Hej.
Det rører mig dybt at læse dit indlæg. Uden at have dybere viden om din historie, kan jeg se at du har haft smerten tæt ind på livet i en meget tidlig alder. Det fortjener ingen. Stofferne er virkelig et tveægget sværd; de kan give store, flotte oplevelser og følelsen af dyb indsigt, og også give et afbræk fra de svære følelser, men de kan også trække dig længere ned i fortvivlelsen. Det er ikke det værd at drukne smerten midlertidigt med substanser; man kommer til at betale tilbage, som du jo nok har fundet ud af.
Du er 15 og har livet foran dig; og selvom det måske kan virke meningsløst nogle gange, så håber jeg, at du tager det til dig og virkelig forstår, når jeg siger, at du må holde håbet oppe. Livet indeholder så mange fantastiske facetter, såvel som mørke. Vi går alle i gennem mørket på tidspunkte i vores liv, men det er okay, for uden de mørke stunder kunne vi ikke værdsætte de lyse på samme måde. For guds skyld, få selvmordstankerne ud af hovedet, der er al grund til at være i højt humør og spænding; livet har slet ikke vist dig halvdelen af hvad det indeholder endnu!
Få noget hjælp, fra hvem som helst. Find nogen at snakke med og støtte dig ved. Du har mødt meget følelseskoldhed i dit liv, men vid at vi alle deler den menneskelige oplevelse af stor smerte såvel som lykke - hvis vi ikke gør plads til hinanden, og finder samhørighed i vores fælles følelser, så falder vi. Folk GIVER en skid om dit liv, selvom det nogle gange ikke virker sådan. Stop med stofferne, og giv din hjerne og krop plads til at udvikle sig. Det kan være svært. Mit bedste råd er at finde noget, som du virkelig elsker. Det kan være at udtrykke dig i gennem håndværk, musik, at skrive eller tegne, eller hvilket som helst andet. Min egen substitution har været styrketræning, at spille musik og meditere, men det kan virkelig være hvad som helst! Udover det giver dig afbrækket fra de svære tanker, giver det også en fed følelse inden i, når man virkelig bliver god til noget, og ser resultaterne. Det giver en følelse af selvsikkerhed, og det er en af de vigtigste ting i livet; følelsen af at have nok i sig selv, trods alle de forfærdelige og smertefulde ting, der er sket én.
Hvis du på noget tidspunkt har brug for en at tale med, så skriv endelig. Om du har brug for et godt råd på vejen, eller blot at få ord på nogle tanker, så er jeg klar til at lytte. Jeg har håb og vished om, at du finder den hjælp og støtte du har brug for, og kommer godt ud på den anden side af resten af dit liv.
Kærlige tanker og fred din vej.
EDIT: Undskyld hvis det er lidt rodet, det gik lidt hurtigt.
