Kom til at poste en egen tråd, når digtet burde ligge her. Nu er det her så. Som jeg skrev i den anden tråd, så er det lidt cheesy. Men jeg er ret osted disse dage, så sådan er det.
Formatet blev grimt, men det orker jeg ikke ændre på. Digtet kalder sig for "Da lyset blev skabt".
Citat:
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« og han skabte dig, så vi kunne genkende mørket der opstår i dit fravær, som fortærrer alt som kolde, sorte flammer, og skelne det fra det, der er godt. Når du stiger ned i dybet, og slukker dagen, sover vi alle uroligt, bliver ængstelige, og afventer at du atter skal bryde himmelvælvingen itu med dine stråler. Dét, der stråler mest, er dit ansigt. Alt på det, kinderne, næsen, øjnene, er ubeskriveligt. Det er så mangefacetteret. I det ene nu, er du en lille pige, der ler ad et eller andet nyt i verden – det næste er du festens dronning, der stjæler lyset fra månen og de andre stjerner. Din krop er klassisk, tidsløs, drejet af kvindens urform. Som en af de gamle græske statuer, bare mindre kedelig, mere moderne, og mindre hvid. Det største under på din krop (hvis jeg må være så sjofel at dissekere den, og håbe at min hånd ikke ryster, når jeg lægger snittet, og på den måde skamferer din åbenbaring med mine klodsede ord) er det, der får mindst tid i folks åsyn: dine fødder. De er så søde og fine med deres små skønhedsfejl, der kun hjælper med at fremhæve alt ved dem, der gør dem perfekte. Det der får mest opmærksomhed, dine ben og øjne, er der ikke så meget at sige til, der kan gøre dem retfærdighed. Benene kan være to nuttede stolper, der valser rundt, som når du leger, eller de kan tage sig ud som forlængningen af et par skræmmende sko, som kun en pige kan værdsætte, og tage pusten fra en hver, der ser dem. Dine øjne indgår i en surrealistisk trio med din mund. Som tre ting af samme form, hvor den tredje, munden, er forstørret i forhold til de to øvrige – kun en anelse – og gjort i et andet stof, som et øje, der er betrukket med et rosenblad, der har fået lagt et snit i midten. Munden er stor, når den breder sig ud i et smil, men ikke så bred, når den er afslappet. Læberne er store, nærmest opsvulmede, og søde at kysse. De fungerer som to perfekte støddæmpere, smukke og bløde og robuste, men fine i fremtoningen. De gemmer sjældent din skæve fortand, ja faktisk kun når du er sur. Din venstre fortand løber diagonalt med, og krydser forsigtigt ind over den højre. Det skaber dynamik i dit ansigt. Som om dine skabere bevidst rettede den til, så dit ansigt ikke skulle drukne i symmetri. Selvfølgelig er det ikke udtryk for andet end en lykkelig tilfældighed, hvilket dog ikke gør det mindre betagende, snarere tværtimod. Øjnene burde egentlig være centrum for opmærkomheden, for de kan stå for sig selv uden resten af ansigtet, hvilket er en sjældent set egenskab. De er både store og mørke, let eliptiske, og afslører for den opmærksomme deres orientalske kilde. De er omgivet af et sort hav – et bølgende hår, der fylder så meget, at det får lige så meget opmærksomhed som resten af dig. Håret bliver dog kun værdsat af connoisseurs. Frisører, piger, kvinder der har brugt timer foran spejlet med sit eget eller andres hår. De ser straks, at de har at gøre med et helvede, som kan tæmmes, hvis man har viljen og tiden, og at når det er tæmmet, så overgår det ens vildeste fantasi. Kulsort når du står i skyggen, men med et bølgende rødligt skjær når lyset falder på det. Det omkranser dit markante ansigt, der, når dit hår er langt, kæmper for at komme til, som om det er ved at drukne. Når det vel er tæmmet, fremhæver det dit ansigt og din hud, så man skammer sig over at gå med dig, for aldrig kan man bære dit udseende som et vedhæng, og man selv må nødvendigvis degraderes til en af de skønhedsfejl, der skænker lys og liv til det festfyrværkeri, der er Lise-Lotte (note2psy.dk: navnet er redigeret). Alle din krops dele spegler sig i hinanden. De sorte øjne i dit sorte hår og omvendt. De kaster små glimt mod din brune hud, og selvom alt på dig er mørkt er det glødende og varmt. Men dit udseende er og bliver kun toppen af isbjerget. Det er en forfærdelig
skam, at det mest farverige, spektakulære show, verden kommer til at skue i vor tid, skal være forbeholdt en heldig, ekslusiv skare. Det eksluderende træk, hver af de indvigede har, er, at de er i din nærhed. Der er ikke plads til mere en tre til syv mennesker omkring dig ad gangen, og verden rummer små seksmilliardernihundredetimillioner af dem. Hvis du hver dag foldede dét ud, der gør, at du kan besidde noget, det der gør dig til dig, og hvis du gjorde det for ti unikke personer per dag, sådan at ikke én fik lov at se det to gange, men alle så det en gang, så ville det tage dig enmillionottehundredetreoghalvfemstusindeethundredehalvtreds år plus alt det løse, inden alle mennesker havde set det. Og hvis det virkelig blev udført, så må man medregne de, der ikke nåede at se det, og de, der bliver født i mellemtiden. Det kan ikke lade sig gøre, at dele dig med hele verden, i hvertfald ikke på en måde, der er folk retfærdig. Men hvorfor skulle det dog være dét? Verden er ikke altid retfærdig. Nogle dør af sult, andre af tortur, bliver myrdede, voldtagede. Så er der de, som lever hyggelige liv i hyggelige huse, men aldrig får lov til at se, opleve og mærke dig. Verden er dog heller ikke altid uretfærdig. Kold og grå for de fleste, ja, men ikke altid uretfærdig. Den findes til din ære. Du er et kar fyldt med sitrende livskraft. En ung pige med faste bryster, og knogler der stadig kan tåle stød. Naiv og frugtbar, og som et frø har du brug for gødning og vand. Du er ren potentionalitet. Men modsat planten, der fortærer lys, skænker du det. Du har brug for verden til at forvirkelige dig. Du har brug for alle dens små fejl, dens kedelige grå masse. Det triste, det grå, det, der er udover dig. Det er din skønheds katalysator. Dens fejl er din gødning. Det er sjovt. Verden er din gud i den forstand, at du ikke kan skabe dig, dine neonstråler, uden at have et medium at kaste dem i, medens selve dette træk, de stråler du kaster, gør dig til verdens frelser, og til vores alle sammens sol. Uden dig ville verden være uretfærdig og alt ville være henlagt i et dunkel. Tak gud, at der er lidt lys.