Psychedelia.dk

Dette er bare en lille fortælling om mig selv og min tankegang. Håber det virker interessant for nogle.

Som nogle af jer nok ved (Child, Satori, Psyko, etc), så er jeg en muslim som løsrev sig selv fra religionen, troen, m.m. Idag er jeg en glad agnostiker, som nægter "Gud's eksistens", netop fordi det ikke er noget der kan bevises.

Min mor har panikket en del over min "grusomme" og syndige beslutning, og hun har skaffet muslimske præster som kunne tale mig til fornuft og overbevise mig om, at Islam er den rigtige religion.

Jeg har stillet umulige spørgsmål og kommet med ekstremt gode biologiske og videnskabelige argumenter som supplering til spørgsmålene, som ikke har været så let at besvare. Og man siger jo, at Islam har et svar til alle spørgsmål man måtte have - samtidig får man at vide, at det er syndigt at stille spørgsmål ved guds eksistens inden universets dannelse, og om guds og djævlens tilstedeværelse i vores verden idag.

Jeg har haft mange diskussioner med min mor om Islam og tro/religion, og jeg vil ridse lidt op på det her.

Min mor er en meget tro muslim, som har et utroligt personligt forhold til sin religion. Jeg respekterer stadig religionen, på trods af at jeg har kvittet den og nægtet dens teori og påstande om guds ord og eksistens. Men jeg har det med religionen som nogle folk siger til de folk, som tager stoffer: "Jeg har ikke noget imod at du tager stoffer, bare du ikke tilbyder det til mig." - en klassisk sætning, som absolut også kan bruges i dette tilfælde.

Idag, efter mange måneders tænkning, er jeg kommet frem til, at jeg er glad for min beslutning om at droppe det hele. Jeg ser Kristendommen, Jødedommen og Islam som religioner, der har én ting tilfælles: Magt.

Jeg har også fundet ud af, nu hvor jeg har oplevet løsrivelsen fra min religion, at religion er en vigtig ting i livet for nogle mennesker, fordi livet netop virker absurd, hvis man ikke har noget at tro på. Det er svært at beskrive følelsen, hvis man ikke har oplevet den: "Hvis gud ikke eksisterer, hvad skal der så ske med mig når jeg er død?" - det er sådan nogle tanker der plager mig idag, og det er det jeg kæmper med i hverdagene, når jeg tænker på min nuværende situation.

Sagt på en anden måde: Det, vi kalder en religion, er noget som kan besvare de "umulige" spørgsmål, uden at der bliver stillet spørgsmål ved svarene. Det er der magten kommer ind, og det er der jeg hopper af. Det er dejligt at vide, at livet ikke slutter brat, men det er ikke fedt at blive holdt nede som slave som betaling for at religionen tilbyder denne løsning om livet, som rent ud sagt er en simpel påstand der er dannet af en eller anden befolkningsgruppe omkring år 500. Denne teori synes jeg passer meget fint, da det i mine øjne forklarer eksistensen af de mange religioner idag.

Når én befolkningsgruppe kan komme med sådan en teori (som bliver til en hel religion senere), hvorfor kan en anden befolkningsgruppe så ikke? Og nu de er i gang, så kan de ligeså godt lige opdrage deres børn efter disse levevilkår og -regler og få bragt budskabet ud. Den som har fået flest mennesker med på idéen, vinder.

En uenighed blev åbenbart så dannet, hvor nogle folk ikke kunne blive enige. De har så taget nogle af de nuværende regler, beholdt dem og suppleret med flere regler og dannet deres egen religion. Idag kan det så være Islam eller Kristendommen som er dannet af flere personer, der har været uenige om reglerne i Jødedommen. Dette strider nok imod nogle af de gamle fortællinger, men det er som sagt min egen teori.

Som den tyske filosof, Nietzsche, engang sagde: "Gud er død og religioner udrydder slavemoral."

Denne sætning beskriver fint hvordan jeg har det. Jeg anser de tre største religioner (Islam, Kristendommen, Jødedommen) for magt-religioner, som undertrykker folk og samtidig sørger for, at der ikke bliver stillet spørgsmål omkring dette - for sker dette, så er man syndig og så vil man brænde i helvede.

I søndags, som sædvanligt, diskuterede jeg religionen med min mor. Det startede med, at jeg tævede min lillebror for sjovt søndag eftermiddag. Lige da han fik mulighed for at slippe væk, løb han over til min mor og hoppede ind i hendes arme og sagde at jeg jagtede ham med en dukke. Da jeg kom over til ham, siger min mor, at jeg var besat af djævlen (sarkatisk ment) og pejede mod tv'et. På en arabisk kanal i fjernsynet kørte et program, hvor tre folk diskuterede islam og djævlen. De mente, at hvis man ikke sagde nogle hellige ord inden man drak eller spiste, så spiste djævlen med. Jeg kiggede lidt skævt på hende og svarede på en sjov måde: "Server fuldstændig identisk mad til mig to dage i træk. Den ene dag vil jeg sige de hellige ord, og den anden dag vil jeg ikke, og jeg vil så se om jeg er mere sulten den ene dag end den anden. Er jeg ikke, så har jeg lige bevist at jævlen ikke eksisterer." Dette gik hun ikke med til, og det beviser jo egentlig bare at det er en skrøne... i hvertfald overtroisk.

Vi fortsatte diskussion i en times tid, men vi blev aldrig enige. Hendes konklusion var dog, at jeg var besat af djævlen, og at det var djævlen der fik mig til at forlade Islam. Hun mente også, at Europa ville have fat i os unge udlændinge for at få os til at droppe Islam. Det samme med internettet: Hele nettet var fyldt med løgne, som åbenbart havde hjernevasket mig, siden jeg har fået disse meninger. Dog mente hun, at det der stod i bøgerne og det meste i pressen, var sandt - altså Koranen er sand og guds værk.

Jeg fortalte hende, at hvis vi antog at jeg var besat af djævlen og han fik mig til at tænke i disse baner, så gjorde djævlen egentlig en god gerning, set i mine øjne. Jeg har fået et helt nyt syn på livet og på religionerne. Religionerne er her, som sagt, for at få besvaret spørgsmålet som danner et tomrum i vores liv: Hvad sker der med os efter døden?

Denne teori var hun dog ikke så vild med - så enkel var verden ikke. Jeg spurgte hende, om hun virkelig ikke kunne se problemet i at tro på guds eksistens igennem en bog, som blev skrevet for 1500 år siden, og i at tro på djævlen, bare fordi alle muslimer (og andre religioner for den sags skyld) gik rundt og talte om ham.

Det er IKKE bevist at Koranen eller Bibelen er sendt fra Gud, og/eller om gud er indblandet i skrifterne på nogen som helst måde. Det er aldrig bevist, at djævlen eksisterer. Jeg har aldrig set skyggen af en åbenbaring eller en handling fra gud. Jeg har aldrig set nogle som helst handlinger fra djævlen. Jeg har aldrig følt mig overvældet af kærlighed fra gud, andet end rusen jeg fik i min egen krop af at tro så stærkt på noget. Og jeg har aldrig haft det så godt med at forlade denne fængslende rus.

Den biologiske argument i denne uge var, at der rent faktisk blev lavet en undersøgelse om de forskellige stoffer som blev dannet i kroppen efter en fuldendt tilfredsstillelse - de såkaldte belønningsstoffer. Undersøgelsen viste, at der blev dannet nogle stoffer i kroppen og at hjernen spillede en væsentlig rolle, hvis man dyrkede noget man VIRKELIG troede på (eksempelvis en religion). Det sjove ved denne undersøgelse var, at der næsten skete det samme, når mennesker, der virkelig var forelsket i et andet menneske, tænkte på vedkommende. Dette er jo et vaskeægte bevis på, at gud overhovedet ikke har en rolle her: Han sender ikke sin glæde og lykke igennem ens krop, fordi man dyrker religionen - det er egen tilfredsstillelse forårsaget af egne handlinger. At gud selv sender denne følelse er noget der påstås i de fleste religioner idag. Denne følelse bliver folk desværre misinformerede om - for nu, hvor de er tro, så kan det ligeså godt være guds værk.

Problemet er bare, at jeg har haft denne følelse af min religion, de par gange jeg har været forelsket, og de gange hvor jeg har dyrket mit sport, som jeg helt sikkert dyrkede på plan med min religion engang (fodbold). Både mens jeg var tro og efter jeg var tro - at gud vil velsigne mig med sin lykke og glæde, når jeg dyrker mine interesser og forelsker mig i et hunkønsvæsen, efter og mens jeg var tro, holder ingen steder. Jeg ved ikke om I kan se billedet.

For ikke at stræbe på det samme argument hele tiden, valgte jeg at skifte emne. Jeg spurgte hende, om Islam ikke påstod at alt handlede om lykke og kærlighed og om menneskets forhold til Allah. Dette svarede hun ja til.

Jeg spurgte, hvordan Allah så kunne være bekendt at straffe mennesker, som ikke var muslimer, ved at smide dem det dybeste hul i helvede, hvor der er varmest. Var det kærlighed? Guds had til bøsser - var det kærlighed?

En historie fra Koranen fortæller, at profeten Mohammed (eller de andre under-profeter) besøgte en by fyldt med homoseksuelle. Formålet var at overtale dem om at det var syndigt at være homoseksuel. De grinte ad ham og hørte ikke efter. Profeten forsøgte at overtale dem tre gange. Efter et mislykket forsøg alle gangene, tog han tilbage til sin by og talte med Allah. Profeten fortalte problemet, og det næste der skete var, at alle homoseksuelle, i denne ellers fredelige by, blev dræbt. De gjorde intet mod samfundet - de boede for sig selv og passede sig selv. De var bare ikke muslimer og de var homoseksuelle, og det var åbenbart grund nok til at destruere hele byen og få udryddet hver eneste levende individ samt alle planter som dyr. Er dette kærlighed?

Jeg vil påstå, at gud er en der keder sig. Først skaber han os til at kunne tænke selv og føle selv. Desværre, så har ikke alle mennesker et evne til at styre deres lyster og følelser. F.eks. vælger vi som regel ikke selv om vi skal tænde på mænd eller kvinder - det er noget hjernen står for, og hjernen er guds værk, som vi ikke selv kan styre. Gud har skabt muligheden for at være syndig og tro, han har skabt himmel og helvede og han har skabt mænd og kvinder. Allerede her dannes problemet. Keder gud sig så meget, at han har skabt mennesker som kan være syndige, så han har en undskyldning for at brænde dem i helvede? Er det kærlighed? Og siden han har magten til at gøre alt med verden, hvorfor har han så ikke gjort sådan, at alle mennesker er muslimer? Hvorfor har han efterladt muligheden for at være syndig og havne i helvede og lide i en evighed efter ens død? Er det også af kærlighed?

Muslimer siger også, at Gud trak sig tilbage efter at sin sidste profet, Mohammed, havde fuldført sit arbejde. Koranen blev dannet, alle reglerne blev dannet, og der var nu lavet en slags grundlov om livet. Gud viste sig aldrig igen, og det hele stoppede brat. Nu har vi en bog, som vi skal følge, og følger vi ikke hvad der står i bogen, så ryger vi i helvede. Så enkelt er det.

Hvorfor trak han sig tilbage? Der ville da være langt flere muslimer i verden, hvis han stadig viste sig frem som i gamle dage og gav folk åbenbaringer og noget at tro på. Hvordan kan man være så naiv, at man udgiver en bog og forventer at folk efter 1000-2000 år ikke stiller spørgsmål ved guds eksistens (og derfor er syndige)? Han kan da ikke være bekendt at stille sådan et ultimatum til rådighed og samtidig udrydde alle sporer af sig selv, så vi står helt alene i verden med en bog i hånden og ansigtet vendt mod enten jorden eller himlen. Er dette også af kærlighed?

Jer ser denne religion som en komplet hjernevaskelse hvis lyse sider er præget af den arabiske kultur og natur. Man har utrolig tralvt med at lave den smukke arabiske daggry og solnedgang om til noget, som rent faktisk er en del af muslimernes tro. Solopgangen og solnedgangen ER smuk i Mellemøsten, og man får en meget stor lykkefølelse i kroppen af at se på det. Dette har Islam taget og gjort til en del af sig selv; jeg ser det som et trick for at få skjult de dårlige sider af Islam. Kvindeundertrykkelse, menneskerettighederne og mange andre ting. For i det øjeblik man ser dette fantastiske syn af solen der forsvinder bag bygningerne, tænker vi hvor smuk verden egentlig er - så kommer religionen trampende ind og siger, at det er Allah der står bag det - siden han kan skabe noget så smukt, så er Islam rigtigt. Sådan er man under tøflen hele vejen igenne.

Idag føler jeg mig som befriet. Jeg er ikke blevet besat og hjernevasket af djævlen, som min mor så fint udtrykker det, men tvært imod: Jeg føler at jeg er sluppet fri af den største hjernevaskelse.

Dette er ikke på nogen måde et angreb mod religionen Islam, men derimod mine argumenter for ikke at tro på religionen længere. Jeg har fuldstændig samme mening om Kristendommen og Jødedommen, og jeg mener ikke at det er vejen til himlen, hvis der overhovedet findes en himmel. Jeg tror, hvis der overhovedet skulle være en tro, at Buddhisme ville være et godt bud på noget, som man kan dyrke og samtidig have det godt med og acceptere sine medmennesker og den verden man lever i. Religionen blev også dannet op til 5-600 år før Kristus, og det er endnu et grundlag for at vælge det.

Desuden er det en meget fri tro, som ikke stiller nogle krav til dig overhovedet. Man arbejder med sig selv, når man arbejder med troen, og det hele handler om at finde fred i kroppen og acceptere andre. Der er ingen vold i religionen, ingen magtfaktor, ingen regler, ingenting, og det er kun ærgeligt at den ikke er mere udbredt i verden.

Med venlig hilsen
Ali

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

Religion som betyder noget omtrent med gen-forening, er noget som har sit ophav og sin konventionelle verdslige udvikling, men man bør trække en klar skillelinje imellem det som er idealet og det som er midlet, hvis vi kigger på de forskelige religioner og deres historie, så vil vi kunne se en løbende udvikling hvor den officielle statslige kirke på mange områder har tjent magthaverne på den ene eller anden måde, men sideløbende må man ikke glemme at mens der for en stor del af disse kirkers publikum går tabt en viden, igennem et stykke tid, så vil de gå i dekadence, men det som ligger bag som bagrund for selve starten den vil fortsætte med at eksistere, skjult for de mange.

Religion, konventionel Religion er som et dække og beskyttelse for egen selvstændig fri udvikling, med alt hvad det indebære med ansvar og personlig stillingtagen, man identificere sig med noget stører som kan bære en og erstatte ens ensomhed med en tryghed og samhørighedsfølelse.

Men jeg tror der gemmer sig universielle sandheder i mange af de store religioner, eftersom deres oprindelige ophav jo er ægte men senere mere og mere gået hen i en nedadgående udvikling med hensyn til den originale viden om de egentlige nøgler til den ægte forståelse af de hellige bøger.

Men der findes vise som læser i verden, i fænomenerne og de bagvedliggende baggrunde for det synlige plan af tilværelsen, folk som kender til tilværelsen før fødslen og efter fødslen.

Læg mærke til hvor meget mange af de nuværende religioner går op i livet EFTER døden, men ikke særligt meget FØR døden...

Dette ser jeg som et appél til folks angst for døden og personlige egoisme. foren jer i hvores religion for at få del af et liv efter døden...

Jeg tror som Hiduismen på Karma
Men jeg er ikke Hinduist....

Jeg tror på Reinkarnation ligesom i Budhismen, men jeg er ikke Budhist

Jeg tror på de 10 bud men jeg er ikke jøde

Jeg tror på Kristi Kærlighedsgerning men jeg er ikke enig med hverken Katoliker, Mormoner, Jehovas vidner eller Protestanter

Jeg tror ikke på nogen evig fordømmelse (medmindrer man har været meget stort røvhul)

Og jeg tror at det er ens gerninger, tanker og følelser frem for hvilken kirke man går i, som tæller i sidste ende

Jeg tror på jorden, på månen, solen og stjernerne og jeg tror på skaberen og skabelsen .

Jeg ser Gud i alting... det mindstre græsstrå såvel som i månen, solen og planeterne, alting er en del af en stor sammenhæng, naturvidenskaben og dens reduktionistiske pervasioner leder en væk fra den sandhed at alting netop defineres af alting og at man ikke kan isolere de enkelte atomer og derigennem tillægge dem nogen definationsmæssig værdi udfra sig selv, tingene defineres af deres komplementerende samlede sammenhæng, en brik har én bestemt plads i puslespillet som defineres af det samlede antal andre brikker og deres respektive position

Så diskutér dog ordentligt!

log: Argumentér for dine synspunkter, det er ikke nok bare at skrive; "jeg tror ikke på religion"

Jensus: Jeg ved godt det er populært at modsige Astral hver gang han siger noget. Og det kan godt være du er uenig med ham, men Astral havde faktisk ret i det han sagde til log.

Aod: Hold dine tåbelige udtalelser for dig selv.

Til Aliaarhus vil jeg sige:
Det er godt at se du bryder ud af den religion dine forældre har. Det viser du tænker over tingene, og ikke ender som vane-muslim.

Dog vil jeg sige at, der er ikke nogen grund til at helt benægte den guddommelige tanke, især ikke sådan som den tager sig udspil i mange traditioner.
De fleste traditioner beskriver Guddommen som noget kosmisk bevidst, som er i alle, og som omslutter hele kosmos.
Nogle kalder dette for Dao, andre for Brahman, andre for Gud, jeg ved ikke hvad indianerne(i Latinamerika) kalder den, men de har vist også et navn.
Buddhisterne har ikke som sådan et guddommeligt vægtet ord for det, men deres an-atman (ikke selv) minder egentlig meget om tanken af Gud.
I den katolske kirke, f.eks. er Gud meget mere en kraft, der strømmer igennem et menneske, deraf udtalelsen "med Guds fred i dig". Og der er er vægtet at denne Gud er i dig, som en del af dig.
Hinduisterne har lidt det samme, med deres Atman-Brahman koncept. Og Buddhismen har også lidt det samme med deres an-atman, som også er en selv-løs tilstand.. hvor man er forbundet med alt. Alt er betinget sam-opstået siger de.

Problemet i mange moderne vestlige religioner, er deres vægtning af Gud.
Især i den danske folkekirke, hvor Gud helt er fjernet fra mennesket, og er noget man ser på dualistisk jeg overfor Gud. Og derfor går udtalelsen "med Guds fred i dig" ikke i den danske folkekirke.
Gud bliver her en selvbevidst entitet, der er for sig selv, og ikke med mennesker.
Bitch mig hvis jeg tager fejl, men synes det samme kommer til udtryk i Islam, da man ofte taler om Allahs vilje. HVad er denne vilje opstået fra? Vilje er tit hæftet til et selv. Og hvis Allah har et selv, og eksisterer som Gud, som i den danske folkekirke, bliver det selvfølgelig meget svært at forholde sig til.
Problemet med de to sidste eksempler er, at tro bliver noget blindt, og abstrakt noget.
Pointen med de øverste er, at tro/religion/spirituel vej, bliver noget man erfarer direkte. Og derved kan man opnå kontakt med det, gennem en del teknikker.

Dette er skrevet lidt løst og hurtigt "from the top of my head", og er en smule overfladisk og lomme-filosofisk agtig, løse tanker. Men håber du kan se lidt hvad jeg mener.

Dessuden tror jeg heller ikke en agnostiker er en der direkte benægter Guds eksistens, dette er ateistens job (Nishida Kitaro, en kyoto skole tænker, mener faktisk kristne burde se ateisme-ideen som et nyt sted til meditatív selvfordybning, og ikke fastholde sig ved gudsideen, og benægte det andet), men mere er en der siger: "Eftersom en evt. Gud ikke kan bevises videnskabeligt, er der ingen grund til at beskæftige sig med tanken om Ham."

-Odden

_________________

Jeg er alt andet end populist, så det er noget lort at lukke ud. Jeg gør det af egen fri vilje og fornuft, og ikke fordi at jeg føler noget pres fra andre. Desuden har det aldrig været min opfattelse at det var udbredt at kritisere Astral, tværtimod. Jeg var hverken hånlig eller grov overfor ham, i modsætning til hans posts imod mig.

Astral slagtede jo nærmest manden, og log uddybede jo også, han tænkte bare ikke så langt da han skrev sin første post.

Jeg tror at Allah og Jehova er den samme

Men jeg er ikke Muslim

Hinduisterne har mange guder, i virkeligheden tror jeg også på Odin og Thor

Men Budhisterne beskæftiger sig ikke så meget med det aspekt, men erkender alt som en enhed.

Hvis man lægger alt det logisk sammen, så får man den tanke at disse forskelige mytologiske guder mon ikke var højere stående og overlegne væsener iforhold til mennesker som man dengang havde kontakt med, men som egentlig allesammen i virkeligheden er forskelige sider af den samme guddomt, at vi alle er en del af dette kosmiske skaber væsen som overgår enhver fatteevne. Tænk på der er kun én, vi kan erkende os selv og sige Jeg til os selv, men ikke til andre, det er ens for os alle sammen, jeg forestiller mig hvores bevidsthed som en projekteret spejling som individualisere sig i en aktualiseret tilstand, men den som kaster spejlbilledet (af mangel på bedre ord) er netop THE ONE, dbs. Gud. Universets bevidsthed og skaber.

Dvs. at Allah/Jehova (mener faktisk det oversættes fra Hebraisk til noget omtrent i stil med Jeg er,) er et led af denne Gud en slags formidler, ligesom hvis vi forestiller os at det jo som det jo faktisk også bliver skildret, en måndeguddom som reflekterer og låner sit lys fra solen, altså jeg forestiller mig solen som et slags midpunkt hvorfra livet strømmer til.

Kristus er Solånden!

Og at vi kan snakke om de forskelige planeter og deres repræsentanter osv.

Jeg tror der gemmer sig en skjult kerne i de fleste stører religioner, desvære bliver det altsammen mere og mere traditiondsbundet og meget af den gamle tabte viden bliver mere og mere glemt, sådan mener jeg at det har gået de fleste konventionelle religioner fordi at hver skal finde Gud i sig selv og udfra sig selv og ikke være ledet af en kirke eller andre verdslige autoriteter, mennesket har selv en Gudommelig kerne men det kræver at man er istand til at finde den og lære at lytte og følge den, så man lære at tage de rigtige beslutninger i livet, det er det som det kommer an på.

Jeg forestiller mig altid solens stråler som noget som gør ens lys om hjertet og inspirere en til kærlighed

Derfor er Gud kærlighed

Men der må være modsætninger for at der kan være udvikling og det er hva jeg tror er meningen, at vi skal udvikle os og lære at vælge det rigtige, desfør desto bedre så er jeg sikker på det hele vil komme til at gå meget bedre,

Kh. Astral

Hvorfor tror I dog at jeg nægter guds eksistens 100%, når jeg kun snakker om islam, jødedommen og kristendommen? Det kan godt være at det er formuleringen, men jeg benægter ikke det guddommelige 100% - det er en ateist, og jeg er ikke en ateist, men en agnostiker (som jeg også skriver i starten af indlægget), og der er meget forskel.

Jeg vil gerne kommentere nogle af ovenstående indlæg, men dette vil jeg gøre en anden gang.

Først vil jeg lige rette noget i mit øverste indlæg. Jeg skriver følgende:



En agnostiker betyder, at man ikke tror på noget der ligger ud over erfaringen.

En ateist betyder, at man overhovedet ikke tror på guds eksistens.

Folk har været forvirret over det jeg skriver ovenover, men det er faktisk meget enkelt:

Jeg er agnostiker, fordi jeg TROR at en gud findes i verden, men jeg mener ikke at islam/jødedommen/kristendommen er den rigtige måde at dyrke gud på. Så man kan sige, at jeg på det område er ateist, da jeg nægter at tro på guds eksistens, hvad angår disse tre religioner. Til gengæld tror jeg på det guddommelige, som f.eks. Buddhismen arbejder med. Eller den måde indianerne arbejdede på - det er noget der var en del af folks erfaring.

I hele mit indlæg benægter jeg guds eksistens, men folk skal være opmærksomme på, at jeg tager udgangspunkt i islam, jødedommen og kristendommen. Hvis jeg skrev om guds eksistens i det hele taget, så ville ovenstående indlæg se anderledes ud.

Så det jeg mener er, at jeg tror på guds eksistens (dette gør mig til agnostiker), men jeg nægter alt det guddommelige der har noget med ovenstående tre religioner at gøre.

Håber det giver mening.

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

[islam er ikke en religion men en idealisme

Nej, det er en lovreligion.

_________________

Særdeles interessant indlæg aliaarhus - keep it up.

Jeg er dog ikke helt enig i nogle af dine rationaler. F.eks. situationen omkring "djævlen der spiser med én". At (mod)bevise religion udfra videnskab er altid dømt til at fejle. Religion - om det så er Islam, Kritstendom eller Buddhisme - kommer i sidste ende ned til at være et trosspørgsmål. At prøve at rationaliserer "tro" vil aldrig fungerer IMHO.

Men interessant er det.

/Fellini - ateisten

...for det første....Tak Ali fordi du hviler så meget i dig selv at du tør udtrykke dine meninger og følelser på et så et følsomt område som Islam og religion...jeg hved at det fylder meget i familier, som kommer fra lande hvor islam er fremtrædende og udgør en ledetråd...en retningslinie for, hvordan livet skal leves.
Jeg er enig med dig mht. at religion er et magtmiddel...noget menneskeskabt...en tro, et håb vi mennesker har brug for, når livet går os imod..når vi lider....
Og er det ikke sært, at der findes Mohammed, Jesus, Jehova osv.......
Er det ikke underligt, at hver verdensdel har oplevet sin egen frelser, sine egne åbenbaringer..sine egne hellige skrifter og sine egne regler og måde at fortolke dem på???
Og hvordan kan der findes præster, biskopper, imaner og lign. som er "tættere" på Gud og kan videregive hans budskab???!! Er det ikke uforskammet, at ophæve sig til leder af sine medmennesker, som er lige så værdige....
Jeg selv er opvokset i den katolske tro...ja altså, religionen blev aldrig trukket ned over hovedet på mig, men i og med, den var en del af mine forældres traditioner, havde den en indvirkning på mig....f.eks. det, at man kommer i helvede, hvis man er et dårligt menneske, har altid spøgt i mit hovede.....
Jeg har bedt til Gud, når det pludselig var nødvendigt..når jeg var i knibe..så bad jeg pludselig til højere magter om hjælp....hmmm det er vist typisk for et menneske, som hved, at han/hun har gjort noget galt og håber på tilgivelse.....men hvor er det egentlig falsk! For når noget går godt, beder man som regel ikke.....
Det jeg vil frem til er, at jeg tror heller ikke på religionerne...de mennneskeskabte regler og foreskrifter...for helt ærligt, hvem kan bevise, at nogen af dem er sande...det hele er et FORTOLKNINGSPØRSMÅL som kan give nogen magt til at bestemme over andres liv!
Efter det er sagt, vil jeg sige, at jeg ABSOLUT tror på en guddommelig energi...noget som er større end menneskeheden, noget vi ikke kan bevise helt - ej leve op til efter foreskrifter..værende det Biblen, Koranen el. lign.
Denne guddommelige kraft vil os alle godt....den vil ikke straffe - men blot lære os en lektie her i livet....
Før i tiden, troede jeg, at jeg var et skamfuldt og uværdigt menneske, fordi jeg ikke fulgte min religions foreskrifter...men nu ved jeg bedre!
Mit møde med guddommelig kraft behøver ikke at være dit møde med denne kraft....der findes flere måder, og vi er alle forskellige og bliver accepteret...det er det , universet handler om....
Jeg er overhovedet ikke frelst el. noget i den retning...jeg er sidst i tyverne og har virkelig prøvet en del her i livet....ikke artige ting men som sagt jeg fattede, at der findes en universel kraft, da jeg første gang blev healet...og sidenhen er jeg selv begyndt at heale (=overføre eksisterende energier, som omgiver mennesker og levende ting)...og det lyder vildt plat, men efter jeg er blevet indviet af en healer mester, kan jeg pludselig mærke de energier, som omgiver et menneske.....og det er bevist ved scanninger, at patienter med hjernesvulster, som ikke havde håb for helbredelse, at deres svulster er forsvundet...men det er et helt andet emne Det jeg vil sige til dig er, at det kræver ingen bestemt religion, ingen bestemter regler eller foreskrifter at mærke en Guddommelig kraft! Du behøver ikke at følge nogen opskrift...blot være dig selv!!!! Det vigtigste er, at du er tro mod DIG SELV...og kun du hved hvad det indbefatter......men det er bevist i fysikken, at energi kan aldrig forsvinde, blot omdannes til anden energi...så som du selv skriver mht. buddhisme..vi kommer nok tilbage til denne verden, for at lære en lektie...for at blive bedre mennesker.....
Men man behøver ikke at gå i kirke, synagoge, moske eller lign. for at få kontakt til en højere kraft...du kan gøre det hvor du vil...hvis du vil...
Jeg tager hatten af for dig!! det er en risiko at gå mod strømmen - og det medfører knubs og kamp, men jeg er sikker på, at du er et dybt menneske, som tænker meget over tingene - og måske vil du komme til at opleve spirituelle og åndelige tilstande, selvom du går imod de foreskrifter din familie lever efter....for hvem pokker har bevist, at de er de rigtige ???????

nice skrevet ali... kan kun være enig, altså nu er jeg dog "kristen" men har det på samme måde...

himlen er da en rar tanke.... meeeen det er desværre lidt urealistisk..

og hvorfor fanden i helvede skal mennesker ha en "higher power" at frygte for at fatte at det er forkert at slå ihjel, stjæle etc?

Det er jo præcis derfor kristendommen er fantastisk, eller ihvertfald som jeg opfatter den.

Det er fint nok du får dit barn dåbt, bliver konfirmeret, går i kirke 3 gange om året, gud er der stadig når du har brug for ham. Gud nægter dig ikke hjælp etc blot fordi du ikke liige har bedt til ham de sidste par år. Selvom du er morder, aldrig har bedt til gud og osv. vil du stadig komme i himmel og dine synder forladt.

Det snakkede jeg med min biologi-lærer om. Hun sagde, at det ikke var dyrene der opførte sig unormalt i forhold til mennesket, men omvendt. Altså mennesker har skilt sig ud på grund af deres intelligens, som dyr ikke har, og derfor skiller sig ud af mængden. Derfor er det nemlig os der er unormale.

Derfor tror jeg, at nogle mennesker i verden ikke helt benytter sig af vores intelligens, som vi har fået tildelt det af dét, som jeg nævner i ovennævnte sætning.

Og fordi de bryder ud af VORES måde at være normale på, så er de unormale. Derfor går de og laver alle de instinkter, som VI "normale" har haft engang på niveau med dyrene, men som vores intelligens har trukket os væk fra.

Pga af dette, så tror jeg at ovennævnte mennesker ikke forstår hvad religion er, fordi de netop er gået tilbage til den tilstand vi andre engang var i for længe siden. De gør blot hvad der EGENTLIG er deres natur - ligesom løver, f.eks.: Jagter og slår ihjel pga irritation som en af grundene til at gøre det.

Det forstår vi andre "normale" ikke alt det, og pga vores menneskabte moral (som er skabt af vores intelligens), dømmer vi det til at være unormalt og forkert... i forhold til os.

Sådan tror jeg at det hænger sammen, og alt ovennævnte har jeg siddet og filosoferet over i et svampetrip. Ved ikke hvor meget det holder, men jeg fortæller blot som jeg trippede og tænkte over

Men de forstår så ikke religioner og vores moral, og derfor siger vi at de er unormale, fordi de ikke opfører sig som flertallet - os, mennesket.

Men ja... det er lidt udsyret og nok også lidt rodet, men håber det giver mening... er lidt små-smadret.

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

vi har dem vel stadig ligeså meget som dengang, vi blokerer bare for det...

hmm.. hvilke (slags) mennesker er det du tænker på??

Altså jeg tror stadig vi har dem i os, men jeg tror som sagt at vores intelligens har trukket os væk fra dem, eller som du siger, blokeret. Denne tanke forklarede jeg til min biologi-lærer, og hun kunne ikke være andet end enig.

Og jeg forstår ikke helt dit spørgsmål - hvilke mennesker der stadig følger deres dyreinstinkter, eller...?

Hvis det er dem du tænker på, så var det en kommentar til det som Kaffegrums skriver, om hvorfor der er nogle folk der ikke bruger deres fornuft, og simpelthen skal have en lov eller en religion der skal fortælle dem, at man ikke må slå ihjel eller stjæle.

Ved ikke om det giver mening nu

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

ej, ska jeg læse det hele for at fatte sammenhængen? tis