Psychedelia.dk

Rodede rundt på Dansk psykolog forening's hjemmeside og faldt over det her, lidt gammel men ikke at se den linket før (slet eller påpej endelig hvis jeg tager fejl), tænkte jeg ville dele det:

http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/13464.pdf

Artiklen Kort:
Engelske forskere konkluderer, at effekten af antidepressiv medicin tilsyneladende kun er halvt så stor som tidligere antaget, når man ser på forskellen mellem virkningerne af de rigtige piller og virkningen af placebopiller med bivirkninger.

Det er da bemærkelsesværdigt at man er gået fra 60-70% antagelsen i halvtredserne til 30% observationen i nyere tid. Endvidere at der ikke er nogen statistisk signifikant forskel på hospitalsindlagte forsøgspersoner der har indtaget placebo pillerne (med bivirkninger) eller de faktiske antidepresive piller.

Interessant artikel. Det er bemærkelsesværdigt at folk, som tager en pille med "bivirkninger" (uden den psykiske virkning) , lige så ofte bliver helbredt (eller hvad man skal kalde det), som dem der tager den rigtige medicin.
Personligt tror jeg ikke der er nogen medicin som i sig selv kan "helbrede" en person med angst eller depression. Men at tro på at en pille kan helbrede, er ren selvsuggestion der i sig selv kan virke helbredende.

Hvorfor lærer folk ikke at tro på sig selv istedet for?

Hilsen
Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

I nogle tilfælde er det bare ikke en mulighed Fanny, jeg er enig med dig i, at medicinen alene ikke kan helbrede, men det kan gøre et forløb med depression eller angst, meget lettere.

Jeg har på et tidspunkt været på de såkaldte "lykkepille". De hjalp mig til at kunne se hvad problemet i virkeligheden var, og gav mig overskud til at gøre noget ved det.
Men det var en hård og tung vej, og da jeg ikke benyttede mig af psykolog, men kun gik til opfølgende samtaler med min læge.

Men for at være helt ærlig var det faktisk stofferne, der hjalp mig helt fri af angsten. Jeg havde angst især for at blive sindsyg, og ved at sætte mig i ekstreme situationer som på f.eks. svampe eller Salvia, hjalp det mig virkeligt med at indse det nok aldrig ville ske.

Ved godt det lyder skørt, og måske ikke det bedste råd for andre, men det virkede for mig.

Der er intet der tyder på, at antidepressiv medicin ikke virker. Der er tale om gennemsnit. Det vil sige, at det hjælper på nogen og ikke hjælper på andre. Nogle mennesker har fået reddet deres liv af antidepressiv medicin.

Når det er sagt, så synes jeg det er godt, at der sættes fokus på, at der ikke er tale om "mirakelmedicin" eller "lykkepiller".

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Det ser ud til at være en interessant artikel. Den må lige læses når jeg en gang kommer hjem fra arbejde i aften.

Nå det er sagt, så vil jeg erklære mig enig i Fanny, til en hvis grad. Jeg synes der er en stigende tendens til ikke at kunne skelne mellem at have ondt i livet og have en svær psykisk sygdom. Det er som om at alt skal klares med mirakel piller, uden egentlig selv at yde noget for det.

Crazymikkel> Ja, at konfronterer sin angst er nok det eneste som virkelig helbreder angsten.. om man så gør det ved at spise svampe, bestige bjerge, eller se en edderkop i øjnene..
Angst vokser af at man forskanser sig mod alt "det farlige" (om det er noget fysisk eller psykisk), og det at tage medicin, kan for nogen være en forskansning, som så vil forværre angsten. Det kan hurtigt blive et (tvangs)ritual at skulle have en pille hver gang livet gør ondt, -selvværdet er nede, -man ikke kan sove, eller man bliver bange for hvad andre siger om en, ect. og et årelangt medicinforbrug kan være svært at komme ud af, hvis man er blevet vandt til, at kunne flygte fra ansthelvedet ad denne vej.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

ville det hjælpe på noget?

jeg troede sådan en angst var en projicering af primær angst.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

@Halugenlampe:

Jeg kunne forestille mig, at man ved gradvis eksponering for en konkret angst (eller rettere fobi) lærer at mestre den. Det er en almindelig og rimelig effektiv adfærdspsykologisk metode. Hvis man forestiller sig, at man ved at "erobre" område for område, efterhånden kan generalisere de erfaringer, så vil jeg tro det kan hjælpe en med den primære angst.

Der er dog nogle mennesker med særlige personlighedstræk, eller problemer, der kan have svært ved overhovedet at indgå i en sådan behandling ligesom nogle ganske enkelt er så fikserede, at de opgives terapeutisk. Endelig har mange (eksempelvis personlighedsforstyrrede) ret svært ved at lære af de erfaringer de får sig. Det kan for eksempel være svært for dem, at finde "hensigtsmæssige" måder at håndtere lignende situationer på i fremtiden eller generalisere erhvervede erfaringer. Der finder selvfølgelig en naturlig læring og modenhed sted gennem livet for de mennesker, men de er ofte dyrt erhvervede (depressioner, angst, misbrug mm.). Jeg er sikker på man kunne gøre meget ved at forbedre behandlingen og tilføre flere ressourcer, men når det nu ikke er tilfældet, så kan man jo blive nødt til at hjælpe de her mennesker med deres forpinte situation. Det er eksempelvis her jeg mener medicin kan hjælpe, fordi det kan betyde forskellen på liv og død.

Mener du iøvrigt dødsangst, eller hvordan definerer du primær angst?

@Fanny: Jeg er helt enig i, at der ordineres for meget medicin, men jeg har desværre ikke den samme tro på individet, som du har. Jeg mener strukturerne i samfundet er så begrænsende og værdierne så ensidige med fokus på effektivitet og præstation, at individerne sættes under et pres, der gør dem syge og svage. De går til læge og den eneste hjælp de kan få er psykofarmaka. Medicinen skal hjælpe dem til at fortsætte med det, der var med til at gøre dem syge, blandt andet heftigt forbrugsræs, hyperkapitalisme, dislokation. osv.

Jeg mener der skal ændres på strukturerne i samfundet, så måden vi indretter vores samfund på ikke nedbryder sjæle, men det bliver selvfølgelig nødt til at ske ved hjælp af individer.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Det kaldes Den Systematiske Desensibiliterings-metode, eller "tilvænningsmetoden". (nævnt og kort beskrevet her: http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/13024.pdf)

Jeg var inde og læse kort om lazarus's tænkning inden for angstfremkaldende temaer under den kognigtive psykologi, her er lidt c/p (hvis det var den du tænkte på Halugenlampe?).

http://www.leksikon.org/art.php?n=81

Endvidere giver Lazurus opdeling stof til eftertanke når vold eller traumatiske billeder bliver sendt på skærmen eller bliver gengivet abstrakt i diverse artikeler der er detajleret nok til at tricker gængse overlevelsesinstinkter. Nu leder jeg så efter den artikel der redegør for hvordan en stærk eller svag psyke (eller indstillingen på at bearbejde traumatiske temaer) har meget lidt at gøre med hvordan kroppen faktisk reagerer på angstprovokerende temaer eller beretninger. Altså den uungålige påvirkning. (sidste afsnit lidt OT men var en skjult reeklame for om nogen har en reference.)

Jeg tænker at man kunne kigge lidt på litteratur om amygdala og frygtreaktioner?

Spændende indlæg Phellodendron. Og så er det altid rart med noget inspirerende viden. Jeg er tidligere stødt på Lazarus, men det er vist mange år siden.

Der er foreslået et begreb, der hedder "mental hijacking" (og jeg kan desværre ikke lige huske hvor jeg har det fra). I en situation, der vurderes som faretruende, skal man her forestille sig, at amygdala reagerer spontant og hurtigst og overtrumfer neocortex rationelle vurderinger. Det er selvfølgelig fordi det har været nødvendigt og imo i bund grund stadig er det. Et banalt eksempel kan være, at man helst ikke skal tænke alt for længe, hvis en bil kommer kørende imod en, i meget høj hastighed. Derfor er det selvsagt ikke bare sådan lige, at overtrumfe de indlærte reaktioner.

Hvad angår selve vurderingen af, om der er tale om en reel trussel eller ej... Ja, hvis man eksempelvis har været udsat for mange krænkelser i sin barndom, der har været så voldsomme, at de har truet ens integritet og dybest set mental overlevelse, så vil det oftest betyde, at man fremover reagerer instinktivt på krænkelser, eksempelvis med angst (flugt) eller vrede (kamp).

Det har i praksis vist sig meget svært, at indlære nye vurderinger hos mennesker, der har haft en meget problematisk opvækst. Jeg tror godt det kan lade sig gøre, hvis man har en ekstremt dygtig terapeut (uanset teoretisk retning), men så skal det også være en der rykker.

Der hvor de bedste resultater er opnået, er ift. konkrete fobier, som i eksemplet med agorafobi. Ved mere generaliserede angsttilstande, er det meget kompliceret.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.