Min værste oplevelse var nok for 3 år siden.
En masse kokain (hvor meget ved jeg ikke helst præcist, men for meget) intet mad at spise hele dagen, og så lige 4 gyldne damer oven i hatten...bland
ALDRIG kokain og alkohol ! så det var vel rent faktisk cocaethylene jeg fik for meget af den aften, jeg har aldrig været så fysisk og psykisk dårlig i hele mit liv.
Hvad jeg husker de første (nok 10minutter) da jeg begynder at blive dårlig :
Jeg rejer mig op og skruer på knappen til et kogeplus.. aner ikke hvorfor...min nabo spørg mig om jeg er okay, mit svar: nej... Toilet... opkast.... sorthed
Vågner op inde hos min nabo, i hans sofa... ser en spand ved siden af mig med lidt opkast i, er badet i sved, og kan godt mærke jeg ikke har det helt godt, prøver at sætte mig op og med det samme begynder det rum jeg sidder i visuelt at snurre rundt (+ en enorm følelse af svimmelhed) jeg kaster op igen, og ligger mig ned, ser et stort glas vand på bordet der er stilt til mig og en cola, jeg drikker hele glasset med vand, halvdelen af colaen og så knækker jeg mig igen.. jeg kravler ind til mig selv (da jeg ikke kan stå oprejst på nogen måder), kravler ind i min seng og falder på en eller anden måde i søvn.
(ved ikke hvorfor, men ville ikke vække min nabo, som i forvejen var en idiot fordi han ikke havde gjort som han skulle og ringet efter en ambulance)
Næste morgen hvor jeg forventer at have det bedre, har jeg det ikke bedre, jeg brækker mig stadig og kan ikke få en bid mad eller en dråbe væske ned, kan hverken stå op eller noget, så jeg ynkelig som jeg er ringer til min mor og piver lidt, og ligger kortende på bordet, hun kommer self ud til min lejlighed med pizza og drikke og prøver at få mig til at få det bedre (INGEN ER BEDRE END MOR) jeg ringer til en vagtlæge og spørg lidt ind til om det er normalt jeg stadig kaster op og har det sådan her, det mener han abselut at det er, og han fortæller mig (aner ikke om det bare var for at forskrække mig) at den har stået på 50/50 imellem liv og død, og at jeg meget nemt kunne have risikeret et hjerte der var stået af - af overbelastning, og nu når jeg tænker mig om sad mit hjerte også helt op i tindingerne på mig den aften.... jaja... så gør jeg da ikke det igen

Men om jeg var tæt på at dø ved jeg nu ikke, det føles da godt nok sådan.
Først hen af natten kunne jeg få lidt mad klemt ned, og fik det langsomt bedre, men hele min krop føles tydeligvis tæsket nogle dage efter den tur.
Jeg var på det stadie hvor jeg ikke var blevet forskrækket hvis der var blod i min urin

puha !!