Dette er bare en lille fortælling om mig selv og min tankegang. Håber det virker interessant for nogle.
Som nogle af jer nok ved (Child, Satori, Psyko, etc), så er jeg en muslim som løsrev sig selv fra religionen, troen, m.m. Idag er jeg en glad agnostiker, som nægter "Gud's eksistens", netop fordi det ikke er noget der kan bevises.
Min mor har panikket en del over min "grusomme" og syndige beslutning, og hun har skaffet muslimske præster som kunne tale mig til fornuft og overbevise mig om, at Islam er den rigtige religion.
Jeg har stillet umulige spørgsmål og kommet med ekstremt gode biologiske og videnskabelige argumenter som supplering til spørgsmålene, som ikke har været så let at besvare. Og man siger jo, at Islam har et svar til alle spørgsmål man måtte have - samtidig får man at vide, at det er syndigt at stille spørgsmål ved guds eksistens inden universets dannelse, og om guds og djævlens tilstedeværelse i vores verden idag.
Jeg har haft mange diskussioner med min mor om Islam og tro/religion, og jeg vil ridse lidt op på det her.
Min mor er en meget tro muslim, som har et utroligt personligt forhold til sin religion. Jeg respekterer stadig religionen, på trods af at jeg har kvittet den og nægtet dens teori og påstande om guds ord og eksistens. Men jeg har det med religionen som nogle folk siger til de folk, som tager stoffer: "Jeg har ikke noget imod at du tager stoffer, bare du ikke tilbyder det til mig." - en klassisk sætning, som absolut også kan bruges i dette tilfælde.
Idag, efter mange måneders tænkning, er jeg kommet frem til, at jeg er glad for min beslutning om at droppe det hele. Jeg ser Kristendommen, Jødedommen og Islam som religioner, der har én ting tilfælles: Magt.
Jeg har også fundet ud af, nu hvor jeg har oplevet løsrivelsen fra min religion, at religion er en vigtig ting i livet for nogle mennesker, fordi livet netop virker absurd, hvis man ikke har noget at tro på. Det er svært at beskrive følelsen, hvis man ikke har oplevet den: "Hvis gud ikke eksisterer, hvad skal der så ske med mig når jeg er død?" - det er sådan nogle tanker der plager mig idag, og det er det jeg kæmper med i hverdagene, når jeg tænker på min nuværende situation.
Sagt på en anden måde: Det, vi kalder en religion, er noget som kan besvare de "umulige" spørgsmål, uden at der bliver stillet spørgsmål ved svarene. Det er der magten kommer ind, og det er der jeg hopper af. Det er dejligt at vide, at livet ikke slutter brat, men det er ikke fedt at blive holdt nede som slave som betaling for at religionen tilbyder denne løsning om livet, som rent ud sagt er en simpel påstand der er dannet af en eller anden befolkningsgruppe omkring år 500. Denne teori synes jeg passer meget fint, da det i mine øjne forklarer eksistensen af de mange religioner idag.
Når én befolkningsgruppe kan komme med sådan en teori (som bliver til en hel religion senere), hvorfor kan en anden befolkningsgruppe så ikke? Og nu de er i gang, så kan de ligeså godt lige opdrage deres børn efter disse levevilkår og -regler og få bragt budskabet ud. Den som har fået flest mennesker med på idéen, vinder.
En uenighed blev åbenbart så dannet, hvor nogle folk ikke kunne blive enige. De har så taget nogle af de nuværende regler, beholdt dem og suppleret med flere regler og dannet deres egen religion. Idag kan det så være Islam eller Kristendommen som er dannet af flere personer, der har været uenige om reglerne i Jødedommen. Dette strider nok imod nogle af de gamle fortællinger, men det er som sagt min egen teori.
Som den tyske filosof, Nietzsche, engang sagde: "Gud er død og religioner udrydder slavemoral."
Denne sætning beskriver fint hvordan jeg har det. Jeg anser de tre største religioner (Islam, Kristendommen, Jødedommen) for magt-religioner, som undertrykker folk og samtidig sørger for, at der ikke bliver stillet spørgsmål omkring dette - for sker dette, så er man syndig og så vil man brænde i helvede.
I søndags, som sædvanligt, diskuterede jeg religionen med min mor. Det startede med, at jeg tævede min lillebror for sjovt søndag eftermiddag. Lige da han fik mulighed for at slippe væk, løb han over til min mor og hoppede ind i hendes arme og sagde at jeg jagtede ham med en dukke. Da jeg kom over til ham, siger min mor, at jeg var besat af djævlen (sarkatisk ment) og pejede mod tv'et. På en arabisk kanal i fjernsynet kørte et program, hvor tre folk diskuterede islam og djævlen. De mente, at hvis man ikke sagde nogle hellige ord inden man drak eller spiste, så spiste djævlen med. Jeg kiggede lidt skævt på hende og svarede på en sjov måde: "Server fuldstændig identisk mad til mig to dage i træk. Den ene dag vil jeg sige de hellige ord, og den anden dag vil jeg ikke, og jeg vil så se om jeg er mere sulten den ene dag end den anden. Er jeg ikke, så har jeg lige bevist at jævlen ikke eksisterer." Dette gik hun ikke med til, og det beviser jo egentlig bare at det er en skrøne... i hvertfald overtroisk.
Vi fortsatte diskussion i en times tid, men vi blev aldrig enige. Hendes konklusion var dog, at jeg var besat af djævlen, og at det var djævlen der fik mig til at forlade Islam. Hun mente også, at Europa ville have fat i os unge udlændinge for at få os til at droppe Islam. Det samme med internettet: Hele nettet var fyldt med løgne, som åbenbart havde hjernevasket mig, siden jeg har fået disse meninger. Dog mente hun, at det der stod i bøgerne og det meste i pressen, var sandt - altså Koranen er sand og guds værk.
Jeg fortalte hende, at hvis vi antog at jeg var besat af djævlen og han fik mig til at tænke i disse baner, så gjorde djævlen egentlig en god gerning, set i mine øjne. Jeg har fået et helt nyt syn på livet og på religionerne. Religionerne er her, som sagt, for at få besvaret spørgsmålet som danner et tomrum i vores liv: Hvad sker der med os efter døden?
Denne teori var hun dog ikke så vild med - så enkel var verden ikke. Jeg spurgte hende, om hun virkelig ikke kunne se problemet i at tro på guds eksistens igennem en bog, som blev skrevet for 1500 år siden, og i at tro på djævlen, bare fordi alle muslimer (og andre religioner for den sags skyld) gik rundt og talte om ham.
Det er IKKE bevist at Koranen eller Bibelen er sendt fra Gud, og/eller om gud er indblandet i skrifterne på nogen som helst måde. Det er aldrig bevist, at djævlen eksisterer. Jeg har aldrig set skyggen af en åbenbaring eller en handling fra gud. Jeg har aldrig set nogle som helst handlinger fra djævlen. Jeg har aldrig følt mig overvældet af kærlighed fra gud, andet end rusen jeg fik i min egen krop af at tro så stærkt på noget. Og jeg har aldrig haft det så godt med at forlade denne fængslende rus.
Den biologiske argument i denne uge var, at der rent faktisk blev lavet en undersøgelse om de forskellige stoffer som blev dannet i kroppen efter en fuldendt tilfredsstillelse - de såkaldte belønningsstoffer. Undersøgelsen viste, at der blev dannet nogle stoffer i kroppen og at hjernen spillede en væsentlig rolle, hvis man dyrkede noget man VIRKELIG troede på (eksempelvis en religion). Det sjove ved denne undersøgelse var, at der næsten skete det samme, når mennesker, der virkelig var forelsket i et andet menneske, tænkte på vedkommende. Dette er jo et vaskeægte bevis på, at gud overhovedet ikke har en rolle her: Han sender ikke sin glæde og lykke igennem ens krop, fordi man dyrker religionen - det er egen tilfredsstillelse forårsaget af egne handlinger. At gud selv sender denne følelse er noget der påstås i de fleste religioner idag. Denne følelse bliver folk desværre misinformerede om - for nu, hvor de er tro, så kan det ligeså godt være guds værk.
Problemet er bare, at jeg har haft denne følelse af min religion, de par gange jeg har været forelsket, og de gange hvor jeg har dyrket mit sport, som jeg helt sikkert dyrkede på plan med min religion engang (fodbold). Både mens jeg var tro og efter jeg var tro - at gud vil velsigne mig med sin lykke og glæde, når jeg dyrker mine interesser og forelsker mig i et hunkønsvæsen, efter og mens jeg var tro, holder ingen steder. Jeg ved ikke om I kan se billedet.
For ikke at stræbe på det samme argument hele tiden, valgte jeg at skifte emne. Jeg spurgte hende, om Islam ikke påstod at alt handlede om lykke og kærlighed og om menneskets forhold til Allah. Dette svarede hun ja til.
Jeg spurgte, hvordan Allah så kunne være bekendt at straffe mennesker, som ikke var muslimer, ved at smide dem det dybeste hul i helvede, hvor der er varmest. Var det kærlighed? Guds had til bøsser - var det kærlighed?
En historie fra Koranen fortæller, at profeten Mohammed (eller de andre under-profeter) besøgte en by fyldt med homoseksuelle. Formålet var at overtale dem om at det var syndigt at være homoseksuel. De grinte ad ham og hørte ikke efter. Profeten forsøgte at overtale dem tre gange. Efter et mislykket forsøg alle gangene, tog han tilbage til sin by og talte med Allah. Profeten fortalte problemet, og det næste der skete var, at alle homoseksuelle, i denne ellers fredelige by, blev dræbt. De gjorde intet mod samfundet - de boede for sig selv og passede sig selv. De var bare ikke muslimer og de var homoseksuelle, og det var åbenbart grund nok til at destruere hele byen og få udryddet hver eneste levende individ samt alle planter som dyr. Er dette kærlighed?
Jeg vil påstå, at gud er en der keder sig. Først skaber han os til at kunne tænke selv og føle selv. Desværre, så har ikke alle mennesker et evne til at styre deres lyster og følelser. F.eks. vælger vi som regel ikke selv om vi skal tænde på mænd eller kvinder - det er noget hjernen står for, og hjernen er guds værk, som vi ikke selv kan styre. Gud har skabt muligheden for at være syndig og tro, han har skabt himmel og helvede og han har skabt mænd og kvinder. Allerede her dannes problemet. Keder gud sig så meget, at han har skabt mennesker som kan være syndige, så han har en undskyldning for at brænde dem i helvede? Er det kærlighed? Og siden han har magten til at gøre alt med verden, hvorfor har han så ikke gjort sådan, at alle mennesker er muslimer? Hvorfor har han efterladt muligheden for at være syndig og havne i helvede og lide i en evighed efter ens død? Er det også af kærlighed?
Muslimer siger også, at Gud trak sig tilbage efter at sin sidste profet, Mohammed, havde fuldført sit arbejde. Koranen blev dannet, alle reglerne blev dannet, og der var nu lavet en slags grundlov om livet. Gud viste sig aldrig igen, og det hele stoppede brat. Nu har vi en bog, som vi skal følge, og følger vi ikke hvad der står i bogen, så ryger vi i helvede. Så enkelt er det.
Hvorfor trak han sig tilbage? Der ville da være langt flere muslimer i verden, hvis han stadig viste sig frem som i gamle dage og gav folk åbenbaringer og noget at tro på. Hvordan kan man være så naiv, at man udgiver en bog og forventer at folk efter 1000-2000 år ikke stiller spørgsmål ved guds eksistens (og derfor er syndige)? Han kan da ikke være bekendt at stille sådan et ultimatum til rådighed og samtidig udrydde alle sporer af sig selv, så vi står helt alene i verden med en bog i hånden og ansigtet vendt mod enten jorden eller himlen. Er dette også af kærlighed?
Jer ser denne religion som en komplet hjernevaskelse hvis lyse sider er præget af den arabiske kultur og natur. Man har utrolig tralvt med at lave den smukke arabiske daggry og solnedgang om til noget, som rent faktisk er en del af muslimernes tro. Solopgangen og solnedgangen ER smuk i Mellemøsten, og man får en meget stor lykkefølelse i kroppen af at se på det. Dette har Islam taget og gjort til en del af sig selv; jeg ser det som et trick for at få skjult de dårlige sider af Islam. Kvindeundertrykkelse, menneskerettighederne og mange andre ting. For i det øjeblik man ser dette fantastiske syn af solen der forsvinder bag bygningerne, tænker vi hvor smuk verden egentlig er - så kommer religionen trampende ind og siger, at det er Allah der står bag det - siden han kan skabe noget så smukt, så er Islam rigtigt. Sådan er man under tøflen hele vejen igenne.
Idag føler jeg mig som befriet. Jeg er ikke blevet besat og hjernevasket af djævlen, som min mor så fint udtrykker det, men tvært imod: Jeg føler at jeg er sluppet fri af den største hjernevaskelse.
Dette er ikke på nogen måde et angreb mod religionen Islam, men derimod mine argumenter for ikke at tro på religionen længere. Jeg har fuldstændig samme mening om Kristendommen og Jødedommen, og jeg mener ikke at det er vejen til himlen, hvis der overhovedet findes en himmel. Jeg tror, hvis der overhovedet skulle være en tro, at Buddhisme ville være et godt bud på noget, som man kan dyrke og samtidig have det godt med og acceptere sine medmennesker og den verden man lever i. Religionen blev også dannet op til 5-600 år før Kristus, og det er endnu et grundlag for at vælge det.
Desuden er det en meget fri tro, som ikke stiller nogle krav til dig overhovedet. Man arbejder med sig selv, når man arbejder med troen, og det hele handler om at finde fred i kroppen og acceptere andre. Der er ingen vold i religionen, ingen magtfaktor, ingen regler, ingenting, og det er kun ærgeligt at den ikke er mere udbredt i verden.
Med venlig hilsen Ali
_________________ "I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard "Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk
|