevet smadret, og der var intet syn af indholdet. ”…Hardts?” sagde CoA spørgende, Hardts havde stillet sig op og vendte sig; ”Ka’ du ik’ lige..”, CoA pegede tilfældigt ned mod den knuste flaske. Med en flad hånd, lavede Hardts en kastebevægelse over mod væggen, hvor en døråbning kom til syne. Blødt og behageligt lys strømmede varmende ud og glinsede i det mørke havvand, der nu fandt endnu en flugtvej, det kastede dejlige refleksioner rundt på væggene. Åbningen ledte ind til en stor sal, gammel musik fra 20’erne strømmede ud, med et fjernt ekko. ”Hvad med øh, denne forheksede balsal?” sagde Hardts, mens han kiggede afventende. Han havde et lidt misforstået blik over sig, som en tjener på en restaurant der egentlig er så forfinet så den ikke tager imod kunder.
”Nej det øh.. bare Cognac ok?” Sagde CoA. Med det samme kom en ny identisk dyr flaske cognac. ”Hold kæft vi kunne ha haft det fedt hvis det ikke havde været for Dagny mand..” tænkte HopIFjordeN for sig selv, mens han smilede lidt. Skelettet af Sauron’s øje var forsvundet, og et stort sort hul havde taget dets plads. ”Gi ham alt hvad du har..!” sagde HopIFjordeN fornøjet.